af Bengt Holst | sep 29, 2024 | Dyreetik og velfærd, Natursyn
I år er det 10 år siden, at København Zoo havnede i en global shitstorm, fordi man aflivede en ung giraf. Efter aflivningen blev giraffen obduceret, og da den var for stor til at ligge på det normale obduktionsbord, og det var en kold februardag, besluttede man at foretage obduktionen på jorden ude foran dyrlægeklinikken, hvor der var masser af plads, og hvor publikum kunne få mulighed for at overvære obduktionen – en fantastisk mulighed for at formidle god biologisk viden om anatomi, organfunktioner, tilpasninger til livet i naturen og meget, meget mere. Og til allersidst, efter at man havde sendt de fleste organer til forskningsinstitutioner i ind- og udland, blev kødet – cirka 250 kilo – fordelt til havens rovdyr, herunder løverne, som for første gang i deres liv kunne smage girafkød. Alt sammen et helt naturligt forløb, som Zoo i fuld åbenhed havde gennemført med mange andre dyr i tidens løb, fra slanger, geder og antiloper til løver, tigre og zebraer, som var aflivet og skulle obduceres.
Reaktionerne og international kritik
Men reaktionen var denne gang en helt anden. Medierne slog det op som det helt store drama, og historien gik i løbet af få timer Jorden rundt. København Zoo og dens medarbejdere blev hængt ud som barbarer, og folk fra alle dele af verden forlangte, at Zoo skulle lukkes, og de ansvarlige medarbejdere, herunder jeg selv, der dengang var videnskabelig direktør og dermed også havde ansvaret for beslutningen, skulle fyres. Nogle fandt endda anledning til at sende mordtrusler både mod mig og min familie og mod Zoos dyrlæge, der udførte selve aflivningen og den efterfølgende obduktion.
Shitstormens stærkeste kritikpunkter
Efter det store postyr og mange afklarende interviews senere analyserede vi de mange mails, der under shitstormen var sendt til Zoo, for at se, hvad de stærkeste kritikpunkter var. Og til min store forbløffelse viste det sig, at det, der stødte folk mest, var, at Zoo havde givet børn lov til at overvære obduktionen og at se løverne efterfølgende blive fodret med en halv bagfjerding, der stadig havde skindet på, så man kunne se, den kom fra en giraf. En tredjedel af de 40.000 mails, som Zoo modtog i den periode, kunne henføres til den kategori. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | aug 4, 2024 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Solen skinner, og bierne summer i blomsterne på engen foran terrassen. Børnene har travlt med at spise deres morgenmad, så de hurtigst muligt kan komme ud at lege og måske endda få en badetur.
En uventet gæst
Og så sker det – lille Peter opdager pludselig et par øjne, der stirrer på dem fra en nærliggende busk, og frem kommer en halvstor kattekilling, der på ingen måde viser frygt. Tværtimod.
Killingen bliver en del af familien
Så snart børnene sætter sig på hug for at kalde den til sig, kommer den nærmere og smyger sig op ad børnenes bare ben. Det er tydeligt, at den gerne vil nusses. Og børnene er ikke sene til at reagere på killingens tydelige signal.
”Nårrh, hvor er den sød,” og ”mor, den er sulten,” lyder det fra børnene, og mor henter straks en lille skål med mælk, som hun stiller foran killingen.
Menneskevant, som den er, giver killingen sig straks til at drikke, og snart er den helt integreret i den lille familie. Børnene elsker at lege med den, og forældrene bakker op om idyllen ved at give den mad og drikke hver dag. Ikke underligt at killingen bliver omkring huset og nyder godt af al opmærksomheden. Og ikke underligt, at den lille familie er bjergtaget af det lille kræ. For den er sød!
Når ferien slutter
Men på et tidspunkt slutter ferien, og så melder virkeligheden sig. Trods børnenes intense plagen, nægter forældrene at tage killingen med, når de efter en dejlig ferie drager hjem igen.
Børnene må sige farvel til deres legekammerat, og killingen overlades til sig selv. Pludselig er der ingen, der kommer med mad og mælk til den, og ingen, der holder øje med, om den har det godt.
En trist skæbne for sommerhuskatten
Den er helt alene og skal nu selv finde mad og i det hele taget finde sig til rette i en verden fyldt med konkurrenter, der på ingen måde er imødekommende over for den, som børnene var. Og når vinteren kommer, går den sandsynligvis til, enten af kulde eller af mangel på føde.
Sådan slutter mange sommerhuskatte deres korte liv, en afslutning, der kunne være undgået, hvis familien ikke havde taget katten til sig i de få uger, de var på ferie i området. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | okt 6, 2023 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Har du nogensinde prøvet at trække vejret gennem et sugerør, mens du holder dig for næsen? Hvis ikke, skulle du prøve det. Du vil hurtigt opdage, at du får åndenød, og hvis du forsøger at løbe, bliver det næsten umuligt at få luft. Det er nogenlunde sådan, flere hunderacer med flade snuder har det. Ønsket om at avle hunde med så korte næser som muligt har ført til racer som fransk bulldog og mops, hvor næseborene, mundhulen og svælget er så snævre, at hundene kæmper med at trække vejret. Alt sammen for at gøre dem “nuttede” i vores øjne. Men er det overhovedet acceptabelt at avle hunde – eller katte – med medfødte handicaps, der forhindrer dem i at leve et normalt liv, blot for at tilfredsstille menneskers ønsker?
Avl skal ikke føre til lidelse
Det Dyreetiske Råd mener klart, at dette ikke er acceptabelt. Avl kan være gavnlig, så længe den sikrer sunde dyr, der kan leve uden skavanker. Men når avl fokuserer på ekstreme fysiske træk, der direkte skader dyrene, nedsætter vi deres livskvalitet. I værste fald bliver vi ansvarlige for, at afkommet lever med smerte, varige mén og væsentlige ulemper – stik imod dyrevelfærdslovens § 2, der forpligter os til at beskytte dyr mod unødig lidelse. Spørgsmålet er, om vi virkelig er hundens bedste ven – eller blot ser os selv som det.
Årelang kritik uden effekt
Allerede i 1999 advarede Det Dyreetiske Råd i sin Udtalelse om avl af hunde og katte mod de negative konsekvenser af målrettet avl på udseende. Dengang anbefalede Rådet, at opdrættere, specialklubber og udstillingsdommere tog ansvar. Da ingen forbedring kunne spores, blev kritikken gentaget i 2008 med en skærpet opfordring til at indføre lovmæssige tiltag, hvis branchen ikke selv løste problemet. Siden har Rådet gentagne gange forsøgt at skabe mere opmærksomhed om problematikken – men uden væsentlig forandring. Hundene lider stadig.
Tid til handling – lovgivning som løsning
Derfor har Det Dyreetiske Råd nu sendt en opfordring til fødevareminister Jacob Jensen om at tage de nødvendige skridt. Allerede i 2014 blev der indført en mulighed for at fastsætte regler for avl af familie- og hobbydyr, men den er ikke blevet taget i brug. Rådet anerkender, at en sådan lovgivning kan være svær at håndhæve, men den vil sende et klart signal om, hvad vi som samfund accepterer. Andre lande med lignende lovgivning ser nu de første retssager på området, hvilket viser, at håndhævelse er mulig. Danmark bør følge trop og sikre regler, der ikke kun dækker hunde og katte, men også andre hobby- og familiedyr. Måske kan dette endda være begyndelsen på en bredere debat om avlsmål for landbrugsdyr, hvor dyrevelfærden ofte også tilsidesættes.
af Bengt Holst | jul 4, 2023 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Ved sidste års VM i ridesport vandt Danmark ikke mindre end ti medaljer, hvilket cementerer landets position som en af verdens bedste ridenationer. Det er en imponerende bedrift for et lille land som Danmark, og de mange medaljer har øget interessen for ridesport herhjemme. Men succesen bør også være anledning til at se sporten efter i sømmene. Det er en sport, hvor hestenes velfærd potentielt kan komme under et stort pres på grund af det høje ambitionsniveau og de mange penge, der er involveret.
Er hesten en ”glad atlet”?
Ridesporten har traditionelt fremstillet hesten som en ”glad atlet”, men i virkeligheden handler dens deltagelse alene om menneskers ambitioner. Modsat mennesker vælger heste ikke selv at deltage i elitesport, og de kan ikke selv sige fra. Derfor har både ryttere og organisationer et stort ansvar for at sikre, at sporten ikke går ud over hestenes velfærd. Selvom Dansk Rideforbund har etiske retningslinjer, der prioriterer hestens velfærd over ejerens og trænerens interesser, er reglerne kun så gode som deres implementering – og her halter det desværre ofte i praksis.
Kontrol, adfærdsforståelse og udstyr
Der er et stort behov for mere kontrol med skader og brug af fysisk og psykisk pres i ridesporten. Desuden bør ryttere og dommere have et større kendskab til hestens naturlige adfærd – særligt dens konfliktadfærd, der viser, hvornår hesten oplever ubehag. Kun præstationer, hvor hesten ikke udviser tegn på smerte eller stress, bør præmieres, uanset hvor teknisk dygtigt eller hurtigt den gennemfører en konkurrence.
Samtidig bør der være skærpet fokus på brugen af udstyr. Bid, sporer og pisk bør kun anvendes til vejledning og korrektion – aldrig som straf. Selvom dette princip anerkendes i teorien, er virkeligheden ofte en anden, når presset for at præstere sætter ind. Derfor bør kontrol før, under og efter konkurrencerne styrkes.
Nytænkning er nødvendig for ridesportens fremtid
Det Dyreetiske Råd har i sin Udtalelse om brug af heste til sport fremlagt en række anbefalinger, der kan forbedre hestevelfærden i ridesporten. Hvis sporten fortsat skal være bredt accepteret, og hvis den skal leve op til de etiske idealer, som Dansk Rideforbund selv har formuleret, kræver det nytænkning og konsekvent implementering af reglerne. Det gælder ikke kun ridesport, men også andre former for hestesport, hvor dyrevelfærden bør have førsteprioritet.
Indlæg oprindeligt publiceret hos Dyreetisk Råd
af Bengt Holst | apr 2, 2023 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Ved sidste års VM i ridesport blev det til ikke mindre end 10 danske medaljer, hvilket gør Danmark til en af verdens bedste ridenationer. De flotte resultater har øget interessen for ridesport herhjemme, men giver også anledning til at se sporten efter i sømmene. Dyreetik – dvs. hestenes velfærd kan nemlig komme under pres på grund af sportens høje ambitionsniveau og de mange penge, der er involveret.
Det Dyreetiske Råds rapport om hestevelfærd
Det Dyreetiske Råd har for nylig udgivet en rapport, der fokuserer på dressur og springridning, men som også er relevant for andre grene af ridesporten. Rapporten gør op med ideen om hesten som en ”glad atlet” og pointerer, at hestens deltagelse alene tjener menneskets interesser og ambitioner. Mens elitesport kan have store omkostninger for mennesker, er det selvvalgt, hvilket ikke gælder for hestene. Derfor har ryttere og organisationer et særligt ansvar for at sikre hestenes velfærd.
Etiske retningslinjer og deres implementering
Dansk Ride Forbund har udarbejdet etiske retningslinjer og et fælles reglement for ridesporten, hvor hestens velfærd skal prioriteres over trænerens, rytterens og ejerens interesser. Selvom intentionerne er gode, er der udfordringer med implementeringen. I praksis bliver de etiske principper ikke altid prioriteret tilstrækkeligt.
Fokus på skader og konfliktadfærd
Der er behov for større fokus på kontrol af skader samt forebyggelse af fysisk og psykisk vold før, under og efter konkurrencer. Øget viden om hestenes naturlige adfærd og konfliktadfærd er afgørende for at forstå deres reaktioner og sikre, at præstationer uden tegn på konfliktadfærd præmieres. Dette bør være en prioritet, så konkurrencer foregår med respekt for hestens velfærd. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | nov 13, 2022 | Dyreetik og velfærd
Når jeg triller i min bil ad små, snoede veje på Midtsjælland, møder jeg hundredvis af fasaner, der løber forvildede rundt på vejene og kun modvilligt lader sig presse tilbage til skovkanten. Fasanerne er en del af de massive udsætninger, der hvert år foregår i udvalgte områder for at øge jagtmulighederne.
Antallet af udsatte fugle i Danmark
I 2021 blev der udsat 958.358 fasaner, 78.163 gråænder og 10.142 agerhøns i den danske natur. Fuglene udsættes ikke med henblik på at få styrket de vildtlevende bestande af de tre arter, men for at have flere fugle at drive jagt på. Men er det etisk forsvarligt på den måde at øge antallet af fugle udelukkende med det formål at få flere mål at skyde efter?
Jagtens rolle og etiske dilemmaer
Generelt er der en meget positiv holdning til jagt herhjemme, og man anser jagt som et effektivt redskab til regulering af vildtbestande. Men mange mener samtidig, at man kun skal høste af naturens eget overskud, og at det ikke er i orden at skabe et kunstigt overskud alene med det formål at få lov at skyde det bort igen. Jagten på udsatte fugle er jo ikke for at få mere kød på bordet. Hvis det var tilfældet, havde man slagtet fasanerne og ænderne direkte fra de volierer, de var opvokset i.
Udsætningens kunstige led
Med udsætningerne indfører man et ekstra led i processen fra klækningen af kyllingerne, til de lander på spisebordet – udelukkende for selve jagtens skyld. Eller som det udtrykkes i Det Dyreetiske Råds udtalelse om jagt fra 2010: ”Kyllingerne opdrættes som husdyr, men skal bagefter leve som vilde dyr med henblik på jagt.” Det er ikke o.k. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
Recent Comments