For nylig kunne man i alverdens medier læse, at det nu var ”lykkedes” et amerikansk firma at genskabe kæmpeulven, som indtil for 13.000 år siden levede på den nordamerikanske prærie. Der er tale om en ulv, der vejede næsten dobbelt så meget som de nulevende ulve, og som levede side om side med istidsarter som sabelkatte, mammutter og amerikanske løver.
Herhjemme blev påstanden dog hurtigt tilbagevist af forskere fra Københavns Universitet, som mente, at der var tale om falsk markedsføring fra firmaets side. Der var ikke tale om en egentlig gendannelse, men om fremstilling af kæmpeulvelignende skabninger ved at indsætte lidt arvemateriale, som man havde udvundet fra kæmpeulvefund, i almindelige ulve – arvemateriale, som havde betydning for kæmpeulvens fysiske udformning, og som kunne komme til udtryk ved indsættelse i almindelige ulvefostre.
Ambitioner om mammutternes tilbagevenden
Firmaet bag det kontroversielle forsøg var da også knapt så sensationel i deres udmelding. De siger klart på deres hjemmeside, at der er tale om kæmpeulvelignende eksemplarer og ikke om tro kopier. Men de skriver på samme hjemmeside, at de har en klar målsætning om, at metoden skal kunne bruges til at gendanne en del af den biodiversitet, som er gået tabt, og som er en forudsætning for vores overlevelse på længere sigt. Som eksempel fremhæver de, at de er i gang med at ”genskabe” istidens mammut, den store uldhårede elefantart, mange nok bedst kender fra animationsfilmen Ice Age. De skriver direkte, at ”mammutten af de fleste anses for uddød, men at man nu ved hjælp af nye genteknikker er i gang med at genskabe denne gigantelefant, som derefter igen vil kunne vandre ud over de store arktiske sletter” (frit oversat).
Ikke en realistisk løsning
Men er det et realistisk scenarie, og er det nu den rigtige vej at gå for at redde klodens biodiversitet? Næppe. For det første er der jo ikke tale om at vække uddøde arter til live igen, men om at skabe nye former, som kan minde om de uddøde. For det andet er der tale om en meget dyr og kompliceret metode, som kun kan komme i spil for ganske få arter. Og sidst, men bestemt ikke mindst, så er problemet for langt de fleste af klodens truede arter jo ikke, at de er blevet for få, men at deres levesteder er forsvundet, og at deres livsgrundlag dermed er væk. Så, selv om man skulle lykkes med at frembringe former, der minder om uddøde arter, så vil de stå uden passende levesteder og vil ikke kunne danne levedygtige bestande. Man bruger således enorme ressourcer på at ”genskabe” livsformer, som ikke har nogen reel fremtid.
Den egentlige værdi af forskningen
Noget helt andet er så, at man gennem den forskning, der ligger bag konceptet, kan opnå vigtig viden om de processer, der ligger bag arternes udvikling, og om genteknologi i det hele taget. Og det er jo et vigtigt formål i sig selv. Derfor er det også synd, at man både fra mediernes side og fra firmaet selv har hængt forskningsresultaterne op på en historie om at redde arter fra udryddelse. Der er, som det også blev påpeget af de danske forskere fra Københavns Universitet, tale om uheldig markedsføring, som både skader forskningens troværdighed og risikerer at kanalisere naturbevarelsesmidler i en forkert retning. Vil man redde biodiversiteten, skal man sikre naturlige levesteder. Og skal man tage genteknologien i brug for at redde udvalgte arter, bør man satse på nulevende arter, som er tilpasset de eksisterende forhold, fremfor uddøde arter, som kan have stor sensationsværdi, men som ingen fremtid har i nutidens landskaber.
Dette indlæg er oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad.
