af Bengt Holst | feb 20, 2025 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv, Natursyn
Siden ulven kom tilbage til Danmark i 2012, har der været en stående debat om dens farlighed, og om der er plads til ulve i Danmark. Bølgerne har gået højt, og fronterne mellem tilhængere og modstandere af ulven har til tider været trukket hårdt op. Nu er debatten igen blusset op, efter at man har observeret ulve inde midt i Oksbøl by i Sydvestjylland – ikke blot en enkelt gang, men flere gange. Og så melder spørgsmålet sig selvfølgelig: Må man skyde ulve?
Ulven er totalfredet – men med undtagelser
Principielt er ulven totalfredet, ikke kun her i landet, men i hele EU. Kun under særlige omstændigheder gives der tilladelse til, at myndighederne kan regulere ulvebestanden eller bortskyde såkaldte ”problemulve”. Det store spørgsmål er så, hvornår disse særlige omstændigheder er til stede.
Er ulvepresset i Danmark stort nok?
Nogle peger på, at når ulve søger ind i byer, må det være, fordi bestanden er blevet så stor, at de ikke har mulighed for andet. Territorierne uden for byerne er besat, og derfor søger nogle ulve tættere på mennesker, end de normalt ville gøre. Der er dog intet, der tyder på, at vi er nået til det punkt endnu. Med maksimalt 80 ulve fordelt over det meste af Jylland, hvoraf halvdelen er unger fra sidste år, er territorierne næppe fyldt op. Med omkring 30 kilometer til nærmeste ulvepar – både mod øst og nord – og i godt ulveterræn, er ulveparret i Oksbøl næppe presset til at søge ind i byen.
Læs videre hos Kristeligt Dagblad
af Bengt Holst | nov 3, 2024 | Dyreetik og velfærd, Natur og miljø, Natursyn
Vi er vant til at se døden som noget negativt – og med god grund. Den tager livet fra os og skaber savn, når nogle af vores kære går bort. Den er så endelig og kan ikke gøres om. Men døden er også forudsætning for liv og en meget vigtig hændelse i de naturlige processer.
Dødens rolle i naturen
”Den enes død er den andens brød”, er der et ordsprog, der siger, og det gælder på mange niveauer.
I naturen er død en forudsætning for rovdyrenes overlevelse og livsgrundlaget for de mange dyr, der lever af ådslerne, lige fra gribbe, hyæner og marabustorke til ådselbiller og fluelarver. De døde dyr omsættes hurtigt og bliver til nyt liv, som udfylder vigtige roller i økosystemerne og på den måde også bliver en forudsætning for vores eget liv. Ringen er sluttet, og liv og død går hånd i hånd i de biologiske processer, der udgør liv her på Jorden.
Accept af døden
Døden er således blot en anden biologisk tilstandsform, som vi ganske rigtigt har svært ved at forholde os til, men som er et helt naturligt element på en levende klode som vores. Vil man forstå naturen, bliver man nødt til at acceptere døden som en præmis på linje med livet selv og ikke lade vores følelser omkring dødens betydning for os selv styre vores handlinger.
Indgriben i naturens processer
Og med det in mente bør vi ikke mindst se på vores indgriben i de naturlige processer, hvor døden spiller en rolle. Skal vi gribe ind over for en kommende død i naturen, vel vidende at hvis vi gør det, så fratager vi andre levende organismer muligheden for at skabe nyt liv?
Etiske overvejelser
Skal vi tilfredsstille vores egne følelser og tillægge netop følelserne så stor værdi, at vi ud fra et ”medlidenhedsprincip” griber ind og forhindrer den kommende død?
I de tilfælde, hvor vi selv er skyld i den kommende død hos andre væsener – ved at køre dyr ned eller skamskyde dem og lignende – kan svaret være rimelig let. Der har vi pådraget os selv et ansvar for andres liv. Men hvad med de mange situationer i naturen, hvor vi blot bliver vidne til døden? Skal vi også gribe ind der? Læs resten af indlægget i Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | sep 29, 2024 | Dyreetik og velfærd, Natursyn
I år er det 10 år siden, at København Zoo havnede i en global shitstorm, fordi man aflivede en ung giraf. Efter aflivningen blev giraffen obduceret, og da den var for stor til at ligge på det normale obduktionsbord, og det var en kold februardag, besluttede man at foretage obduktionen på jorden ude foran dyrlægeklinikken, hvor der var masser af plads, og hvor publikum kunne få mulighed for at overvære obduktionen – en fantastisk mulighed for at formidle god biologisk viden om anatomi, organfunktioner, tilpasninger til livet i naturen og meget, meget mere. Og til allersidst, efter at man havde sendt de fleste organer til forskningsinstitutioner i ind- og udland, blev kødet – cirka 250 kilo – fordelt til havens rovdyr, herunder løverne, som for første gang i deres liv kunne smage girafkød. Alt sammen et helt naturligt forløb, som Zoo i fuld åbenhed havde gennemført med mange andre dyr i tidens løb, fra slanger, geder og antiloper til løver, tigre og zebraer, som var aflivet og skulle obduceres.
Reaktionerne og international kritik
Men reaktionen var denne gang en helt anden. Medierne slog det op som det helt store drama, og historien gik i løbet af få timer Jorden rundt. København Zoo og dens medarbejdere blev hængt ud som barbarer, og folk fra alle dele af verden forlangte, at Zoo skulle lukkes, og de ansvarlige medarbejdere, herunder jeg selv, der dengang var videnskabelig direktør og dermed også havde ansvaret for beslutningen, skulle fyres. Nogle fandt endda anledning til at sende mordtrusler både mod mig og min familie og mod Zoos dyrlæge, der udførte selve aflivningen og den efterfølgende obduktion.
Shitstormens stærkeste kritikpunkter
Efter det store postyr og mange afklarende interviews senere analyserede vi de mange mails, der under shitstormen var sendt til Zoo, for at se, hvad de stærkeste kritikpunkter var. Og til min store forbløffelse viste det sig, at det, der stødte folk mest, var, at Zoo havde givet børn lov til at overvære obduktionen og at se løverne efterfølgende blive fodret med en halv bagfjerding, der stadig havde skindet på, så man kunne se, den kom fra en giraf. En tredjedel af de 40.000 mails, som Zoo modtog i den periode, kunne henføres til den kategori. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | jul 7, 2024 | Natur og miljø, Natursyn
Sensation, makværk, ommer og historisk aftale. Det var blot nogle af de mange ord, der blev brugt om den grønne trepartsaftale, da den faldt på plads i slutningen af juni efter måneders intense forhandlinger.
Kritik og kompromis
Nogle synes, den er alt for uambitiøs, og andre, at den tilgodeser enten landbruget eller naturen alt for meget. Men faktum er, at parterne er blevet enige, og det er i sig selv en stor præstation, der retfærdiggør begrebet ”historisk aftale”. Det giver ejerskab til alle parter og borger derfor også for opbakning, når aftalen efter de kommende politiske forhandlinger skal implementeres.
Indholdet: Historisk godt?
Men hvad med indholdet? Er det også historisk godt? Det afhænger jo nok af øjnene, der ser. Der er næppe tvivl om, at vi hver især har kunnet ønske den bedre på forskellige felter, alt efter hvor vi står. Men inderst inde ved vi jo også, at aftalen har været det muliges kunst, og at der for alle parter har måttet indgås kompromiser i løbet af processen.
Fokus på fremtiden
Så, lad os nu glemme de traditionelle stammedanse, der er knyttet til alle politiske aftaler, og skue fremad. Lad os glemme de ting, der ikke er med i aftalen, og koncentrere os om de ting, der rent faktisk er kommet med.
Hovedpunkterne i aftalen
Der skal rejses 250.000 hektar skov, hvoraf 100.000 hektar skal forvaltes som ”urørt skov” – det vil sige uden produktion for øje. Der skal udtages 140.000 hektar lavbundsjorde til vild natur frem mod 2030.
Der skal udarbejdes en natur- og biodiversitetslov, der blandt andet skal sikre, at mindst 20 procent af Danmarks areal skal være beskyttet natur allerede i 2030.
Der skal udarbejdes en plan for, hvordan vi vender udviklingen for den natur, der lige nu har det rigtig skidt, så vi om 25 år kan sikre, at den er i det, man kalder ”god tilstand”. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | mar 11, 2023 | Natursyn
Bjørn Harvig og jeg har en snak om Dian Fossey, også kaldet gorillakvinden, der betalte den ultimative pris for at beskytte bjerggorillaerne. Snakken er den seneste udsendelse i podcastserien “den Yderste Grænse”, der handler om mænd og kvinder, der går lige til grænsen for at opnå deres mål, og for nogle med livet som indsats.
Lyt selv med
af Bengt Holst | jan 23, 2023 | Biodiversitet, Natursyn
Lige før jul underskrev 196 lande den såkaldte Kunming-Montreal-aftale om, hvordan man kan vende biodiversitetskrisen, på samme måde som man i Paris-aftalen fra 2015 satte sig mål for, hvordan man kan vende klimakrisen. I aftalen har man sat sig en række overordnede mål for, hvordan man på globalt plan inden 2030 kan forbedre biodiversiteten, dels ved at bevare den eksisterende og dels ved at genetablere den, der er gået tabt.
Danmarks udfordringer med naturforvaltning
Der er tale om meget overordnede mål, og det bliver nu spændende at se, hvordan de enkelte lande vil udmønte disse mål i deres daglige naturforvaltning. Det gælder også Danmark, som igennem mange år har været rigtig dårlig til at passe på naturen, og som på en liste over, hvor gode EU-landene er til at passe på deres naturområder, ligger på en sørgelig næstsidsteplads. En uvant plads for os, som i vores egen selvforståelse går for at være meget grønne og forkæmpere for mere vild natur.
Behov for handling og sammenhæng med klimakrisen
Men med de nye, ambitiøse globale mål, som Danmark bakker op om, bliver vi nødt til at tage skeen i den anden hånd. Det mest markante mål er nok, at 30 procent af verdens land- og havområder skal være beskyttet allerede i 2030. Det er enormt ambitiøst og får nok svært ved at blive til virkelighed. Men det sender et klart signal til landene. Nu skal alle de fine taler omsættes til handling. Og det haster, hvis vi vil gøre os håb om at kunne stoppe nedgangen og få et bæredygtigt forhold til den natur, vi er så afhængige af. Og vi må ikke glemme, at får vi ikke løst biodiversitetskrisen, kan vi heller ikke løse klimakrisen. De to kriser hænger uløseligt sammen og skal løses samlet.
Danmarks bidrag til de globale mål
Selvom man ikke kan overføre de 30 procent beskyttet natur til alle lande i forholdet en til en, så bliver det en stor udfordring for Danmark at yde sit seriøse bidrag til det fælles mål. På nuværende tidspunkt er omkring 60 procent af Danmarks landareal dækket af landbrug, 15 procent er udlagt til byer og veje, og knap 15 procent ligger hen som skov, men mest som produktionsskov, der ikke er særlig spændende for biodiversiteten. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
Recent Comments