Lige før jul underskrev 196 lande den såkaldte Kunming-Montreal-aftale om, hvordan man kan vende biodiversitetskrisen, på samme måde som man i Paris-aftalen fra 2015 satte sig mål for, hvordan man kan vende klimakrisen. I aftalen har man sat sig en række overordnede mål for, hvordan man på globalt plan inden 2030 kan forbedre biodiversiteten, dels ved at bevare den eksisterende og dels ved at genetablere den, der er gået tabt.
Danmarks udfordringer med naturforvaltning
Der er tale om meget overordnede mål, og det bliver nu spændende at se, hvordan de enkelte lande vil udmønte disse mål i deres daglige naturforvaltning. Det gælder også Danmark, som igennem mange år har været rigtig dårlig til at passe på naturen, og som på en liste over, hvor gode EU-landene er til at passe på deres naturområder, ligger på en sørgelig næstsidsteplads. En uvant plads for os, som i vores egen selvforståelse går for at være meget grønne og forkæmpere for mere vild natur.
Behov for handling og sammenhæng med klimakrisen
Men med de nye, ambitiøse globale mål, som Danmark bakker op om, bliver vi nødt til at tage skeen i den anden hånd. Det mest markante mål er nok, at 30 procent af verdens land- og havområder skal være beskyttet allerede i 2030. Det er enormt ambitiøst og får nok svært ved at blive til virkelighed. Men det sender et klart signal til landene. Nu skal alle de fine taler omsættes til handling. Og det haster, hvis vi vil gøre os håb om at kunne stoppe nedgangen og få et bæredygtigt forhold til den natur, vi er så afhængige af. Og vi må ikke glemme, at får vi ikke løst biodiversitetskrisen, kan vi heller ikke løse klimakrisen. De to kriser hænger uløseligt sammen og skal løses samlet.
Danmarks bidrag til de globale mål
Selvom man ikke kan overføre de 30 procent beskyttet natur til alle lande i forholdet en til en, så bliver det en stor udfordring for Danmark at yde sit seriøse bidrag til det fælles mål. På nuværende tidspunkt er omkring 60 procent af Danmarks landareal dækket af landbrug, 15 procent er udlagt til byer og veje, og knap 15 procent ligger hen som skov, men mest som produktionsskov, der ikke er særlig spændende for biodiversiteten. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
