af Bengt Holst | feb 20, 2025 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv, Natursyn
Siden ulven kom tilbage til Danmark i 2012, har der været en stående debat om dens farlighed, og om der er plads til ulve i Danmark. Bølgerne har gået højt, og fronterne mellem tilhængere og modstandere af ulven har til tider været trukket hårdt op. Nu er debatten igen blusset op, efter at man har observeret ulve inde midt i Oksbøl by i Sydvestjylland – ikke blot en enkelt gang, men flere gange. Og så melder spørgsmålet sig selvfølgelig: Må man skyde ulve?
Ulven er totalfredet – men med undtagelser
Principielt er ulven totalfredet, ikke kun her i landet, men i hele EU. Kun under særlige omstændigheder gives der tilladelse til, at myndighederne kan regulere ulvebestanden eller bortskyde såkaldte ”problemulve”. Det store spørgsmål er så, hvornår disse særlige omstændigheder er til stede.
Er ulvepresset i Danmark stort nok?
Nogle peger på, at når ulve søger ind i byer, må det være, fordi bestanden er blevet så stor, at de ikke har mulighed for andet. Territorierne uden for byerne er besat, og derfor søger nogle ulve tættere på mennesker, end de normalt ville gøre. Der er dog intet, der tyder på, at vi er nået til det punkt endnu. Med maksimalt 80 ulve fordelt over det meste af Jylland, hvoraf halvdelen er unger fra sidste år, er territorierne næppe fyldt op. Med omkring 30 kilometer til nærmeste ulvepar – både mod øst og nord – og i godt ulveterræn, er ulveparret i Oksbøl næppe presset til at søge ind i byen.
Læs videre hos Kristeligt Dagblad
af Bengt Holst | nov 3, 2024 | Dyreetik og velfærd, Natur og miljø, Natursyn
Vi er vant til at se døden som noget negativt – og med god grund. Den tager livet fra os og skaber savn, når nogle af vores kære går bort. Den er så endelig og kan ikke gøres om. Men døden er også forudsætning for liv og en meget vigtig hændelse i de naturlige processer.
Dødens rolle i naturen
”Den enes død er den andens brød”, er der et ordsprog, der siger, og det gælder på mange niveauer.
I naturen er død en forudsætning for rovdyrenes overlevelse og livsgrundlaget for de mange dyr, der lever af ådslerne, lige fra gribbe, hyæner og marabustorke til ådselbiller og fluelarver. De døde dyr omsættes hurtigt og bliver til nyt liv, som udfylder vigtige roller i økosystemerne og på den måde også bliver en forudsætning for vores eget liv. Ringen er sluttet, og liv og død går hånd i hånd i de biologiske processer, der udgør liv her på Jorden.
Accept af døden
Døden er således blot en anden biologisk tilstandsform, som vi ganske rigtigt har svært ved at forholde os til, men som er et helt naturligt element på en levende klode som vores. Vil man forstå naturen, bliver man nødt til at acceptere døden som en præmis på linje med livet selv og ikke lade vores følelser omkring dødens betydning for os selv styre vores handlinger.
Indgriben i naturens processer
Og med det in mente bør vi ikke mindst se på vores indgriben i de naturlige processer, hvor døden spiller en rolle. Skal vi gribe ind over for en kommende død i naturen, vel vidende at hvis vi gør det, så fratager vi andre levende organismer muligheden for at skabe nyt liv?
Etiske overvejelser
Skal vi tilfredsstille vores egne følelser og tillægge netop følelserne så stor værdi, at vi ud fra et ”medlidenhedsprincip” griber ind og forhindrer den kommende død?
I de tilfælde, hvor vi selv er skyld i den kommende død hos andre væsener – ved at køre dyr ned eller skamskyde dem og lignende – kan svaret være rimelig let. Der har vi pådraget os selv et ansvar for andres liv. Men hvad med de mange situationer i naturen, hvor vi blot bliver vidne til døden? Skal vi også gribe ind der? Læs resten af indlægget i Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | sep 29, 2024 | Dyreetik og velfærd, Natursyn
I år er det 10 år siden, at København Zoo havnede i en global shitstorm, fordi man aflivede en ung giraf. Efter aflivningen blev giraffen obduceret, og da den var for stor til at ligge på det normale obduktionsbord, og det var en kold februardag, besluttede man at foretage obduktionen på jorden ude foran dyrlægeklinikken, hvor der var masser af plads, og hvor publikum kunne få mulighed for at overvære obduktionen – en fantastisk mulighed for at formidle god biologisk viden om anatomi, organfunktioner, tilpasninger til livet i naturen og meget, meget mere. Og til allersidst, efter at man havde sendt de fleste organer til forskningsinstitutioner i ind- og udland, blev kødet – cirka 250 kilo – fordelt til havens rovdyr, herunder løverne, som for første gang i deres liv kunne smage girafkød. Alt sammen et helt naturligt forløb, som Zoo i fuld åbenhed havde gennemført med mange andre dyr i tidens løb, fra slanger, geder og antiloper til løver, tigre og zebraer, som var aflivet og skulle obduceres.
Reaktionerne og international kritik
Men reaktionen var denne gang en helt anden. Medierne slog det op som det helt store drama, og historien gik i løbet af få timer Jorden rundt. København Zoo og dens medarbejdere blev hængt ud som barbarer, og folk fra alle dele af verden forlangte, at Zoo skulle lukkes, og de ansvarlige medarbejdere, herunder jeg selv, der dengang var videnskabelig direktør og dermed også havde ansvaret for beslutningen, skulle fyres. Nogle fandt endda anledning til at sende mordtrusler både mod mig og min familie og mod Zoos dyrlæge, der udførte selve aflivningen og den efterfølgende obduktion.
Shitstormens stærkeste kritikpunkter
Efter det store postyr og mange afklarende interviews senere analyserede vi de mange mails, der under shitstormen var sendt til Zoo, for at se, hvad de stærkeste kritikpunkter var. Og til min store forbløffelse viste det sig, at det, der stødte folk mest, var, at Zoo havde givet børn lov til at overvære obduktionen og at se løverne efterfølgende blive fodret med en halv bagfjerding, der stadig havde skindet på, så man kunne se, den kom fra en giraf. En tredjedel af de 40.000 mails, som Zoo modtog i den periode, kunne henføres til den kategori. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | aug 4, 2024 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Solen skinner, og bierne summer i blomsterne på engen foran terrassen. Børnene har travlt med at spise deres morgenmad, så de hurtigst muligt kan komme ud at lege og måske endda få en badetur.
En uventet gæst
Og så sker det – lille Peter opdager pludselig et par øjne, der stirrer på dem fra en nærliggende busk, og frem kommer en halvstor kattekilling, der på ingen måde viser frygt. Tværtimod.
Killingen bliver en del af familien
Så snart børnene sætter sig på hug for at kalde den til sig, kommer den nærmere og smyger sig op ad børnenes bare ben. Det er tydeligt, at den gerne vil nusses. Og børnene er ikke sene til at reagere på killingens tydelige signal.
”Nårrh, hvor er den sød,” og ”mor, den er sulten,” lyder det fra børnene, og mor henter straks en lille skål med mælk, som hun stiller foran killingen.
Menneskevant, som den er, giver killingen sig straks til at drikke, og snart er den helt integreret i den lille familie. Børnene elsker at lege med den, og forældrene bakker op om idyllen ved at give den mad og drikke hver dag. Ikke underligt at killingen bliver omkring huset og nyder godt af al opmærksomheden. Og ikke underligt, at den lille familie er bjergtaget af det lille kræ. For den er sød!
Når ferien slutter
Men på et tidspunkt slutter ferien, og så melder virkeligheden sig. Trods børnenes intense plagen, nægter forældrene at tage killingen med, når de efter en dejlig ferie drager hjem igen.
Børnene må sige farvel til deres legekammerat, og killingen overlades til sig selv. Pludselig er der ingen, der kommer med mad og mælk til den, og ingen, der holder øje med, om den har det godt.
En trist skæbne for sommerhuskatten
Den er helt alene og skal nu selv finde mad og i det hele taget finde sig til rette i en verden fyldt med konkurrenter, der på ingen måde er imødekommende over for den, som børnene var. Og når vinteren kommer, går den sandsynligvis til, enten af kulde eller af mangel på føde.
Sådan slutter mange sommerhuskatte deres korte liv, en afslutning, der kunne være undgået, hvis familien ikke havde taget katten til sig i de få uger, de var på ferie i området. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | okt 6, 2023 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Har du nogensinde prøvet at trække vejret gennem et sugerør, mens du holder dig for næsen? Hvis ikke, skulle du prøve det. Du vil hurtigt opdage, at du får åndenød, og hvis du forsøger at løbe, bliver det næsten umuligt at få luft. Det er nogenlunde sådan, flere hunderacer med flade snuder har det. Ønsket om at avle hunde med så korte næser som muligt har ført til racer som fransk bulldog og mops, hvor næseborene, mundhulen og svælget er så snævre, at hundene kæmper med at trække vejret. Alt sammen for at gøre dem “nuttede” i vores øjne. Men er det overhovedet acceptabelt at avle hunde – eller katte – med medfødte handicaps, der forhindrer dem i at leve et normalt liv, blot for at tilfredsstille menneskers ønsker?
Avl skal ikke føre til lidelse
Det Dyreetiske Råd mener klart, at dette ikke er acceptabelt. Avl kan være gavnlig, så længe den sikrer sunde dyr, der kan leve uden skavanker. Men når avl fokuserer på ekstreme fysiske træk, der direkte skader dyrene, nedsætter vi deres livskvalitet. I værste fald bliver vi ansvarlige for, at afkommet lever med smerte, varige mén og væsentlige ulemper – stik imod dyrevelfærdslovens § 2, der forpligter os til at beskytte dyr mod unødig lidelse. Spørgsmålet er, om vi virkelig er hundens bedste ven – eller blot ser os selv som det.
Årelang kritik uden effekt
Allerede i 1999 advarede Det Dyreetiske Råd i sin Udtalelse om avl af hunde og katte mod de negative konsekvenser af målrettet avl på udseende. Dengang anbefalede Rådet, at opdrættere, specialklubber og udstillingsdommere tog ansvar. Da ingen forbedring kunne spores, blev kritikken gentaget i 2008 med en skærpet opfordring til at indføre lovmæssige tiltag, hvis branchen ikke selv løste problemet. Siden har Rådet gentagne gange forsøgt at skabe mere opmærksomhed om problematikken – men uden væsentlig forandring. Hundene lider stadig.
Tid til handling – lovgivning som løsning
Derfor har Det Dyreetiske Råd nu sendt en opfordring til fødevareminister Jacob Jensen om at tage de nødvendige skridt. Allerede i 2014 blev der indført en mulighed for at fastsætte regler for avl af familie- og hobbydyr, men den er ikke blevet taget i brug. Rådet anerkender, at en sådan lovgivning kan være svær at håndhæve, men den vil sende et klart signal om, hvad vi som samfund accepterer. Andre lande med lignende lovgivning ser nu de første retssager på området, hvilket viser, at håndhævelse er mulig. Danmark bør følge trop og sikre regler, der ikke kun dækker hunde og katte, men også andre hobby- og familiedyr. Måske kan dette endda være begyndelsen på en bredere debat om avlsmål for landbrugsdyr, hvor dyrevelfærden ofte også tilsidesættes.
af Bengt Holst | jul 4, 2023 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Ved sidste års VM i ridesport vandt Danmark ikke mindre end ti medaljer, hvilket cementerer landets position som en af verdens bedste ridenationer. Det er en imponerende bedrift for et lille land som Danmark, og de mange medaljer har øget interessen for ridesport herhjemme. Men succesen bør også være anledning til at se sporten efter i sømmene. Det er en sport, hvor hestenes velfærd potentielt kan komme under et stort pres på grund af det høje ambitionsniveau og de mange penge, der er involveret.
Er hesten en ”glad atlet”?
Ridesporten har traditionelt fremstillet hesten som en ”glad atlet”, men i virkeligheden handler dens deltagelse alene om menneskers ambitioner. Modsat mennesker vælger heste ikke selv at deltage i elitesport, og de kan ikke selv sige fra. Derfor har både ryttere og organisationer et stort ansvar for at sikre, at sporten ikke går ud over hestenes velfærd. Selvom Dansk Rideforbund har etiske retningslinjer, der prioriterer hestens velfærd over ejerens og trænerens interesser, er reglerne kun så gode som deres implementering – og her halter det desværre ofte i praksis.
Kontrol, adfærdsforståelse og udstyr
Der er et stort behov for mere kontrol med skader og brug af fysisk og psykisk pres i ridesporten. Desuden bør ryttere og dommere have et større kendskab til hestens naturlige adfærd – særligt dens konfliktadfærd, der viser, hvornår hesten oplever ubehag. Kun præstationer, hvor hesten ikke udviser tegn på smerte eller stress, bør præmieres, uanset hvor teknisk dygtigt eller hurtigt den gennemfører en konkurrence.
Samtidig bør der være skærpet fokus på brugen af udstyr. Bid, sporer og pisk bør kun anvendes til vejledning og korrektion – aldrig som straf. Selvom dette princip anerkendes i teorien, er virkeligheden ofte en anden, når presset for at præstere sætter ind. Derfor bør kontrol før, under og efter konkurrencerne styrkes.
Nytænkning er nødvendig for ridesportens fremtid
Det Dyreetiske Råd har i sin Udtalelse om brug af heste til sport fremlagt en række anbefalinger, der kan forbedre hestevelfærden i ridesporten. Hvis sporten fortsat skal være bredt accepteret, og hvis den skal leve op til de etiske idealer, som Dansk Rideforbund selv har formuleret, kræver det nytænkning og konsekvent implementering af reglerne. Det gælder ikke kun ridesport, men også andre former for hestesport, hvor dyrevelfærden bør have førsteprioritet.
Indlæg oprindeligt publiceret hos Dyreetisk Råd
Recent Comments