Rågerne larmer, mågerne klatter på vores terrasse, skarverne tager ”fiskernes fisk”, og skaderne tager de små fugleunger. Helt naturlige aktiviteter, som må forventes i et land, hvor råger, måger, skarver og skader er helt almindelige arter. Men svaret fra vores side er alt for ofte ”skyd dem”. Vores tolerance over for de gener, naturen påfører os, er meget lille og står slet ikke mål med de glæder, den giver. For nylig kunne man endda læse i et anerkendt nyhedsbrev, at det nu var nødvendigt at regulere ulvebestanden herhjemme på grund af ”de store økonomiske konsekvenser”, den voksende ulvebestand allerede har haft for ”skovejere, der har betydelige indtægter fra jagt på bl.a. hjortevildt”.
Hvem ejer egentlig vildtet?
Især det sidste provokerede mig. For hvem siger, at hjortevildtet tilhører de folk, der har jagtretten til et stykke jord? Hjortevildtet går frit omkring i det danske landskab og opsøger de områder, der passer bedst til deres umiddelbare behov – uanset ejerforhold. Den gamle forordning fra 1660, hvorefter vildtet tilhørte kronen og kun måtte skydes af dem og deres følge, er jo for længe siden ophævet. Og i dag er vildtet ”bare” en del af naturen og indgår i naturens kredsløb, hvor nogen spiser andre. Og jægerne, de får da også deres del og kan skyde vildtet, hvor de har jagtret. Men de har på ingen måde eneret til dyrene. De må dele dem med naturens egne jægere – og med os andre, der blot vil nyde synet af dem. Så argumentet med, at ulve tager ”jægernes vildt” og dermed påfører dem et økonomisk tab, er helt forkert.
Vi skaber selv problemerne
Men tilbage til generne. Er vi virkelig kommet dertil, at bortskydning af den del af naturen, der generer os, er vores svar på en natur, der langsomt tilpasser sig det landskab, vi selv har skabt? Dyrene har jo ikke gjort noget galt. De lever bare det liv, de bedst kan under de givne vilkår, i skarp konkurrence med andre arter og med mennesket. Og vi har jo selv skabt betingelserne. Vi har skabt det agerland, der tiltrækker rågerne, og vi har skabt det fødegrundlag i byerne, der tiltrækker mågerne. Og hvad skaderne angår, så har de jo kronede dage i de mange tusind villahaver, der huser alskens småfugle og dermed også udgør et slaraffenland for skaderne i fuglenes yngletid, hvor æg og unger udgør en naturlig del af deres føde.
Vi må lære at leve med naturen
Så problemet ligger nok mere hos os mennesker, end det ligger hos de dyr, vi vil skyde bort. Der har med tiden indsneget sig en følelse af, at naturen er til for os, og at vi kan skære den til, så vi kun får de sjove og de hyggelige oplevelser, mens de mindre spændende kan elimineres. Men sådan hænger det ikke sammen. Vi har brug for naturen med alt, hvad dertil hører. Og ligesom naturen på bedst mulig vis tilpasser sig et liv sammen med os mennesker, så bliver vi også nødt til at tilpasse os naturen med de processer, der nu engang indgår i den. Vi kan ikke lave om på, at råger yngler i kolonier, og at de har en lidt kras stemme. Vi kan heller ikke lave om på, at alle dyr, inkl. fugle, skal af med deres affaldsstoffer i ny og næ, og at det for mågernes vedkommende ofte sker fra luften, ligesom vi heller ikke kan lave om på, at skarver lever af fisk, og at skader har en præference for æg og unger i fuglenes yngletid.
Så i stedet for at betragte det som gener, bør vi lære at betragte det hele som et bevis på, at verden er mangfoldig og fyldt med forskellige former for levende væsner, som skal leve side om side. Vi er en af arterne og skal nok lige lære at leve med naturen i stedet for imod naturen.
Dette indlæg er tidligere bragt i Kristeligt Dagblad.
