af Bengt Holst | apr 24, 2025 | Biodiversitet, Natur og miljø
For nylig kunne man i alverdens medier læse, at det nu var ”lykkedes” et amerikansk firma at genskabe kæmpeulven, som indtil for 13.000 år siden levede på den nordamerikanske prærie. Der er tale om en ulv, der vejede næsten dobbelt så meget som de nulevende ulve, og som levede side om side med istidsarter som sabelkatte, mammutter og amerikanske løver.
Herhjemme blev påstanden dog hurtigt tilbagevist af forskere fra Københavns Universitet, som mente, at der var tale om falsk markedsføring fra firmaets side. Der var ikke tale om en egentlig gendannelse, men om fremstilling af kæmpeulvelignende skabninger ved at indsætte lidt arvemateriale, som man havde udvundet fra kæmpeulvefund, i almindelige ulve – arvemateriale, som havde betydning for kæmpeulvens fysiske udformning, og som kunne komme til udtryk ved indsættelse i almindelige ulvefostre.
Ambitioner om mammutternes tilbagevenden
Firmaet bag det kontroversielle forsøg var da også knapt så sensationel i deres udmelding. De siger klart på deres hjemmeside, at der er tale om kæmpeulvelignende eksemplarer og ikke om tro kopier. Men de skriver på samme hjemmeside, at de har en klar målsætning om, at metoden skal kunne bruges til at gendanne en del af den biodiversitet, som er gået tabt, og som er en forudsætning for vores overlevelse på længere sigt. Som eksempel fremhæver de, at de er i gang med at ”genskabe” istidens mammut, den store uldhårede elefantart, mange nok bedst kender fra animationsfilmen Ice Age. De skriver direkte, at ”mammutten af de fleste anses for uddød, men at man nu ved hjælp af nye genteknikker er i gang med at genskabe denne gigantelefant, som derefter igen vil kunne vandre ud over de store arktiske sletter” (frit oversat).
Ikke en realistisk løsning
Men er det et realistisk scenarie, og er det nu den rigtige vej at gå for at redde klodens biodiversitet? Næppe. For det første er der jo ikke tale om at vække uddøde arter til live igen, men om at skabe nye former, som kan minde om de uddøde. For det andet er der tale om en meget dyr og kompliceret metode, som kun kan komme i spil for ganske få arter. Og sidst, men bestemt ikke mindst, så er problemet for langt de fleste af klodens truede arter jo ikke, at de er blevet for få, men at deres levesteder er forsvundet, og at deres livsgrundlag dermed er væk. Så, selv om man skulle lykkes med at frembringe former, der minder om uddøde arter, så vil de stå uden passende levesteder og vil ikke kunne danne levedygtige bestande. Man bruger således enorme ressourcer på at ”genskabe” livsformer, som ikke har nogen reel fremtid.
Den egentlige værdi af forskningen
Noget helt andet er så, at man gennem den forskning, der ligger bag konceptet, kan opnå vigtig viden om de processer, der ligger bag arternes udvikling, og om genteknologi i det hele taget. Og det er jo et vigtigt formål i sig selv. Derfor er det også synd, at man både fra mediernes side og fra firmaet selv har hængt forskningsresultaterne op på en historie om at redde arter fra udryddelse. Der er, som det også blev påpeget af de danske forskere fra Københavns Universitet, tale om uheldig markedsføring, som både skader forskningens troværdighed og risikerer at kanalisere naturbevarelsesmidler i en forkert retning. Vil man redde biodiversiteten, skal man sikre naturlige levesteder. Og skal man tage genteknologien i brug for at redde udvalgte arter, bør man satse på nulevende arter, som er tilpasset de eksisterende forhold, fremfor uddøde arter, som kan have stor sensationsværdi, men som ingen fremtid har i nutidens landskaber.
Dette indlæg er oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | jan 23, 2023 | Biodiversitet, Natursyn
Lige før jul underskrev 196 lande den såkaldte Kunming-Montreal-aftale om, hvordan man kan vende biodiversitetskrisen, på samme måde som man i Paris-aftalen fra 2015 satte sig mål for, hvordan man kan vende klimakrisen. I aftalen har man sat sig en række overordnede mål for, hvordan man på globalt plan inden 2030 kan forbedre biodiversiteten, dels ved at bevare den eksisterende og dels ved at genetablere den, der er gået tabt.
Danmarks udfordringer med naturforvaltning
Der er tale om meget overordnede mål, og det bliver nu spændende at se, hvordan de enkelte lande vil udmønte disse mål i deres daglige naturforvaltning. Det gælder også Danmark, som igennem mange år har været rigtig dårlig til at passe på naturen, og som på en liste over, hvor gode EU-landene er til at passe på deres naturområder, ligger på en sørgelig næstsidsteplads. En uvant plads for os, som i vores egen selvforståelse går for at være meget grønne og forkæmpere for mere vild natur.
Behov for handling og sammenhæng med klimakrisen
Men med de nye, ambitiøse globale mål, som Danmark bakker op om, bliver vi nødt til at tage skeen i den anden hånd. Det mest markante mål er nok, at 30 procent af verdens land- og havområder skal være beskyttet allerede i 2030. Det er enormt ambitiøst og får nok svært ved at blive til virkelighed. Men det sender et klart signal til landene. Nu skal alle de fine taler omsættes til handling. Og det haster, hvis vi vil gøre os håb om at kunne stoppe nedgangen og få et bæredygtigt forhold til den natur, vi er så afhængige af. Og vi må ikke glemme, at får vi ikke løst biodiversitetskrisen, kan vi heller ikke løse klimakrisen. De to kriser hænger uløseligt sammen og skal løses samlet.
Danmarks bidrag til de globale mål
Selvom man ikke kan overføre de 30 procent beskyttet natur til alle lande i forholdet en til en, så bliver det en stor udfordring for Danmark at yde sit seriøse bidrag til det fælles mål. På nuværende tidspunkt er omkring 60 procent af Danmarks landareal dækket af landbrug, 15 procent er udlagt til byer og veje, og knap 15 procent ligger hen som skov, men mest som produktionsskov, der ikke er særlig spændende for biodiversiteten. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | okt 19, 2022 | Biodiversitet, Natursyn
Klimakrise og biodiversitetskrise. To ord, man hører igen og igen, og som desværre ofte behandles som selvstændige kriser, der kræver hver deres løsningsmodeller. Men i bund og grund er de begge resultatet af vores ubetænksomme fremfærd på kloden i jagten på velstand og personlig vinding, og som sådan burde man også finde fælles løsninger for dem. Klimakrisen og biodiversitetskrisen er på ingen måde hinandens modsætninger, men derimod hinandens forudsætninger, og derfor giver det ingen mening at behandle dem hver for sig.
FN’s verdensmål og silo-tænkning
Da FN’s 17 verdensmål blev vedtaget i 2015, anerkendte man, at løsningen på klodens mange problemer krævede en holistisk tilgang med internationalt samarbejde og udviskning af grænserne mellem de enkelte fagområder. Men når man ser på resultaterne i dag, må man desværre konstatere, at intentionerne ikke har fundet vej til implementeringen. Der tænkes stadig i siloer, og man forsøger stadig at løse de enkelte problemer hver for sig, og endda til tider i konkurrence med hinanden, som man i lille målestok blandt andet ser det i den hjemlige debat om, hvad der er vigtigst: urørt skov eller produktionsskov. Den første er til gavn for biodiversiteten på grund af de mange forskellige levesteder, og den anden er til gavn for klimaet på grund af det store co2-optag.
Integrerede løsninger for fremtiden
Men det er jo ikke et enten-eller, vi har brug for, men et både-og. Vi har i vores forvaltning af landskabet brug for integrerede løsninger, hvor både biodiversiteten og klimaet tilgodeses fra begyndelsen og ikke først kommer på som et plaster på såret, når man ellers har tilgodeset den ene fuldt ud.
Balancen mellem urørt skov og produktionsskov
Man kan diskutere fra nu og til dommedag, hvilke af de to skovtyper, der lagrer mest co2 og dermed er bedst for klimaet. Den ene vinder måske på kort sigt, mens den anden kan vinde på lang sigt. Og der er da heller ikke tvivl om, at vi får brug for store mængder produktionstræ i det bæredygtige byggeri, der på længere sigt skal erstatte meget betonbyggeri. Så selvfølgelig skal der være produktionsskov i et vist omfang. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | jun 29, 2017 | Biodiversitet, Dyreetik og velfærd, Natur og miljø
Rewilding er et begreb, der for alvor er ved at komme på dagsordenen i dansk naturforvaltning. Som følge heraf var det da også et centralt tema flere gange på Naturmødet i Hirtshals i maj. Men hvad er ”rewilding” egentlig? Det er ikke altid lige let at gennemskue. Den gængse definition er, at rewilding handler om at genetablere de biologiske processer i naturen, der gennem tiden har skabt forskellige naturtyper og dermed forudsætninger for artsdiversitet. Eller sagt med andre ord: at få mere vild natur ved hjælp af naturens egne virkemidler.
Store græssere som naturens redskaber
I praksis indebærer rewilding ofte genindførsel af store dyr som elge og hjorte, der er med til at forme naturen. Men det kan også være heste, kvæg eller får. Fælles for disse dyr er, at de er planteædere og på hver deres måde bearbejder vegetationen og jordbunden, så andre arter får bedre livsbetingelser. De skaber forudsætninger for lysåben skov og åbne enge. Et godt eksempel er genudsætningen af bæveren i Jylland og Nordsjælland, hvor denne “naturens ingeniør” ved at bygge dæmninger har genskabt vådområder og tyndet ud i skovbevoksninger – en indsats med stor betydning for forvaltningen af naturområder og bevarelse af biodiversitet.
Udfordringer og etiske dilemmaer
Men rewilding er ikke uden udfordringer. For at genskabe naturlige dynamikker i landskabet er det vigtigt, at mennesker ikke griber ind. Processerne skal finde deres egen balance for at opnå den største effekt. Væltede træer skal blive liggende og nedbrydes naturligt, og døde dyr skal forblive i landskabet, så ådselsædere som krager, biller og mikroorganismer kan drage nytte af dem. Men hvor går grænsen? Det er én ting at lade vilde dyr dø en naturlig død, men hvad nu, hvis det drejer sig om heste, køer eller andre domesticerede dyr, der er vant til menneskets beskyttelse? Er vi parate til at lade dem sulte i hårde vintermåneder og måske dø en smertefuld død for at bevare balancen? Eller er der et punkt, hvor vi må gribe ind – og dermed kompromittere rewildingens grundprincipper?
Rewilding og lovgivning – hvem har ansvaret?
Et andet vigtigt aspekt er lovgivningen. Hvilke regler skal gælde for dyr, der tidligere har været under menneskets varetægt, såsom heste, men som pludselig sættes ud i naturen? Har vi stadig et ansvar for dem, eller ophører det i det øjeblik, de bliver en del af den vilde natur? Disse spørgsmål er afgørende for, hvordan rewilding kan integreres i dansk naturforvaltning. Debatten er nu taget op i Det Dyreetiske Råd, men samtidig må rewilding også være en del af den bredere samfundsdebat. Vi skal sikre klare rammer for rewilding – for dyrenes skyld og for samfundets.
Dette indlæg er oprindeligt publiceret hos Dyreetisk Råd
Recent Comments