af Bengt Holst | okt 31, 2025 | Dyreetik og velfærd
Danmark var i første halvdel af 1900-tallet kendt for sit tunfiskeri, og lystfiskere strømmede til Øresundskysten, for at få del i det krævende fiskeri. Men omkring 1950 begyndte fiskeriet at falde drastisk, og i 1964 var det slut med at fiske tun i de danske farvande.
For ti år siden begyndte tunen dog at vende tilbage, og den er i dag så talrig i Øresund, Kattegat og Skagerrak, at man er begyndt at arrangere særlige tunsafarier for folk, der gerne vil opleve at se de kæmpestore fisk, når de i deres jagt på makrel, hornfisk og sild springer højt op over vandet fra august til slut oktober. Et fantastisk skue, og med fisk på op til 4-500 kg noget, der ikke går stille af sig.
Tunfiskeri på vej tilbage?
Men nu tilbage til tunfiskeriet, der har været forbudt herhjemme i over et halvt århundrede. Det er jo ikke underligt, at der opstår et ønske om at få lov at genoptage fiskeriet af de store fisk, når man kan se bestanden vokse. Og med en stigende europæisk bestand af tun og varmere vand i Danmark kan man godt forestille sig, at der kommer endnu flere tun herop, og at man i de kommende år vil lukke op for et endnu større tunfiskeri.
Lige nu er det kun få beskåret at fange tun herhjemme, et lystfiskeri, der verden over er meget eftertragtet, ikke mindst på grund af den hårde kamp, der er mellem fisker og fisk, når en tun bider på krogen. Der er beretninger om adskillige timers kamp, om blodige hænder af at holde line og stang og om totalt udmattede fisk, der landes på båden efter den lange kamp. For da slet ikke at tale om valget af rigtigt udstyr, om opspænding af linen og andre tekniske detaljer, som alle bliver diskuteret ivrigt både før og efter fangsten.
Brug af levende agn?
Men hvor bliver diskussionen af tunfiskeriets brug af levende agn af? Kan vi med den viden, vi har i dag om fisks oplevelse af smerte, tillade os at sætte en stor krog gennem den levende fisks ”næse”, for så at kaste den ud igen for at lokke en tun på krogen? Det er klart, at metoden er effektiv, fordi lokkefisken jo vil svømme igennem vandet som alle andre fisk, og man også til en vis grad kan styre den derhen, hvor man vil have den, ved at trække i krogen. Men er det dyreværnsmæssigt forsvarligt? Ville vi nogensinde tillade, at vi gjorde det samme med en hund eller en kat, som skulle føres i snor? Næppe, og med god grund. Men hvorfor så med fisk, bare fordi de er kolde og slimede og lever deres liv i vandet?
Det Dyreetiske Råd udgav i 2013 en udtalelse om lystfiskeri og kritiserede allerede dengang brugen af fisk som levende agn på grund af de smerter, det påfører fisken. Dengang var der stadig lidt tvivl om, hvordan fisk oplever smerte. Men det ved man mere om i dag, og på det punkt adskiller fisk sig ikke væsentligt fra hunde og katte. Det gør ondt på fisken, rigtig ondt. Derfor ville det klæde debatten om et eventuelt fremtidigt tunfiskeri, at man ud over bæredygtighed også diskuterede brugen af levende agn, og allerhelst, at brug af levende fisk som madding blev forbudt for alt fiskeri herhjemme, som det også blev anbefalet af Det Dyreetiske Råd for tolv år siden.
af Bengt Holst | okt 10, 2025 | Dyreetik og velfærd
Hvordan kan det f.eks. accepteres, at man i det konventionelle grisehold stadig skærer halerne af omkring 95% af alle smågrise til trods for, at rutinemæssig halekupering af smågrise har været forbudt i mange år? Man begrunder indgrebet med, at det er for at undgå, at grisene bider hinanden i halerne og dermed risikerer sår og betændelsestilstande, som kan være meget smertefulde. Men smågrise går jo ikke naturligt og bider hinanden i halerne. Halebidning opstår, når grisene har for lidt plads, har for lidt rodemateriale eller på anden måde holdes under forhold, der ikke opfylder deres krav til omgivelserne.
Årsagerne skal altså findes i den måde, man holder grisene på, og ikke i grisenes normale adfærd. Derfor er det også grisenes forhold, man bør lave om på, og ikke grisene selv.
Fiksering af søer er symptombekæmpelse
Tilsvarende er det problematisk, at man stadig må fiksere søerne på det tidspunkt, hvor de har allermest brug for at bevæge sig omkring for at samle redemateriale og gøre klar til den forestående fødsel. Fiksering af den fødende so sker ved at lægge en metalbøjle omkring den, så den begrænses til at kunne tage ca. et skridt frem og tilbage, og at kunne rejse og lægge sig. Den kan ikke bevæge sig omkring, bygge rede, som er et helt naturligt behov for drægtige søer, eller interagere ordentligt med smågrisene, når de er født. Erhvervets primære argument for den restriktive måde at holde søerne på er bekymring for, at pattegrisene kan blive klemt ihjel, hvis soen lægger sig på dem.
I et udkast til nye regler for de farende søer lægges der nu op til at reducere fikseringen af soen til få dage omkring fødslen. Det er jo et skridt i den rigtige retning. Men det er stadig ikke godt nok. Også her er der tale om symptombehandling fremfor at gribe fat om ondets rod. I stedet for at begrænse soens bevægelighed med en metalbøjle, bør man give so og smågrise tilstrækkelig plads til, at smågrisene kan komme væk fra soen, når hun lægger sig, og soen kan udføre basal naturlig adfærd som redebygning og yngelpleje.
Økonomi contra velfærd
I begge de nævnte tilfælde er der selvfølgelig også økonomiske interesser på spil. En stor del af de grise, der produceres her i landet, eksporteres til udlandet, hvor de efterfølgende fedes op og slagtes. Og kravet fra disse lande er, at grisene er halekuperet, så man ikke der skal døje med tilfælde af halebidning.
Men skal man lade sig diktere af udenlandske krav, hvor de taler imod intentionerne i dansk lovgivning, eller skal man i stedet satse på en omstilling af produktionen, så der i højere grad lægges vægt på helt basale dyrevelfærdshensyn og måske endda gøre de hensyn til et kvalitetsmærke? Det og mange andre spørgsmål diskuterer rådet i rapporten og efterlyser en bedre balance mellem hensynet til erhvervsinteresser og hensynet til dyrenes velfærd – en balance, der overordnet set kræver nytænkning i erhvervet og en grundig gennemgang af lovgivningen, både herhjemme og i EU.
af Bengt Holst | jun 1, 2025 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Årets Naturmøde har fundet sin afslutning i Hirtshals, og de næsten 40.000 deltagere er kørt tilbage til deres egne lokalområder. Tilbage står mindet om endnu et succesfuldt folkemøde, hvor den danske natur har været diskuteret af fagfolk, politikere og lægmand over tre dage i stort set al slags vejr. Et udtryk for det demokrati, vi alle er en del af, og som vi skal være stolte af.
Konflikten om husdyr i naturen
Men Naturmødet viste også en anden side af den vigtige naturdebat, nemlig den polariserede debat, der er opstået omkring konceptet med at sætte typiske husdyr som heste og kvæg ud i naturen for at genindføre aktiviteter i naturen, der forsvandt med tidligere tiders store planteæderes uddøen for mange hundrede år siden. Problemet blev adresseret i en del af diskussionerne og fik endda også sin helt egen platform ved en diskussion arrangeret af forsknings- og innovationsvirksomheden SEGES.
Chikane og selvtægt mod dyreholderne
Baggrunden for diskussionen var en stigende grad af trusler og chikane imod mennesker, der arbejder med dyr, der går ude hele året rundt, samt direkte hærværk og selvtægt imod dyreholdene. Det, der startede som et rigtig godt koncept, både for dyrene og for naturen, er blevet en kampplads, hvor hårde skældsord, politianmeldelser, mobning og selvtægt gør livet surt for dyreholderne, og for nogles vedkommende endda ender med stressbetingede langtidssygemeldinger.
Det er selvfølgelig helt uacceptabelt og er ødelæggende for den demokratiske debat, der er nødvendig for at udvikle en sund naturforvaltning herhjemme. Begås der fejl i måden at holde dyr i naturen på, skal det selvfølgelig påtales og om nødvendigt sanktioneres. Det har vi myndighederne og vores retssystem til at tage sig af. Det retfærdiggør på ingen måde hverken selvtægt eller grov mobning, som i øvrigt i sig selv er ulovlige.
Negative konsekvenser for naturprojekter
Desværre har det vist sig, at den orkestrerede kamp imod dyreholderne, som i langt de fleste tilfælde har været ubegrundet, har medført, at nogen er blevet bange for at lade deres dyr indgå i den slags projekter, og hvad endnu værre er, at politikere, der tidligere var varme fortalere for konceptet, er blevet nervøse eller endda nu taler imod udsætning af de store planteædere i naturen. Det er rigtig ærgerligt, da det er et godt koncept og til fordel for både de dyr, der får muligheden for at udfolde langt mere naturlig adfærd end hvis de blev holdt i stald og på fold, og for naturen, der får langt flere levesteder for dyr og planter og dermed en større biodiversitet.
Og hvordan er vi kommet dertil? Som så ofte før har begge fløje i debatten en del af skylden. Overivrige fortalere for konceptet er uden tvivl gået for vidt i deres italesættelse af, hvad man kan udsætte dyrene for, mens de argeste modstandere har opbygget et fjendebillede, hvor udsætning af dyr i naturen er lig med dyremishandling. Og begge standpunkter har været giftige for debatten. En sund dialog er blevet til en skyttegravskrig, som kun kan skabe tabere.
En vej frem mod sund naturdebat
Vi har en dyrevelfærdslov herhjemme, som sætter rammerne for, hvordan man skal forholde sig, når man vil slippe heste og kvæg løs i den danske natur. Og dyrene er selvfølgelig valgt ud fra en liste over racer, der er robuste nok til at kunne trives året rundt i den danske natur. Så, er man interesseret i både artsrig natur og god dyrevelfærd, så lad os komme tilbage til den gode tone i debatten og få den dialog, der er nødvendig for at få det fine koncept implementeret på bedste vis, til fordel for både dyrene og naturen.
Dette indlæg er oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | mar 23, 2025 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv, Natursyn
Rågerne larmer, mågerne klatter på vores terrasse, skarverne tager ”fiskernes fisk”, og skaderne tager de små fugleunger. Helt naturlige aktiviteter, som må forventes i et land, hvor råger, måger, skarver og skader er helt almindelige arter. Men svaret fra vores side er alt for ofte ”skyd dem”. Vores tolerance over for de gener, naturen påfører os, er meget lille og står slet ikke mål med de glæder, den giver. For nylig kunne man endda læse i et anerkendt nyhedsbrev, at det nu var nødvendigt at regulere ulvebestanden herhjemme på grund af ”de store økonomiske konsekvenser”, den voksende ulvebestand allerede har haft for ”skovejere, der har betydelige indtægter fra jagt på bl.a. hjortevildt”.
Hvem ejer egentlig vildtet?
Især det sidste provokerede mig. For hvem siger, at hjortevildtet tilhører de folk, der har jagtretten til et stykke jord? Hjortevildtet går frit omkring i det danske landskab og opsøger de områder, der passer bedst til deres umiddelbare behov – uanset ejerforhold. Den gamle forordning fra 1660, hvorefter vildtet tilhørte kronen og kun måtte skydes af dem og deres følge, er jo for længe siden ophævet. Og i dag er vildtet ”bare” en del af naturen og indgår i naturens kredsløb, hvor nogen spiser andre. Og jægerne, de får da også deres del og kan skyde vildtet, hvor de har jagtret. Men de har på ingen måde eneret til dyrene. De må dele dem med naturens egne jægere – og med os andre, der blot vil nyde synet af dem. Så argumentet med, at ulve tager ”jægernes vildt” og dermed påfører dem et økonomisk tab, er helt forkert.
Vi skaber selv problemerne
Men tilbage til generne. Er vi virkelig kommet dertil, at bortskydning af den del af naturen, der generer os, er vores svar på en natur, der langsomt tilpasser sig det landskab, vi selv har skabt? Dyrene har jo ikke gjort noget galt. De lever bare det liv, de bedst kan under de givne vilkår, i skarp konkurrence med andre arter og med mennesket. Og vi har jo selv skabt betingelserne. Vi har skabt det agerland, der tiltrækker rågerne, og vi har skabt det fødegrundlag i byerne, der tiltrækker mågerne. Og hvad skaderne angår, så har de jo kronede dage i de mange tusind villahaver, der huser alskens småfugle og dermed også udgør et slaraffenland for skaderne i fuglenes yngletid, hvor æg og unger udgør en naturlig del af deres føde.
Vi må lære at leve med naturen
Så problemet ligger nok mere hos os mennesker, end det ligger hos de dyr, vi vil skyde bort. Der har med tiden indsneget sig en følelse af, at naturen er til for os, og at vi kan skære den til, så vi kun får de sjove og de hyggelige oplevelser, mens de mindre spændende kan elimineres. Men sådan hænger det ikke sammen. Vi har brug for naturen med alt, hvad dertil hører. Og ligesom naturen på bedst mulig vis tilpasser sig et liv sammen med os mennesker, så bliver vi også nødt til at tilpasse os naturen med de processer, der nu engang indgår i den. Vi kan ikke lave om på, at råger yngler i kolonier, og at de har en lidt kras stemme. Vi kan heller ikke lave om på, at alle dyr, inkl. fugle, skal af med deres affaldsstoffer i ny og næ, og at det for mågernes vedkommende ofte sker fra luften, ligesom vi heller ikke kan lave om på, at skarver lever af fisk, og at skader har en præference for æg og unger i fuglenes yngletid.
Så i stedet for at betragte det som gener, bør vi lære at betragte det hele som et bevis på, at verden er mangfoldig og fyldt med forskellige former for levende væsner, som skal leve side om side. Vi er en af arterne og skal nok lige lære at leve med naturen i stedet for imod naturen.
Dette indlæg er tidligere bragt i Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | feb 20, 2025 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv, Natursyn
Siden ulven kom tilbage til Danmark i 2012, har der været en stående debat om dens farlighed, og om der er plads til ulve i Danmark. Bølgerne har gået højt, og fronterne mellem tilhængere og modstandere af ulven har til tider været trukket hårdt op. Nu er debatten igen blusset op, efter at man har observeret ulve inde midt i Oksbøl by i Sydvestjylland – ikke blot en enkelt gang, men flere gange. Og så melder spørgsmålet sig selvfølgelig: Må man skyde ulve?
Ulven er totalfredet – men med undtagelser
Principielt er ulven totalfredet, ikke kun her i landet, men i hele EU. Kun under særlige omstændigheder gives der tilladelse til, at myndighederne kan regulere ulvebestanden eller bortskyde såkaldte ”problemulve”. Det store spørgsmål er så, hvornår disse særlige omstændigheder er til stede.
Er ulvepresset i Danmark stort nok?
Nogle peger på, at når ulve søger ind i byer, må det være, fordi bestanden er blevet så stor, at de ikke har mulighed for andet. Territorierne uden for byerne er besat, og derfor søger nogle ulve tættere på mennesker, end de normalt ville gøre. Der er dog intet, der tyder på, at vi er nået til det punkt endnu. Med maksimalt 80 ulve fordelt over det meste af Jylland, hvoraf halvdelen er unger fra sidste år, er territorierne næppe fyldt op. Med omkring 30 kilometer til nærmeste ulvepar – både mod øst og nord – og i godt ulveterræn, er ulveparret i Oksbøl næppe presset til at søge ind i byen.
Læs videre hos Kristeligt Dagblad
af Bengt Holst | nov 3, 2024 | Dyreetik og velfærd, Natur og miljø, Natursyn
Vi er vant til at se døden som noget negativt – og med god grund. Den tager livet fra os og skaber savn, når nogle af vores kære går bort. Den er så endelig og kan ikke gøres om. Men døden er også forudsætning for liv og en meget vigtig hændelse i de naturlige processer.
Dødens rolle i naturen
”Den enes død er den andens brød”, er der et ordsprog, der siger, og det gælder på mange niveauer.
I naturen er død en forudsætning for rovdyrenes overlevelse og livsgrundlaget for de mange dyr, der lever af ådslerne, lige fra gribbe, hyæner og marabustorke til ådselbiller og fluelarver. De døde dyr omsættes hurtigt og bliver til nyt liv, som udfylder vigtige roller i økosystemerne og på den måde også bliver en forudsætning for vores eget liv. Ringen er sluttet, og liv og død går hånd i hånd i de biologiske processer, der udgør liv her på Jorden.
Accept af døden
Døden er således blot en anden biologisk tilstandsform, som vi ganske rigtigt har svært ved at forholde os til, men som er et helt naturligt element på en levende klode som vores. Vil man forstå naturen, bliver man nødt til at acceptere døden som en præmis på linje med livet selv og ikke lade vores følelser omkring dødens betydning for os selv styre vores handlinger.
Indgriben i naturens processer
Og med det in mente bør vi ikke mindst se på vores indgriben i de naturlige processer, hvor døden spiller en rolle. Skal vi gribe ind over for en kommende død i naturen, vel vidende at hvis vi gør det, så fratager vi andre levende organismer muligheden for at skabe nyt liv?
Etiske overvejelser
Skal vi tilfredsstille vores egne følelser og tillægge netop følelserne så stor værdi, at vi ud fra et ”medlidenhedsprincip” griber ind og forhindrer den kommende død?
I de tilfælde, hvor vi selv er skyld i den kommende død hos andre væsener – ved at køre dyr ned eller skamskyde dem og lignende – kan svaret være rimelig let. Der har vi pådraget os selv et ansvar for andres liv. Men hvad med de mange situationer i naturen, hvor vi blot bliver vidne til døden? Skal vi også gribe ind der? Læs resten af indlægget i Kristeligt Dagblad.
Recent Comments