Danmark var i første halvdel af 1900-tallet kendt for sit tunfiskeri, og lystfiskere strømmede til Øresundskysten, for at få del i det krævende fiskeri. Men omkring 1950 begyndte fiskeriet at falde drastisk, og i 1964 var det slut med at fiske tun i de danske farvande.
For ti år siden begyndte tunen dog at vende tilbage, og den er i dag så talrig i Øresund, Kattegat og Skagerrak, at man er begyndt at arrangere særlige tunsafarier for folk, der gerne vil opleve at se de kæmpestore fisk, når de i deres jagt på makrel, hornfisk og sild springer højt op over vandet fra august til slut oktober. Et fantastisk skue, og med fisk på op til 4-500 kg noget, der ikke går stille af sig.
Tunfiskeri på vej tilbage?
Men nu tilbage til tunfiskeriet, der har været forbudt herhjemme i over et halvt århundrede. Det er jo ikke underligt, at der opstår et ønske om at få lov at genoptage fiskeriet af de store fisk, når man kan se bestanden vokse. Og med en stigende europæisk bestand af tun og varmere vand i Danmark kan man godt forestille sig, at der kommer endnu flere tun herop, og at man i de kommende år vil lukke op for et endnu større tunfiskeri.
Lige nu er det kun få beskåret at fange tun herhjemme, et lystfiskeri, der verden over er meget eftertragtet, ikke mindst på grund af den hårde kamp, der er mellem fisker og fisk, når en tun bider på krogen. Der er beretninger om adskillige timers kamp, om blodige hænder af at holde line og stang og om totalt udmattede fisk, der landes på båden efter den lange kamp. For da slet ikke at tale om valget af rigtigt udstyr, om opspænding af linen og andre tekniske detaljer, som alle bliver diskuteret ivrigt både før og efter fangsten.
Brug af levende agn?
Men hvor bliver diskussionen af tunfiskeriets brug af levende agn af? Kan vi med den viden, vi har i dag om fisks oplevelse af smerte, tillade os at sætte en stor krog gennem den levende fisks ”næse”, for så at kaste den ud igen for at lokke en tun på krogen? Det er klart, at metoden er effektiv, fordi lokkefisken jo vil svømme igennem vandet som alle andre fisk, og man også til en vis grad kan styre den derhen, hvor man vil have den, ved at trække i krogen. Men er det dyreværnsmæssigt forsvarligt? Ville vi nogensinde tillade, at vi gjorde det samme med en hund eller en kat, som skulle føres i snor? Næppe, og med god grund. Men hvorfor så med fisk, bare fordi de er kolde og slimede og lever deres liv i vandet?
Det Dyreetiske Råd udgav i 2013 en udtalelse om lystfiskeri og kritiserede allerede dengang brugen af fisk som levende agn på grund af de smerter, det påfører fisken. Dengang var der stadig lidt tvivl om, hvordan fisk oplever smerte. Men det ved man mere om i dag, og på det punkt adskiller fisk sig ikke væsentligt fra hunde og katte. Det gør ondt på fisken, rigtig ondt. Derfor ville det klæde debatten om et eventuelt fremtidigt tunfiskeri, at man ud over bæredygtighed også diskuterede brugen af levende agn, og allerhelst, at brug af levende fisk som madding blev forbudt for alt fiskeri herhjemme, som det også blev anbefalet af Det Dyreetiske Råd for tolv år siden.
