af Bengt Holst | aug 18, 2025 | Natur og miljø
På årets længste dag kunne miljøminister Magnus Heunicke endelig indvie Fussingø naturnationalpark – den første i rækken af naturnationalparker, der skal sikre mere vild natur i Danmark. En kæmpe gevinst både for naturen og for os danskere, der i de kommende mange år kan opleve en natur, der får lov at udvikle sig på egne præmisser uden at skulle lægge jord til produktion af hverken dyr eller afgrøder.
Naturen som taberen i vores landskab
Men åbningen giver også anledning til at nærstudere vejen dertil. Der er jo gået en lang proces forud for dette skelsættende øjeblik, og mange sten er blevet vendt på vejen. Et gennemgående tema i processen har været hensynet til de mange forskellige interessegrupper, der bliver berørt af naturnationalparkerne. Hvem skal have lov til hvad, og er det OK at ændre på hidtidige forhold for at opnå det overordnede formål med naturnationalparkerne, nemlig at give naturen mere plads?
En høj pris – eller en lille?
Mountainbike-spor skal måske flyttes, ridestier lægges udenfor, og store motionsløb skal måske ikke længere kunne finde sted i nogle af de kommende naturnationalparker. Men er det en stor pris at betale for at få mere vild natur i Danmark? Indtil nu har det altid været naturen, der skulle indordne sig, når vi anlagde stier og spor for vores egne aktiviteter. ”Det klarer naturen jo nok” har været det evige rationale bag den slags beslutninger.
Når naturen ikke længere kan bære
Men vi har nået en grænse, hvor vi ikke længere kan sige, at naturen bare indretter sig. Naturen har det skidt i Danmark. Den har brug for mere plads, sammenhæng og fred til at kunne udvikle sig, og det bliver vi nødt til at tage med i vores overvejelser, når vi planlægger forskellige former for brug af det areal, vi alle skal deles om her i landet. Derfor bliver vi også nødt til at acceptere, at der i nogle af de planlagte naturnationalparker bliver begrænsninger i vores udfoldelsesmuligheder, så naturen kan slippe sine processer fri og forme landskabet og livet i området, så de passer naturen bedst.
En lille procentdel – en stor forskel
Og, hånden på hjertet, er det virkelig den lille procentdel af det danske areal, som naturen nu får tilbage, der ødelægger vores egne muligheder for at udfolde os? Naturen er ofte bundet til et bestemt sted, hvor forholdene lige akkurat er, som den har brug for. Men vores aktiviteter kan for de flestes vedkommende lægges mange andre steder uden at ødelægge kvaliteten af aktiviteterne. Så, måske skal vi være lidt mere åbne over for den prioritering, der er lagt med etableringen af de nye naturnationalparker, og give plads til at få naturen tilbage i landskabet i en størrelse, der passer sig for et land som vores. Vi forventer, at man i troperne gør det samme med deres landområder, så vi også i fremtiden kan opleve savannen og junglen i fuldt flor uden menneskelig indgriben. Så, mon ikke vi kan gøre det samme herhjemme på den relativt lille procentdel af landskabet, der er sat af til ”naturen først”?
En ny tankegang for fremtidens landskab
Vi har i al for lang tid taget naturen for givet og vænnet os til, at det var vores umiddelbare behov, der skulle opfyldes først. Så måtte naturen komme i anden række eller endda helt udgå af ligningen. Det er den tankegang, vi skal gøre op med, ikke kun i forbindelse med oprettelsen af naturnationalparkerne, men ved hele den omstilling af landskabet, som vi skal i gang med som følge af den grønne trepart. Naturen skal have mere plads og indtænkes fra starten i alt, hvad vi gør, og på linje med alt andet. Kun på den måde kan vi få en natur i balance og dermed også skabe ordentlige forudsætninger for fremtidige generationers liv.
af Bengt Holst | apr 24, 2025 | Biodiversitet, Natur og miljø
For nylig kunne man i alverdens medier læse, at det nu var ”lykkedes” et amerikansk firma at genskabe kæmpeulven, som indtil for 13.000 år siden levede på den nordamerikanske prærie. Der er tale om en ulv, der vejede næsten dobbelt så meget som de nulevende ulve, og som levede side om side med istidsarter som sabelkatte, mammutter og amerikanske løver.
Herhjemme blev påstanden dog hurtigt tilbagevist af forskere fra Københavns Universitet, som mente, at der var tale om falsk markedsføring fra firmaets side. Der var ikke tale om en egentlig gendannelse, men om fremstilling af kæmpeulvelignende skabninger ved at indsætte lidt arvemateriale, som man havde udvundet fra kæmpeulvefund, i almindelige ulve – arvemateriale, som havde betydning for kæmpeulvens fysiske udformning, og som kunne komme til udtryk ved indsættelse i almindelige ulvefostre.
Ambitioner om mammutternes tilbagevenden
Firmaet bag det kontroversielle forsøg var da også knapt så sensationel i deres udmelding. De siger klart på deres hjemmeside, at der er tale om kæmpeulvelignende eksemplarer og ikke om tro kopier. Men de skriver på samme hjemmeside, at de har en klar målsætning om, at metoden skal kunne bruges til at gendanne en del af den biodiversitet, som er gået tabt, og som er en forudsætning for vores overlevelse på længere sigt. Som eksempel fremhæver de, at de er i gang med at ”genskabe” istidens mammut, den store uldhårede elefantart, mange nok bedst kender fra animationsfilmen Ice Age. De skriver direkte, at ”mammutten af de fleste anses for uddød, men at man nu ved hjælp af nye genteknikker er i gang med at genskabe denne gigantelefant, som derefter igen vil kunne vandre ud over de store arktiske sletter” (frit oversat).
Ikke en realistisk løsning
Men er det et realistisk scenarie, og er det nu den rigtige vej at gå for at redde klodens biodiversitet? Næppe. For det første er der jo ikke tale om at vække uddøde arter til live igen, men om at skabe nye former, som kan minde om de uddøde. For det andet er der tale om en meget dyr og kompliceret metode, som kun kan komme i spil for ganske få arter. Og sidst, men bestemt ikke mindst, så er problemet for langt de fleste af klodens truede arter jo ikke, at de er blevet for få, men at deres levesteder er forsvundet, og at deres livsgrundlag dermed er væk. Så, selv om man skulle lykkes med at frembringe former, der minder om uddøde arter, så vil de stå uden passende levesteder og vil ikke kunne danne levedygtige bestande. Man bruger således enorme ressourcer på at ”genskabe” livsformer, som ikke har nogen reel fremtid.
Den egentlige værdi af forskningen
Noget helt andet er så, at man gennem den forskning, der ligger bag konceptet, kan opnå vigtig viden om de processer, der ligger bag arternes udvikling, og om genteknologi i det hele taget. Og det er jo et vigtigt formål i sig selv. Derfor er det også synd, at man både fra mediernes side og fra firmaet selv har hængt forskningsresultaterne op på en historie om at redde arter fra udryddelse. Der er, som det også blev påpeget af de danske forskere fra Københavns Universitet, tale om uheldig markedsføring, som både skader forskningens troværdighed og risikerer at kanalisere naturbevarelsesmidler i en forkert retning. Vil man redde biodiversiteten, skal man sikre naturlige levesteder. Og skal man tage genteknologien i brug for at redde udvalgte arter, bør man satse på nulevende arter, som er tilpasset de eksisterende forhold, fremfor uddøde arter, som kan have stor sensationsværdi, men som ingen fremtid har i nutidens landskaber.
Dette indlæg er oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | nov 3, 2024 | Dyreetik og velfærd, Natur og miljø, Natursyn
Vi er vant til at se døden som noget negativt – og med god grund. Den tager livet fra os og skaber savn, når nogle af vores kære går bort. Den er så endelig og kan ikke gøres om. Men døden er også forudsætning for liv og en meget vigtig hændelse i de naturlige processer.
Dødens rolle i naturen
”Den enes død er den andens brød”, er der et ordsprog, der siger, og det gælder på mange niveauer.
I naturen er død en forudsætning for rovdyrenes overlevelse og livsgrundlaget for de mange dyr, der lever af ådslerne, lige fra gribbe, hyæner og marabustorke til ådselbiller og fluelarver. De døde dyr omsættes hurtigt og bliver til nyt liv, som udfylder vigtige roller i økosystemerne og på den måde også bliver en forudsætning for vores eget liv. Ringen er sluttet, og liv og død går hånd i hånd i de biologiske processer, der udgør liv her på Jorden.
Accept af døden
Døden er således blot en anden biologisk tilstandsform, som vi ganske rigtigt har svært ved at forholde os til, men som er et helt naturligt element på en levende klode som vores. Vil man forstå naturen, bliver man nødt til at acceptere døden som en præmis på linje med livet selv og ikke lade vores følelser omkring dødens betydning for os selv styre vores handlinger.
Indgriben i naturens processer
Og med det in mente bør vi ikke mindst se på vores indgriben i de naturlige processer, hvor døden spiller en rolle. Skal vi gribe ind over for en kommende død i naturen, vel vidende at hvis vi gør det, så fratager vi andre levende organismer muligheden for at skabe nyt liv?
Etiske overvejelser
Skal vi tilfredsstille vores egne følelser og tillægge netop følelserne så stor værdi, at vi ud fra et ”medlidenhedsprincip” griber ind og forhindrer den kommende død?
I de tilfælde, hvor vi selv er skyld i den kommende død hos andre væsener – ved at køre dyr ned eller skamskyde dem og lignende – kan svaret være rimelig let. Der har vi pådraget os selv et ansvar for andres liv. Men hvad med de mange situationer i naturen, hvor vi blot bliver vidne til døden? Skal vi også gribe ind der? Læs resten af indlægget i Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | sep 1, 2024 | Natur og miljø
Verdenshavene dækker cirka to tredjedele af Jordens overflade og rummer ikke mindre end 1.332.000.000.000.000.000.000 liter vand.
Det er et svimlende tal, som ingen af os rigtigt forstår. Det er derfor heller ikke underligt, at man altid har betragtet havene som en uendelig ressource, når snakken har drejet sig om fiskeri, og som en uendelig affaldsbeholder, når snakken har været om spildevand og andre former for affald. Men plastikaffald i vores have er et stigende problem.
Plastikforureningens globale omfang
Men virkeligheden er jo desværre en ganske anden. Havet er, ligesom landjorden, på ingen måde uendeligt og kan derfor heller ikke rumme uendelige mængder affald. Det ses blandt andet i de store oceaner, hvor især plastic på grund af havstrømmene har samlet sig i fem store flydende plasticdynger, der tilsammen dækker et areal på størrelse med Afrika. Den største af dyngerne flyder rundt i Stillehavet og er på knap 1 million kvadratkilometer – eller godt 20 gange så stor som Danmark. Den består af svært nedbrydeligt affald som gamle fiskenet, reb, plastbeholdere af forskellig slags og mikroplast. Alt sammen rester fra vores forbrugsfest.
Forurening i danske farvande
Men vi behøver ikke rejse til Stillehavet for at se resultatet af vores måde at leve på. Der har i de senere år været skrevet meget om iltsvind i de danske fjorde, manglen på fisk i Østersøen og her på det seneste også om ”spøgelsesnet” i de danske farvande. Spøgelsesnet er efterladte fiskenet, der enten med vilje eller ved en fejl er efterladt i havet og derefter flyder rundt under vandet som flydende fælder, indtil de efter 500-600 år er tilstrækkeligt nedbrudt til ikke længere at udgøre en fare for havets dyr.
Spøgelsesnettens dødelige konsekvenser
I en opgørelse fra 2021 estimerer man et samlet antal af spøgelsesnet i danske farvande på lige knap 50.000. Det er mange, rigtig mange, og selvom fiskenettene ikke alle er i fuld størrelse, fanger de årligt tusindvis af havfugle og havpattedyr, der lider en pinefuld druknedød i de herreløse net.
Mikroplast og giftstoffer i fødekæden
Og ikke nok med det – under nedbrydningsprocessen i havet omformes fiskenettene langsomt til mikroplastpartikler, der derefter suger diverse giftstoffer i vandet til sig og derved forgifter de dyr, der får dem i maven, inklusive os mennesker, der spiser for eksempel fisk. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | jul 7, 2024 | Natur og miljø, Natursyn
Sensation, makværk, ommer og historisk aftale. Det var blot nogle af de mange ord, der blev brugt om den grønne trepartsaftale, da den faldt på plads i slutningen af juni efter måneders intense forhandlinger.
Kritik og kompromis
Nogle synes, den er alt for uambitiøs, og andre, at den tilgodeser enten landbruget eller naturen alt for meget. Men faktum er, at parterne er blevet enige, og det er i sig selv en stor præstation, der retfærdiggør begrebet ”historisk aftale”. Det giver ejerskab til alle parter og borger derfor også for opbakning, når aftalen efter de kommende politiske forhandlinger skal implementeres.
Indholdet: Historisk godt?
Men hvad med indholdet? Er det også historisk godt? Det afhænger jo nok af øjnene, der ser. Der er næppe tvivl om, at vi hver især har kunnet ønske den bedre på forskellige felter, alt efter hvor vi står. Men inderst inde ved vi jo også, at aftalen har været det muliges kunst, og at der for alle parter har måttet indgås kompromiser i løbet af processen.
Fokus på fremtiden
Så, lad os nu glemme de traditionelle stammedanse, der er knyttet til alle politiske aftaler, og skue fremad. Lad os glemme de ting, der ikke er med i aftalen, og koncentrere os om de ting, der rent faktisk er kommet med.
Hovedpunkterne i aftalen
Der skal rejses 250.000 hektar skov, hvoraf 100.000 hektar skal forvaltes som ”urørt skov” – det vil sige uden produktion for øje. Der skal udtages 140.000 hektar lavbundsjorde til vild natur frem mod 2030.
Der skal udarbejdes en natur- og biodiversitetslov, der blandt andet skal sikre, at mindst 20 procent af Danmarks areal skal være beskyttet natur allerede i 2030.
Der skal udarbejdes en plan for, hvordan vi vender udviklingen for den natur, der lige nu har det rigtig skidt, så vi om 25 år kan sikre, at den er i det, man kalder ”god tilstand”. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | jun 29, 2017 | Biodiversitet, Dyreetik og velfærd, Natur og miljø
Rewilding er et begreb, der for alvor er ved at komme på dagsordenen i dansk naturforvaltning. Som følge heraf var det da også et centralt tema flere gange på Naturmødet i Hirtshals i maj. Men hvad er ”rewilding” egentlig? Det er ikke altid lige let at gennemskue. Den gængse definition er, at rewilding handler om at genetablere de biologiske processer i naturen, der gennem tiden har skabt forskellige naturtyper og dermed forudsætninger for artsdiversitet. Eller sagt med andre ord: at få mere vild natur ved hjælp af naturens egne virkemidler.
Store græssere som naturens redskaber
I praksis indebærer rewilding ofte genindførsel af store dyr som elge og hjorte, der er med til at forme naturen. Men det kan også være heste, kvæg eller får. Fælles for disse dyr er, at de er planteædere og på hver deres måde bearbejder vegetationen og jordbunden, så andre arter får bedre livsbetingelser. De skaber forudsætninger for lysåben skov og åbne enge. Et godt eksempel er genudsætningen af bæveren i Jylland og Nordsjælland, hvor denne “naturens ingeniør” ved at bygge dæmninger har genskabt vådområder og tyndet ud i skovbevoksninger – en indsats med stor betydning for forvaltningen af naturområder og bevarelse af biodiversitet.
Udfordringer og etiske dilemmaer
Men rewilding er ikke uden udfordringer. For at genskabe naturlige dynamikker i landskabet er det vigtigt, at mennesker ikke griber ind. Processerne skal finde deres egen balance for at opnå den største effekt. Væltede træer skal blive liggende og nedbrydes naturligt, og døde dyr skal forblive i landskabet, så ådselsædere som krager, biller og mikroorganismer kan drage nytte af dem. Men hvor går grænsen? Det er én ting at lade vilde dyr dø en naturlig død, men hvad nu, hvis det drejer sig om heste, køer eller andre domesticerede dyr, der er vant til menneskets beskyttelse? Er vi parate til at lade dem sulte i hårde vintermåneder og måske dø en smertefuld død for at bevare balancen? Eller er der et punkt, hvor vi må gribe ind – og dermed kompromittere rewildingens grundprincipper?
Rewilding og lovgivning – hvem har ansvaret?
Et andet vigtigt aspekt er lovgivningen. Hvilke regler skal gælde for dyr, der tidligere har været under menneskets varetægt, såsom heste, men som pludselig sættes ud i naturen? Har vi stadig et ansvar for dem, eller ophører det i det øjeblik, de bliver en del af den vilde natur? Disse spørgsmål er afgørende for, hvordan rewilding kan integreres i dansk naturforvaltning. Debatten er nu taget op i Det Dyreetiske Råd, men samtidig må rewilding også være en del af den bredere samfundsdebat. Vi skal sikre klare rammer for rewilding – for dyrenes skyld og for samfundets.
Dette indlæg er oprindeligt publiceret hos Dyreetisk Råd
Recent Comments