På årets længste dag kunne miljøminister Magnus Heunicke endelig indvie Fussingø naturnationalpark – den første i rækken af naturnationalparker, der skal sikre mere vild natur i Danmark. En kæmpe gevinst både for naturen og for os danskere, der i de kommende mange år kan opleve en natur, der får lov at udvikle sig på egne præmisser uden at skulle lægge jord til produktion af hverken dyr eller afgrøder.
Naturen som taberen i vores landskab
Men åbningen giver også anledning til at nærstudere vejen dertil. Der er jo gået en lang proces forud for dette skelsættende øjeblik, og mange sten er blevet vendt på vejen. Et gennemgående tema i processen har været hensynet til de mange forskellige interessegrupper, der bliver berørt af naturnationalparkerne. Hvem skal have lov til hvad, og er det OK at ændre på hidtidige forhold for at opnå det overordnede formål med naturnationalparkerne, nemlig at give naturen mere plads?
En høj pris – eller en lille?
Mountainbike-spor skal måske flyttes, ridestier lægges udenfor, og store motionsløb skal måske ikke længere kunne finde sted i nogle af de kommende naturnationalparker. Men er det en stor pris at betale for at få mere vild natur i Danmark? Indtil nu har det altid været naturen, der skulle indordne sig, når vi anlagde stier og spor for vores egne aktiviteter. ”Det klarer naturen jo nok” har været det evige rationale bag den slags beslutninger.
Når naturen ikke længere kan bære
Men vi har nået en grænse, hvor vi ikke længere kan sige, at naturen bare indretter sig. Naturen har det skidt i Danmark. Den har brug for mere plads, sammenhæng og fred til at kunne udvikle sig, og det bliver vi nødt til at tage med i vores overvejelser, når vi planlægger forskellige former for brug af det areal, vi alle skal deles om her i landet. Derfor bliver vi også nødt til at acceptere, at der i nogle af de planlagte naturnationalparker bliver begrænsninger i vores udfoldelsesmuligheder, så naturen kan slippe sine processer fri og forme landskabet og livet i området, så de passer naturen bedst.
En lille procentdel – en stor forskel
Og, hånden på hjertet, er det virkelig den lille procentdel af det danske areal, som naturen nu får tilbage, der ødelægger vores egne muligheder for at udfolde os? Naturen er ofte bundet til et bestemt sted, hvor forholdene lige akkurat er, som den har brug for. Men vores aktiviteter kan for de flestes vedkommende lægges mange andre steder uden at ødelægge kvaliteten af aktiviteterne. Så, måske skal vi være lidt mere åbne over for den prioritering, der er lagt med etableringen af de nye naturnationalparker, og give plads til at få naturen tilbage i landskabet i en størrelse, der passer sig for et land som vores. Vi forventer, at man i troperne gør det samme med deres landområder, så vi også i fremtiden kan opleve savannen og junglen i fuldt flor uden menneskelig indgriben. Så, mon ikke vi kan gøre det samme herhjemme på den relativt lille procentdel af landskabet, der er sat af til ”naturen først”?
En ny tankegang for fremtidens landskab
Vi har i al for lang tid taget naturen for givet og vænnet os til, at det var vores umiddelbare behov, der skulle opfyldes først. Så måtte naturen komme i anden række eller endda helt udgå af ligningen. Det er den tankegang, vi skal gøre op med, ikke kun i forbindelse med oprettelsen af naturnationalparkerne, men ved hele den omstilling af landskabet, som vi skal i gang med som følge af den grønne trepart. Naturen skal have mere plads og indtænkes fra starten i alt, hvad vi gør, og på linje med alt andet. Kun på den måde kan vi få en natur i balance og dermed også skabe ordentlige forudsætninger for fremtidige generationers liv.
