Kan man udsætte dyr i de nye naturnationalparker?

jan 12, 2022

Publiceret som kronik i Jyllandsposten 17. november 2021

Der er blevet skrevet mangt og meget om de kommende naturnationalparker og ikke mindst om konceptet med at udsætte store planteædere som heste og kvæg for at genoprette og opretholde lysåbne områder. Mellem fagfolk har debatten fortrinsvis drejet sig om effekten af at have planteæderne til at forme landskabet, mens det i den generelle debat mere har været dyrevelfærden, der har stået for skud.

Desværre er den sunde debat med tiden blevet afløst af en bitter strid mellem forskellige fløje, og især inden for dyrevelfærdsdebatten har tonen antaget en uforsonlig tone, som fuldstændig skygger for den konstruktive debat. Personangreb og fake news har afløst faglige argumenter, og mange ellers konstruktive debattører har valgt at melde sig ud af debatten for ikke at blive svinet til eller få skudt holdninger i skoene, som de ikke går ind for.

Overordnet set må man selvfølgelig spørge sig selv, om det er dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt at sætte husdyr som heste og kreaturer ud i naturen med det formål at gøre naturen mere kompleks og give dyrene et mere naturligt liv. Det Dyreetiske Råd har i sin udtalelse fra 2018 om de dyreetiske og dyrevelfærdsmæssige aspekter ved brug af dyr til rewilding netop taget det spørgsmål op og konkluderer, at det godt lade sig gøre, forudsat at man tager højde for en række faktorer, som skal være opfyldt.

Først og fremmest skal man vælge robuste racer af heste og kvæg, som kan tåle at være ude i det danske vejr året rundt. Det indskrænker selvfølgelig mulighederne, men heldigvis er der allerede i eksisterende lovgivning taget højde for denne præmis, idet man har udpeget specifikke racer, som er tilpas robuste til at klare det danske klima. Det drejer sig f.eks. om shetlandsponyer og konikheste samt skotsk højlandskvæg og gallowaykvæg, som man i mange år har benyttet i naturplejeprojekter rundt omkring i landet, og som generelt er kendt for deres robusthed.

Dernæst skal man sikre sig, at området, dyrene skal sættes ud i, kan levere ”tørt leje”, læ for vind og vejr, adgang til frisk vand og ikke mindst tilstrækkelig med føde til, at dyrene ikke sulter. Især det sidste har givet anledning til meget debat, og nogle af modstanderne har sat lighedstegn mellem det at udsætte dyr i naturnationalparkerne og dyremishandling. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der skal være føde nok i området, både mængdemæssigt og kvalitetsmæssigt til, at dyrene kan opretholde livet på ordentlig vis hele året rundt. Det kan man opnå ved at tilpasse antallet af dyr til den tilgængelige føde i området – enten ved at reducere bestanden forud for den fødeknappe tid, eller ved at udtage dyr, der viser sig at have svært ved at klare sig, efterhånden som problemerne opstår. Eller både og. Og så skal man acceptere, at dyr fra naturens side er tilpasset sæsonvariationer og kan skifte til andre fødeemner, når det saftige græs er spist op – forudsat selvfølgelig, at de rette fødeemner er til stede.

Man vil i rewildingprojekter længst muligt undgå at tilskudsfodre dyrene, da man derved reducerer effekten af, at dyrene spiser af buske og grene, når der ikke er nok græs, og dermed er med til at opretholde de lysåbne arealer. Men skulle forholdene udvikle sig, så det ikke er nok at reducere dyrebestanden, bør man være parat til at tilskudsfodre for at undgå at dyrene kommer til at lide eller endog dø af sult. Hvis man når dertil, bør dyrene flyttes til en særligt indrettet fold uden for naturnationalparken, så dyrene ikke vænner sig til, at der fodres inde i parken. På den måde kan man tilgodese både ønsket om god naturpleje og hensynet til dyrenes velfærd.

Forudsætningen for, at man kan gennemføre den beskrevne adaptive forvaltning af dyrebestanden, er selvfølgelig, at man løbende tilser dyrene. Og dér rammer vi et andet ømt punkt i diskussionen. Hvor tit skal man tilse dyrene? I dyrevelfærdsloven står der, at heste skal tilses hver dag, mens kreaturer blot skal tilses ”jævnligt”. Der er ikke noget biologisk argument for at skelne mellem de to arter, og forskellen skyldes nok historikken i lovgivningen fremfor en faglig begrundelse. Det er da heller ikke realistisk at tilse hvert enkelt dyr dagligt på de store arealer. Det gør man heller ikke i dag i andre store indhegninger som f.eks. Dyrehaven nord for København. Men der skal føres ”jævnligt” tilsyn, som løbende tilpasses den aktuelle situation. F.eks. kan der være enkeltdyr, man bliver nødt til at holde ekstra øje med, eller perioder, hvor ekstra tilsyn vil være på sin plads. Det kan f.eks. være i perioder med ekstremt vejr eller i dyrenes yngleperioder, hvor dyrene har brug for ekstra næring. Det vigtige er, at man tilpasser tilsynet, så man kan nå at gribe ind i tide, hvis det begynder at gå den gale vej. Og da eventuel fødeknaphed ikke resulterer i akut afmagring, men virker over en længere periode, er et fast dagligt tilsyn heller ikke nødvendigt. Man kan godt opdage sultproblemer ved de ”jævnlige” tilsyn og dermed sikre, at dyrene ikke sulter.

En tredje anstødssten i den stående debat har været udtalelser om, at dyrene i naturnationalparkerne skal ”klare sig selv”, og at ”naturen må gå sin gang” uden menneskelig indgriben. Det er dog efter min mening umuligt at opnå i de danske naturnationalparker, da dyrene holdes under hegn og derfor ikke har de vilde dyrs fri bevægelighed. Hegnet er nødvendigt for at kunne opretholde en større dyretæthed i naturnationalparken end udenfor for derved at få den ønskede effekt på vegetationen, og for at beskytte de omgivende samfund mod skader forvoldt af dyrene, hvis de skulle søge ud af naturnationalparkerne. Med opsætning af hegn omkring naturnationalparkerne påtager vi mennesker os et ansvar for forvaltning på især tre niveauer:

  • Genetisk for at undgå indavl, da dyr udefra ikke vil kunne tilvandre af sig selv.
  • Demografisk for at opretholde en naturlig køns- og aldersfordeling i flokkene og dermed undgå unødige slåskampe.
  • Fødemæssigt for at sikre, at dyrene altid har adgang til den nødvendige føde.

Derfor kan dyrebestandene i naturnationalparkerne aldrig blive selvopholdende, men er afhængige af løbende forvaltning udefra. Udsætningen af heste og kreaturer kan da heller ikke sammenlignes med genudsætning af truede dyrearter, der har til formål at genetablere levedygtige bestande af de pågældende dyrearter. I den slags bestande bliver dyrene nødt til at kunne leve på naturens præmisser og må undergå den naturlige selektion, der foregår i naturen. Men i naturnationalparkerne er der ikke tale om at genetablere bestande af truede dyrearter, men om at indføre dyr, der kan udføre de vigtige processer i naturen, som forsvandt med tabet af de tidligere vidt udbredte bestande af store planteædere. Der er således mere tale om etablering af en levende naturpleje end om genetablering af dyrebestande.

Desværre har man med brugen af begrebet ”rewilding” i naturnationalparkerne og en til tider stædig fastholdelse af rewildingbegrebets fokus på selvopholdende dyrebestande fået opbygget en indædt modstand mod udsætning af dyr i naturen for at genetablere og opretholde lysåben natur. Det er en skam for processen, og der er behov for en ændring af italesættelsen af den form for udsætninger. ”Naturpleje” er efter min mening et mere velegnet begreb, som glimrende beskriver årsagen til udsætning af dyrene, og som ikke rummer risiko for samme misforståelse omkring forvaltning af dyrebestandene, som ”rewilding-begrebet” giver anledning til.

O

Flere skriverier

Podcast om Dian Fossey, gorillakvinden, der betalte den ultimative pris Bjørn Harvig og jeg har en snak om...

Natursyn

Natursyn

Her kan du læse om mit syn på natur og vores forhold til dyrene. Dyr skal respekteres for, hvad de er, og ikke hvad vi kan gøre dem til. Arterne...