af Bengt Holst | okt 31, 2025 | Uncategorized @da
Er man udslukt som 73-årig? Og hvad råd kan man give en 40-årig om livet og alle dets genvordigheder? Det var nogle af de mange spørgsmål, jeg fik af Peter Falktoft i seneste udgave af DR’s podcast, “Peter og Profeterne”, som udkom i går. Vi kom vidt omkring og havde en god og munter snak om livet, det at være ung, det at være gammel, og om værdier i livet helt generelt. Godt suppleret af spørgsmål og kommentarer fra de sædvanlige telefonvenner og fra en ung dyrepasserelev fra Aalborg ZOO. Sjovt at være med. Spændende at blive udfordret, og imponeret over Peters formidable evne til at holde en hyggelig samtale kørende, så man føler, man har kendt hinanden i mange år. Tak for snakken, og vil du høre med, så lyt her:
https://www.dr.dk/lyd/special-radio/peter-og-profeterne/peter-og-profeterne-1/bengt-holst-16122594827
af Bengt Holst | okt 31, 2025 | Uncategorized @da
Er man udslukt som 73-årig? Og hvad råd kan man give en 40-årig om livet og alle dets genvordigheder? Det var nogle af de mange spørgsmål, jeg fik af Peter Falktoft i seneste udgave af DR’s podcast, “Peter og Profeterne”, som udkom i går. Vi kom vidt omkring og havde en god og munter snak om livet, det at være ung, det at være gammel, og om værdier i livet helt generelt. Godt suppleret af spørgsmål og kommentarer fra de sædvanlige telefonvenner og fra en ung dyrepasserelev fra Aalborg ZOO. Sjovt at være med. Spændende at blive udfordret, og imponeret over Peters formidable evne til at holde en hyggelig samtale kørende, så man føler, man har kendt hinanden i mange år. Tak for snakken, og vil du høre med, så lyt her:
https://www.dr.dk/lyd/special-radio/peter-og-profeterne/peter-og-profeterne-1/bengt-holst-16122594827
af Bengt Holst | okt 31, 2025 | Dyreetik og velfærd
Danmark var i første halvdel af 1900-tallet kendt for sit tunfiskeri, og lystfiskere strømmede til Øresundskysten, for at få del i det krævende fiskeri. Men omkring 1950 begyndte fiskeriet at falde drastisk, og i 1964 var det slut med at fiske tun i de danske farvande.
For ti år siden begyndte tunen dog at vende tilbage, og den er i dag så talrig i Øresund, Kattegat og Skagerrak, at man er begyndt at arrangere særlige tunsafarier for folk, der gerne vil opleve at se de kæmpestore fisk, når de i deres jagt på makrel, hornfisk og sild springer højt op over vandet fra august til slut oktober. Et fantastisk skue, og med fisk på op til 4-500 kg noget, der ikke går stille af sig.
Tunfiskeri på vej tilbage?
Men nu tilbage til tunfiskeriet, der har været forbudt herhjemme i over et halvt århundrede. Det er jo ikke underligt, at der opstår et ønske om at få lov at genoptage fiskeriet af de store fisk, når man kan se bestanden vokse. Og med en stigende europæisk bestand af tun og varmere vand i Danmark kan man godt forestille sig, at der kommer endnu flere tun herop, og at man i de kommende år vil lukke op for et endnu større tunfiskeri.
Lige nu er det kun få beskåret at fange tun herhjemme, et lystfiskeri, der verden over er meget eftertragtet, ikke mindst på grund af den hårde kamp, der er mellem fisker og fisk, når en tun bider på krogen. Der er beretninger om adskillige timers kamp, om blodige hænder af at holde line og stang og om totalt udmattede fisk, der landes på båden efter den lange kamp. For da slet ikke at tale om valget af rigtigt udstyr, om opspænding af linen og andre tekniske detaljer, som alle bliver diskuteret ivrigt både før og efter fangsten.
Brug af levende agn?
Men hvor bliver diskussionen af tunfiskeriets brug af levende agn af? Kan vi med den viden, vi har i dag om fisks oplevelse af smerte, tillade os at sætte en stor krog gennem den levende fisks ”næse”, for så at kaste den ud igen for at lokke en tun på krogen? Det er klart, at metoden er effektiv, fordi lokkefisken jo vil svømme igennem vandet som alle andre fisk, og man også til en vis grad kan styre den derhen, hvor man vil have den, ved at trække i krogen. Men er det dyreværnsmæssigt forsvarligt? Ville vi nogensinde tillade, at vi gjorde det samme med en hund eller en kat, som skulle føres i snor? Næppe, og med god grund. Men hvorfor så med fisk, bare fordi de er kolde og slimede og lever deres liv i vandet?
Det Dyreetiske Råd udgav i 2013 en udtalelse om lystfiskeri og kritiserede allerede dengang brugen af fisk som levende agn på grund af de smerter, det påfører fisken. Dengang var der stadig lidt tvivl om, hvordan fisk oplever smerte. Men det ved man mere om i dag, og på det punkt adskiller fisk sig ikke væsentligt fra hunde og katte. Det gør ondt på fisken, rigtig ondt. Derfor ville det klæde debatten om et eventuelt fremtidigt tunfiskeri, at man ud over bæredygtighed også diskuterede brugen af levende agn, og allerhelst, at brug af levende fisk som madding blev forbudt for alt fiskeri herhjemme, som det også blev anbefalet af Det Dyreetiske Råd for tolv år siden.
af Bengt Holst | okt 10, 2025 | Dyreetik og velfærd
Hvordan kan det f.eks. accepteres, at man i det konventionelle grisehold stadig skærer halerne af omkring 95% af alle smågrise til trods for, at rutinemæssig halekupering af smågrise har været forbudt i mange år? Man begrunder indgrebet med, at det er for at undgå, at grisene bider hinanden i halerne og dermed risikerer sår og betændelsestilstande, som kan være meget smertefulde. Men smågrise går jo ikke naturligt og bider hinanden i halerne. Halebidning opstår, når grisene har for lidt plads, har for lidt rodemateriale eller på anden måde holdes under forhold, der ikke opfylder deres krav til omgivelserne.
Årsagerne skal altså findes i den måde, man holder grisene på, og ikke i grisenes normale adfærd. Derfor er det også grisenes forhold, man bør lave om på, og ikke grisene selv.
Fiksering af søer er symptombekæmpelse
Tilsvarende er det problematisk, at man stadig må fiksere søerne på det tidspunkt, hvor de har allermest brug for at bevæge sig omkring for at samle redemateriale og gøre klar til den forestående fødsel. Fiksering af den fødende so sker ved at lægge en metalbøjle omkring den, så den begrænses til at kunne tage ca. et skridt frem og tilbage, og at kunne rejse og lægge sig. Den kan ikke bevæge sig omkring, bygge rede, som er et helt naturligt behov for drægtige søer, eller interagere ordentligt med smågrisene, når de er født. Erhvervets primære argument for den restriktive måde at holde søerne på er bekymring for, at pattegrisene kan blive klemt ihjel, hvis soen lægger sig på dem.
I et udkast til nye regler for de farende søer lægges der nu op til at reducere fikseringen af soen til få dage omkring fødslen. Det er jo et skridt i den rigtige retning. Men det er stadig ikke godt nok. Også her er der tale om symptombehandling fremfor at gribe fat om ondets rod. I stedet for at begrænse soens bevægelighed med en metalbøjle, bør man give so og smågrise tilstrækkelig plads til, at smågrisene kan komme væk fra soen, når hun lægger sig, og soen kan udføre basal naturlig adfærd som redebygning og yngelpleje.
Økonomi contra velfærd
I begge de nævnte tilfælde er der selvfølgelig også økonomiske interesser på spil. En stor del af de grise, der produceres her i landet, eksporteres til udlandet, hvor de efterfølgende fedes op og slagtes. Og kravet fra disse lande er, at grisene er halekuperet, så man ikke der skal døje med tilfælde af halebidning.
Men skal man lade sig diktere af udenlandske krav, hvor de taler imod intentionerne i dansk lovgivning, eller skal man i stedet satse på en omstilling af produktionen, så der i højere grad lægges vægt på helt basale dyrevelfærdshensyn og måske endda gøre de hensyn til et kvalitetsmærke? Det og mange andre spørgsmål diskuterer rådet i rapporten og efterlyser en bedre balance mellem hensynet til erhvervsinteresser og hensynet til dyrenes velfærd – en balance, der overordnet set kræver nytænkning i erhvervet og en grundig gennemgang af lovgivningen, både herhjemme og i EU.
af Bengt Holst | aug 18, 2025 | Natur og miljø
På årets længste dag kunne miljøminister Magnus Heunicke endelig indvie Fussingø naturnationalpark – den første i rækken af naturnationalparker, der skal sikre mere vild natur i Danmark. En kæmpe gevinst både for naturen og for os danskere, der i de kommende mange år kan opleve en natur, der får lov at udvikle sig på egne præmisser uden at skulle lægge jord til produktion af hverken dyr eller afgrøder.
Naturen som taberen i vores landskab
Men åbningen giver også anledning til at nærstudere vejen dertil. Der er jo gået en lang proces forud for dette skelsættende øjeblik, og mange sten er blevet vendt på vejen. Et gennemgående tema i processen har været hensynet til de mange forskellige interessegrupper, der bliver berørt af naturnationalparkerne. Hvem skal have lov til hvad, og er det OK at ændre på hidtidige forhold for at opnå det overordnede formål med naturnationalparkerne, nemlig at give naturen mere plads?
En høj pris – eller en lille?
Mountainbike-spor skal måske flyttes, ridestier lægges udenfor, og store motionsløb skal måske ikke længere kunne finde sted i nogle af de kommende naturnationalparker. Men er det en stor pris at betale for at få mere vild natur i Danmark? Indtil nu har det altid været naturen, der skulle indordne sig, når vi anlagde stier og spor for vores egne aktiviteter. ”Det klarer naturen jo nok” har været det evige rationale bag den slags beslutninger.
Når naturen ikke længere kan bære
Men vi har nået en grænse, hvor vi ikke længere kan sige, at naturen bare indretter sig. Naturen har det skidt i Danmark. Den har brug for mere plads, sammenhæng og fred til at kunne udvikle sig, og det bliver vi nødt til at tage med i vores overvejelser, når vi planlægger forskellige former for brug af det areal, vi alle skal deles om her i landet. Derfor bliver vi også nødt til at acceptere, at der i nogle af de planlagte naturnationalparker bliver begrænsninger i vores udfoldelsesmuligheder, så naturen kan slippe sine processer fri og forme landskabet og livet i området, så de passer naturen bedst.
En lille procentdel – en stor forskel
Og, hånden på hjertet, er det virkelig den lille procentdel af det danske areal, som naturen nu får tilbage, der ødelægger vores egne muligheder for at udfolde os? Naturen er ofte bundet til et bestemt sted, hvor forholdene lige akkurat er, som den har brug for. Men vores aktiviteter kan for de flestes vedkommende lægges mange andre steder uden at ødelægge kvaliteten af aktiviteterne. Så, måske skal vi være lidt mere åbne over for den prioritering, der er lagt med etableringen af de nye naturnationalparker, og give plads til at få naturen tilbage i landskabet i en størrelse, der passer sig for et land som vores. Vi forventer, at man i troperne gør det samme med deres landområder, så vi også i fremtiden kan opleve savannen og junglen i fuldt flor uden menneskelig indgriben. Så, mon ikke vi kan gøre det samme herhjemme på den relativt lille procentdel af landskabet, der er sat af til ”naturen først”?
En ny tankegang for fremtidens landskab
Vi har i al for lang tid taget naturen for givet og vænnet os til, at det var vores umiddelbare behov, der skulle opfyldes først. Så måtte naturen komme i anden række eller endda helt udgå af ligningen. Det er den tankegang, vi skal gøre op med, ikke kun i forbindelse med oprettelsen af naturnationalparkerne, men ved hele den omstilling af landskabet, som vi skal i gang med som følge af den grønne trepart. Naturen skal have mere plads og indtænkes fra starten i alt, hvad vi gør, og på linje med alt andet. Kun på den måde kan vi få en natur i balance og dermed også skabe ordentlige forudsætninger for fremtidige generationers liv.
Recent Comments