Adfærdsforskning – nødvendig, men underkendt

feb 5, 2021

Når man ser på børns skoleskema, kunne man få den opfattelse, at viden om dyrenes adfærd ikke er særlig vigtig – i hvert fald ikke vigtig nok til at indgå i de opstillede læringsmål. Men kan det være rigtigt? Er viden om dyrenes adfærd en luksusviden, som kun er relevant i fjernsynets naturfilm? Mit eget svar er et klart NEJ.

Dyrevelfærd er meget oppe i tiden, og politikerne på Christiansborg bliver løbende konfronteret med krav om bedre dyrevelfærd i staldene. I butikskæderne ser man det i kølediskene, hvor diverse dyrevelfærdsmærker er med til at give kunderne mulighed for at vælge dyrevelfærd til, når de skal vælge kød til aftensmaden. Og dyrevelfærd er også en vigtig parameter i valg af kæledyr og i måden, vi holder vores kæledyr på. Men hvad er god dyrevelfærd egentlig, og hvad er det for et grundlag, der ligger til grund, når politikerne skal tage stilling, når dyrevelfærdsmærkerne skal udvikles, og pasningsvejledninger for vores kæledyr skal udformes? Havde det været menneskers velfærd, det drejede sig om, ville vi have spurgt os frem og så på den baggrund have udformet nogle velfærdskriterier. Men man kan i sagens natur ikke spørge dyrene og må derfor ty til andre midler.

Den væsentligste metode til at bedømme og beskrive dyrenes velfærd på er ved at se på deres adfærd. Har vi et godt kendskab til dyrenes adfærd og de mekanismer, der ligger til grund for adfærden, kan vi ”læse” dyrene. Ved at se på, hvordan de opfører sig i forskellige situationer kan vi danne os et billede af, hvad der foregår inde i hovedet på dem, eller læse deres øjeblikkelige motivation og dermed få en fornemmelse af, om de føler sig godt eller skidt tilpas i den givne situation.

Og når velfærd nu er blevet en så vigtig faktor i vores samfund, og velfærd kun kan måles ved at læse dyrenes reaktion på omgivelserne, herunder deres adfærd, så kan det jo undre, at adfærd ikke har højere prioritet i skolernes undervisningsplaner og på universiteterne for den sags skyld. Vi bruger velfærdsbegrebet i flæng, og laver vigtig lovgivning om det, men underviser ikke i den viden, der skal til for at kunne definere og vurdere dyrenes velfærd. Det giver ikke mening! Uden tilstrækkelig viden kommer mavefornemmelser og antropomorfistiske antagelser til at få alt for stor magt, og det kan hverken dyr eller vores samfund være tjent med.

Brug af adfærdsdata i zoologiske haver

I zoologiske haver har man brugt viden om dyrenes adfærd til at forme dyrenes omgivelser og den måde, man holder dem på, i mange år. Traditionelt havde man fokuseret meget på dyrenes ernæring og deres fysiske sundhed for at få dem til at trives, mens adfærd var en mere eller mindre glemt parameter. Men adfærdsbiologiens fremmarch i Europa satte også sit præg på zoo-verden. Det startede for alvor med den schweiziske zoo-direktør, Heini Hediger, der i 1942 med begrebet ”zoo biology” for første gang satte dyrenes naturlige adfærd i centrum for dyrenes trivsel i zoologiske haver. Det var lidt af et kvantespring for zoo-verdenen, og mange var skeptiske over for det nye koncept.

Men konceptet var kommet for at blive, og herhjemme var det Danmarks første adfærdsbiolog, Holger Poulsen, der indførte det nye fokus. Holger Poulsen blev tilknyttet København Zoo som videnskabelig assistent i 1946 og arbejdede indtil sin død i 1982 på at få indført hensynet til dyrenes adfærd på linje med sundhed og ernæring. Jeg selv fik mulighed for at føre det arbejde videre, da jeg blev ansat som videnskabelig assistent i 1983, og i dag betragtes dyrenes adfærd som en lige så vigtig parameter i dyrenes pasning, som ernæring og sundhed. Ikke mindst adfærdsberigelsen har vunder bredt indpas, ikke kun i Danmark, men over hele verden. Ved at gøre dyrenes omgivelser mere komplekse kan man fremkalde mere kompleks adfærd og dermed give dyrene større daglige udfordringer. Det er med til at give ”god velfærd” til glæde for både dyr og publikum.

Men forudsætningen for at kunne berige omgivelserne for dyrene effektivt er, at man har en viden om, hvordan dyrene lever i naturen, hvordan de forholder sig til omgivelserne og ikke mindst om, hvordan dyrenes adfærd styres. Altså en solid viden om dyrenes adfærd. Derfor er de fleste af Zoologisk Haves zoologer i dag også adfærdsbiologer.

Det grundige kendskab til dyrenes adfærd bruges bl.a. til at indrette anlæggene, så de i videst muligt omfang tilgodeser dyrenes naturlige adfærd. Ikke kun i form af træer eller vandhuller, men også med særlige udkigsposter, gravemuligheder, steder, hvor man kan gemme foderet, skjulesteder osv. Og da man også skal tage hensyn til dyrenes sociale omgivelser kommer kendskabet til dyrenes sociale adfærd ligeledes til at spille en vigtig rolle. Hvordan skal gruppestrukturen være, hvilke dyr skal man sende til andre zoologiske haver, når gruppen er ved at være for stor, hvordan skal man vælge dyr til eventuelle genudsætningsprojekter osv. Uden en gedigen viden om dyrenes adfærd ville vi ikke kunne foretage de rigtige valg og dermed ikke give dyrene optimale forhold.

I dagligdagen bruges adfærdsbiologien meget til at tjekke nye anlægs funktionalitet. Når vi bygger et nyt anlæg, gøres det på baggrund af den bedste viden, man nu engang har for det pågældende dyr. Men det er jo langtfra sikkert, at vi rammer plet. Og da man ikke kan spørge dyrene, så må vi i stedet iagttage deres adfærd, når de tager anlægget i besiddelse. Ved at lave systematiske adfærdsundersøgelser, hvor man ved brug af udvalgte metoder kortlægger dyrenes adfærd over en periode og ser på, hvordan de udnytter anlægget, kan man få et godt billede af, hvordan anlægget fungerer. Er der områder, der kun sjældent benyttes? Er der områder, hvor dyrene udviser mere konfliktadfærd end andre steder? Eller er der områder, som benyttes i visse situationer og ikke i andre? Ud fra et grundigt kendskab til dyrenes naturlige adfærd og styringen af adfærden kan den slags resultater sladre om, hvordan dyrene trives i anlægget og dermed, om der er behov for at lave noget om eller evt. at forstærke noget.

Adfærd og naturbevarelse

Det samme gør sig gældende, når man arbejder med naturbevarelse. For at kunne bevare de truede dyr bliver man nødt til at vide, hvordan de lever, hvad de spiser, hvilke habitater, de foretrækker, hvilke flokstrukturer, de opdeler sig i, hvilke køn, der vandrer væk fra forældreenheden osv. Rene adfærdsstudier, som kræver uddannede adfærdsbiologer eller ihvertfald folk med en grundig træning i opbygning af systematiske adfærdsundersøgelser og tolkning af deres resultater. I Brasilien lever en lille abeart, som for et halvt århundrede siden var næsten udryddet. Det drejer sig om den gyldne løveabe, som kun findes i et lille område nordøst for Rio de Janeiro, og som der dengang kun var 150-200 tilbage af i naturen. Da man opdagede, hvor slemt, det stod til, etablerede man et internationalt avlsprogram med henblik på at fremavle så stor en bestand i zoologiske haver, at man kunne starte en genudsætning af aberne på de oprindelige levesteder. Avlsprogrammet blev en succes, og i 1983 kunne man sætte de første løveaber født i zoologiske haver ud i naturen. Siden er næsten 200 løveaber gået samme vej, og i dag er bestanden helt oppe på 3.200 – en sand succeshistorie inden for forvaltning af truede dyrearter. Men genudsætninger er jo ikke noget, man bare gør. Forud for udsætningerne går mange timers adfærdsobservationer for at kunne vælge de rette steder at sætte dem ud, for at kunne sammensætte de rette familiegrupper og for at forstå de mekanismer, der i naturen bestemmer floksammensætningerne. Og der er ingen tvivl om, at en af årsagerne til løveabeprojektets store succes ligger i de mange adfærdsstudier, der blev gennemført parallelt med udsætningerne – studier, der ”læste” dyrenes levevis og gav os mennesker gode råd til, hvordan vi skulle gribe udsætningerne an.

Adfærd og dannelse

Og så tilbage til starten af denne artikel. Kan vi bruge viden om dyrenes adfærd til noget vigtigt? Ja, i hvert fald hvis man gerne vil forstå baggrunden for samfundets stillingtagen til vigtige emner som dyrevelfærd, naturforståelse og naturbevarelse – emner, som vi alle har et forhold til, og som derfor bør indgå i vores almene dannelse. Og dermed i vores allesammens grunduddannelse.