Sensation, makværk, ommer og historisk aftale. Det var blot nogle af de mange ord, der blev brugt om den grønne trepartsaftale, da den faldt på plads i slutningen af juni efter måneders intense forhandlinger.
Kritik og kompromis
Nogle synes, den er alt for uambitiøs, og andre, at den tilgodeser enten landbruget eller naturen alt for meget. Men faktum er, at parterne er blevet enige, og det er i sig selv en stor præstation, der retfærdiggør begrebet ”historisk aftale”. Det giver ejerskab til alle parter og borger derfor også for opbakning, når aftalen efter de kommende politiske forhandlinger skal implementeres.
Indholdet: Historisk godt?
Men hvad med indholdet? Er det også historisk godt? Det afhænger jo nok af øjnene, der ser. Der er næppe tvivl om, at vi hver især har kunnet ønske den bedre på forskellige felter, alt efter hvor vi står. Men inderst inde ved vi jo også, at aftalen har været det muliges kunst, og at der for alle parter har måttet indgås kompromiser i løbet af processen.
Fokus på fremtiden
Så, lad os nu glemme de traditionelle stammedanse, der er knyttet til alle politiske aftaler, og skue fremad. Lad os glemme de ting, der ikke er med i aftalen, og koncentrere os om de ting, der rent faktisk er kommet med.
Hovedpunkterne i aftalen
Der skal rejses 250.000 hektar skov, hvoraf 100.000 hektar skal forvaltes som ”urørt skov” – det vil sige uden produktion for øje. Der skal udtages 140.000 hektar lavbundsjorde til vild natur frem mod 2030.
Der skal udarbejdes en natur- og biodiversitetslov, der blandt andet skal sikre, at mindst 20 procent af Danmarks areal skal være beskyttet natur allerede i 2030.
Der skal udarbejdes en plan for, hvordan vi vender udviklingen for den natur, der lige nu har det rigtig skidt, så vi om 25 år kan sikre, at den er i det, man kalder ”god tilstand”. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
