Hvordan kan det f.eks. accepteres, at man i det konventionelle grisehold stadig skærer halerne af omkring 95% af alle smågrise til trods for, at rutinemæssig halekupering af smågrise har været forbudt i mange år? Man begrunder indgrebet med, at det er for at undgå, at grisene bider hinanden i halerne og dermed risikerer sår og betændelsestilstande, som kan være meget smertefulde. Men smågrise går jo ikke naturligt og bider hinanden i halerne. Halebidning opstår, når grisene har for lidt plads, har for lidt rodemateriale eller på anden måde holdes under forhold, der ikke opfylder deres krav til omgivelserne.
Årsagerne skal altså findes i den måde, man holder grisene på, og ikke i grisenes normale adfærd. Derfor er det også grisenes forhold, man bør lave om på, og ikke grisene selv.
Fiksering af søer er symptombekæmpelse
Tilsvarende er det problematisk, at man stadig må fiksere søerne på det tidspunkt, hvor de har allermest brug for at bevæge sig omkring for at samle redemateriale og gøre klar til den forestående fødsel. Fiksering af den fødende so sker ved at lægge en metalbøjle omkring den, så den begrænses til at kunne tage ca. et skridt frem og tilbage, og at kunne rejse og lægge sig. Den kan ikke bevæge sig omkring, bygge rede, som er et helt naturligt behov for drægtige søer, eller interagere ordentligt med smågrisene, når de er født. Erhvervets primære argument for den restriktive måde at holde søerne på er bekymring for, at pattegrisene kan blive klemt ihjel, hvis soen lægger sig på dem.
I et udkast til nye regler for de farende søer lægges der nu op til at reducere fikseringen af soen til få dage omkring fødslen. Det er jo et skridt i den rigtige retning. Men det er stadig ikke godt nok. Også her er der tale om symptombehandling fremfor at gribe fat om ondets rod. I stedet for at begrænse soens bevægelighed med en metalbøjle, bør man give so og smågrise tilstrækkelig plads til, at smågrisene kan komme væk fra soen, når hun lægger sig, og soen kan udføre basal naturlig adfærd som redebygning og yngelpleje.
Økonomi contra velfærd
I begge de nævnte tilfælde er der selvfølgelig også økonomiske interesser på spil. En stor del af de grise, der produceres her i landet, eksporteres til udlandet, hvor de efterfølgende fedes op og slagtes. Og kravet fra disse lande er, at grisene er halekuperet, så man ikke der skal døje med tilfælde af halebidning.
Men skal man lade sig diktere af udenlandske krav, hvor de taler imod intentionerne i dansk lovgivning, eller skal man i stedet satse på en omstilling af produktionen, så der i højere grad lægges vægt på helt basale dyrevelfærdshensyn og måske endda gøre de hensyn til et kvalitetsmærke? Det og mange andre spørgsmål diskuterer rådet i rapporten og efterlyser en bedre balance mellem hensynet til erhvervsinteresser og hensynet til dyrenes velfærd – en balance, der overordnet set kræver nytænkning i erhvervet og en grundig gennemgang af lovgivningen, både herhjemme og i EU.
