af Bengt Holst | jun 1, 2025 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Årets Naturmøde har fundet sin afslutning i Hirtshals, og de næsten 40.000 deltagere er kørt tilbage til deres egne lokalområder. Tilbage står mindet om endnu et succesfuldt folkemøde, hvor den danske natur har været diskuteret af fagfolk, politikere og lægmand over tre dage i stort set al slags vejr. Et udtryk for det demokrati, vi alle er en del af, og som vi skal være stolte af.
Konflikten om husdyr i naturen
Men Naturmødet viste også en anden side af den vigtige naturdebat, nemlig den polariserede debat, der er opstået omkring konceptet med at sætte typiske husdyr som heste og kvæg ud i naturen for at genindføre aktiviteter i naturen, der forsvandt med tidligere tiders store planteæderes uddøen for mange hundrede år siden. Problemet blev adresseret i en del af diskussionerne og fik endda også sin helt egen platform ved en diskussion arrangeret af forsknings- og innovationsvirksomheden SEGES.
Chikane og selvtægt mod dyreholderne
Baggrunden for diskussionen var en stigende grad af trusler og chikane imod mennesker, der arbejder med dyr, der går ude hele året rundt, samt direkte hærværk og selvtægt imod dyreholdene. Det, der startede som et rigtig godt koncept, både for dyrene og for naturen, er blevet en kampplads, hvor hårde skældsord, politianmeldelser, mobning og selvtægt gør livet surt for dyreholderne, og for nogles vedkommende endda ender med stressbetingede langtidssygemeldinger.
Det er selvfølgelig helt uacceptabelt og er ødelæggende for den demokratiske debat, der er nødvendig for at udvikle en sund naturforvaltning herhjemme. Begås der fejl i måden at holde dyr i naturen på, skal det selvfølgelig påtales og om nødvendigt sanktioneres. Det har vi myndighederne og vores retssystem til at tage sig af. Det retfærdiggør på ingen måde hverken selvtægt eller grov mobning, som i øvrigt i sig selv er ulovlige.
Negative konsekvenser for naturprojekter
Desværre har det vist sig, at den orkestrerede kamp imod dyreholderne, som i langt de fleste tilfælde har været ubegrundet, har medført, at nogen er blevet bange for at lade deres dyr indgå i den slags projekter, og hvad endnu værre er, at politikere, der tidligere var varme fortalere for konceptet, er blevet nervøse eller endda nu taler imod udsætning af de store planteædere i naturen. Det er rigtig ærgerligt, da det er et godt koncept og til fordel for både de dyr, der får muligheden for at udfolde langt mere naturlig adfærd end hvis de blev holdt i stald og på fold, og for naturen, der får langt flere levesteder for dyr og planter og dermed en større biodiversitet.
Og hvordan er vi kommet dertil? Som så ofte før har begge fløje i debatten en del af skylden. Overivrige fortalere for konceptet er uden tvivl gået for vidt i deres italesættelse af, hvad man kan udsætte dyrene for, mens de argeste modstandere har opbygget et fjendebillede, hvor udsætning af dyr i naturen er lig med dyremishandling. Og begge standpunkter har været giftige for debatten. En sund dialog er blevet til en skyttegravskrig, som kun kan skabe tabere.
En vej frem mod sund naturdebat
Vi har en dyrevelfærdslov herhjemme, som sætter rammerne for, hvordan man skal forholde sig, når man vil slippe heste og kvæg løs i den danske natur. Og dyrene er selvfølgelig valgt ud fra en liste over racer, der er robuste nok til at kunne trives året rundt i den danske natur. Så, er man interesseret i både artsrig natur og god dyrevelfærd, så lad os komme tilbage til den gode tone i debatten og få den dialog, der er nødvendig for at få det fine koncept implementeret på bedste vis, til fordel for både dyrene og naturen.
Dette indlæg er oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | mar 23, 2025 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv, Natursyn
Rågerne larmer, mågerne klatter på vores terrasse, skarverne tager ”fiskernes fisk”, og skaderne tager de små fugleunger. Helt naturlige aktiviteter, som må forventes i et land, hvor råger, måger, skarver og skader er helt almindelige arter. Men svaret fra vores side er alt for ofte ”skyd dem”. Vores tolerance over for de gener, naturen påfører os, er meget lille og står slet ikke mål med de glæder, den giver. For nylig kunne man endda læse i et anerkendt nyhedsbrev, at det nu var nødvendigt at regulere ulvebestanden herhjemme på grund af ”de store økonomiske konsekvenser”, den voksende ulvebestand allerede har haft for ”skovejere, der har betydelige indtægter fra jagt på bl.a. hjortevildt”.
Hvem ejer egentlig vildtet?
Især det sidste provokerede mig. For hvem siger, at hjortevildtet tilhører de folk, der har jagtretten til et stykke jord? Hjortevildtet går frit omkring i det danske landskab og opsøger de områder, der passer bedst til deres umiddelbare behov – uanset ejerforhold. Den gamle forordning fra 1660, hvorefter vildtet tilhørte kronen og kun måtte skydes af dem og deres følge, er jo for længe siden ophævet. Og i dag er vildtet ”bare” en del af naturen og indgår i naturens kredsløb, hvor nogen spiser andre. Og jægerne, de får da også deres del og kan skyde vildtet, hvor de har jagtret. Men de har på ingen måde eneret til dyrene. De må dele dem med naturens egne jægere – og med os andre, der blot vil nyde synet af dem. Så argumentet med, at ulve tager ”jægernes vildt” og dermed påfører dem et økonomisk tab, er helt forkert.
Vi skaber selv problemerne
Men tilbage til generne. Er vi virkelig kommet dertil, at bortskydning af den del af naturen, der generer os, er vores svar på en natur, der langsomt tilpasser sig det landskab, vi selv har skabt? Dyrene har jo ikke gjort noget galt. De lever bare det liv, de bedst kan under de givne vilkår, i skarp konkurrence med andre arter og med mennesket. Og vi har jo selv skabt betingelserne. Vi har skabt det agerland, der tiltrækker rågerne, og vi har skabt det fødegrundlag i byerne, der tiltrækker mågerne. Og hvad skaderne angår, så har de jo kronede dage i de mange tusind villahaver, der huser alskens småfugle og dermed også udgør et slaraffenland for skaderne i fuglenes yngletid, hvor æg og unger udgør en naturlig del af deres føde.
Vi må lære at leve med naturen
Så problemet ligger nok mere hos os mennesker, end det ligger hos de dyr, vi vil skyde bort. Der har med tiden indsneget sig en følelse af, at naturen er til for os, og at vi kan skære den til, så vi kun får de sjove og de hyggelige oplevelser, mens de mindre spændende kan elimineres. Men sådan hænger det ikke sammen. Vi har brug for naturen med alt, hvad dertil hører. Og ligesom naturen på bedst mulig vis tilpasser sig et liv sammen med os mennesker, så bliver vi også nødt til at tilpasse os naturen med de processer, der nu engang indgår i den. Vi kan ikke lave om på, at råger yngler i kolonier, og at de har en lidt kras stemme. Vi kan heller ikke lave om på, at alle dyr, inkl. fugle, skal af med deres affaldsstoffer i ny og næ, og at det for mågernes vedkommende ofte sker fra luften, ligesom vi heller ikke kan lave om på, at skarver lever af fisk, og at skader har en præference for æg og unger i fuglenes yngletid.
Så i stedet for at betragte det som gener, bør vi lære at betragte det hele som et bevis på, at verden er mangfoldig og fyldt med forskellige former for levende væsner, som skal leve side om side. Vi er en af arterne og skal nok lige lære at leve med naturen i stedet for imod naturen.
Dette indlæg er tidligere bragt i Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | feb 20, 2025 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv, Natursyn
Siden ulven kom tilbage til Danmark i 2012, har der været en stående debat om dens farlighed, og om der er plads til ulve i Danmark. Bølgerne har gået højt, og fronterne mellem tilhængere og modstandere af ulven har til tider været trukket hårdt op. Nu er debatten igen blusset op, efter at man har observeret ulve inde midt i Oksbøl by i Sydvestjylland – ikke blot en enkelt gang, men flere gange. Og så melder spørgsmålet sig selvfølgelig: Må man skyde ulve?
Ulven er totalfredet – men med undtagelser
Principielt er ulven totalfredet, ikke kun her i landet, men i hele EU. Kun under særlige omstændigheder gives der tilladelse til, at myndighederne kan regulere ulvebestanden eller bortskyde såkaldte ”problemulve”. Det store spørgsmål er så, hvornår disse særlige omstændigheder er til stede.
Er ulvepresset i Danmark stort nok?
Nogle peger på, at når ulve søger ind i byer, må det være, fordi bestanden er blevet så stor, at de ikke har mulighed for andet. Territorierne uden for byerne er besat, og derfor søger nogle ulve tættere på mennesker, end de normalt ville gøre. Der er dog intet, der tyder på, at vi er nået til det punkt endnu. Med maksimalt 80 ulve fordelt over det meste af Jylland, hvoraf halvdelen er unger fra sidste år, er territorierne næppe fyldt op. Med omkring 30 kilometer til nærmeste ulvepar – både mod øst og nord – og i godt ulveterræn, er ulveparret i Oksbøl næppe presset til at søge ind i byen.
Læs videre hos Kristeligt Dagblad
af Bengt Holst | aug 4, 2024 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Solen skinner, og bierne summer i blomsterne på engen foran terrassen. Børnene har travlt med at spise deres morgenmad, så de hurtigst muligt kan komme ud at lege og måske endda få en badetur.
En uventet gæst
Og så sker det – lille Peter opdager pludselig et par øjne, der stirrer på dem fra en nærliggende busk, og frem kommer en halvstor kattekilling, der på ingen måde viser frygt. Tværtimod.
Killingen bliver en del af familien
Så snart børnene sætter sig på hug for at kalde den til sig, kommer den nærmere og smyger sig op ad børnenes bare ben. Det er tydeligt, at den gerne vil nusses. Og børnene er ikke sene til at reagere på killingens tydelige signal.
”Nårrh, hvor er den sød,” og ”mor, den er sulten,” lyder det fra børnene, og mor henter straks en lille skål med mælk, som hun stiller foran killingen.
Menneskevant, som den er, giver killingen sig straks til at drikke, og snart er den helt integreret i den lille familie. Børnene elsker at lege med den, og forældrene bakker op om idyllen ved at give den mad og drikke hver dag. Ikke underligt at killingen bliver omkring huset og nyder godt af al opmærksomheden. Og ikke underligt, at den lille familie er bjergtaget af det lille kræ. For den er sød!
Når ferien slutter
Men på et tidspunkt slutter ferien, og så melder virkeligheden sig. Trods børnenes intense plagen, nægter forældrene at tage killingen med, når de efter en dejlig ferie drager hjem igen.
Børnene må sige farvel til deres legekammerat, og killingen overlades til sig selv. Pludselig er der ingen, der kommer med mad og mælk til den, og ingen, der holder øje med, om den har det godt.
En trist skæbne for sommerhuskatten
Den er helt alene og skal nu selv finde mad og i det hele taget finde sig til rette i en verden fyldt med konkurrenter, der på ingen måde er imødekommende over for den, som børnene var. Og når vinteren kommer, går den sandsynligvis til, enten af kulde eller af mangel på føde.
Sådan slutter mange sommerhuskatte deres korte liv, en afslutning, der kunne være undgået, hvis familien ikke havde taget katten til sig i de få uger, de var på ferie i området. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | okt 6, 2023 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Har du nogensinde prøvet at trække vejret gennem et sugerør, mens du holder dig for næsen? Hvis ikke, skulle du prøve det. Du vil hurtigt opdage, at du får åndenød, og hvis du forsøger at løbe, bliver det næsten umuligt at få luft. Det er nogenlunde sådan, flere hunderacer med flade snuder har det. Ønsket om at avle hunde med så korte næser som muligt har ført til racer som fransk bulldog og mops, hvor næseborene, mundhulen og svælget er så snævre, at hundene kæmper med at trække vejret. Alt sammen for at gøre dem “nuttede” i vores øjne. Men er det overhovedet acceptabelt at avle hunde – eller katte – med medfødte handicaps, der forhindrer dem i at leve et normalt liv, blot for at tilfredsstille menneskers ønsker?
Avl skal ikke føre til lidelse
Det Dyreetiske Råd mener klart, at dette ikke er acceptabelt. Avl kan være gavnlig, så længe den sikrer sunde dyr, der kan leve uden skavanker. Men når avl fokuserer på ekstreme fysiske træk, der direkte skader dyrene, nedsætter vi deres livskvalitet. I værste fald bliver vi ansvarlige for, at afkommet lever med smerte, varige mén og væsentlige ulemper – stik imod dyrevelfærdslovens § 2, der forpligter os til at beskytte dyr mod unødig lidelse. Spørgsmålet er, om vi virkelig er hundens bedste ven – eller blot ser os selv som det.
Årelang kritik uden effekt
Allerede i 1999 advarede Det Dyreetiske Råd i sin Udtalelse om avl af hunde og katte mod de negative konsekvenser af målrettet avl på udseende. Dengang anbefalede Rådet, at opdrættere, specialklubber og udstillingsdommere tog ansvar. Da ingen forbedring kunne spores, blev kritikken gentaget i 2008 med en skærpet opfordring til at indføre lovmæssige tiltag, hvis branchen ikke selv løste problemet. Siden har Rådet gentagne gange forsøgt at skabe mere opmærksomhed om problematikken – men uden væsentlig forandring. Hundene lider stadig.
Tid til handling – lovgivning som løsning
Derfor har Det Dyreetiske Råd nu sendt en opfordring til fødevareminister Jacob Jensen om at tage de nødvendige skridt. Allerede i 2014 blev der indført en mulighed for at fastsætte regler for avl af familie- og hobbydyr, men den er ikke blevet taget i brug. Rådet anerkender, at en sådan lovgivning kan være svær at håndhæve, men den vil sende et klart signal om, hvad vi som samfund accepterer. Andre lande med lignende lovgivning ser nu de første retssager på området, hvilket viser, at håndhævelse er mulig. Danmark bør følge trop og sikre regler, der ikke kun dækker hunde og katte, men også andre hobby- og familiedyr. Måske kan dette endda være begyndelsen på en bredere debat om avlsmål for landbrugsdyr, hvor dyrevelfærden ofte også tilsidesættes.
af Bengt Holst | jul 4, 2023 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Ved sidste års VM i ridesport vandt Danmark ikke mindre end ti medaljer, hvilket cementerer landets position som en af verdens bedste ridenationer. Det er en imponerende bedrift for et lille land som Danmark, og de mange medaljer har øget interessen for ridesport herhjemme. Men succesen bør også være anledning til at se sporten efter i sømmene. Det er en sport, hvor hestenes velfærd potentielt kan komme under et stort pres på grund af det høje ambitionsniveau og de mange penge, der er involveret.
Er hesten en ”glad atlet”?
Ridesporten har traditionelt fremstillet hesten som en ”glad atlet”, men i virkeligheden handler dens deltagelse alene om menneskers ambitioner. Modsat mennesker vælger heste ikke selv at deltage i elitesport, og de kan ikke selv sige fra. Derfor har både ryttere og organisationer et stort ansvar for at sikre, at sporten ikke går ud over hestenes velfærd. Selvom Dansk Rideforbund har etiske retningslinjer, der prioriterer hestens velfærd over ejerens og trænerens interesser, er reglerne kun så gode som deres implementering – og her halter det desværre ofte i praksis.
Kontrol, adfærdsforståelse og udstyr
Der er et stort behov for mere kontrol med skader og brug af fysisk og psykisk pres i ridesporten. Desuden bør ryttere og dommere have et større kendskab til hestens naturlige adfærd – særligt dens konfliktadfærd, der viser, hvornår hesten oplever ubehag. Kun præstationer, hvor hesten ikke udviser tegn på smerte eller stress, bør præmieres, uanset hvor teknisk dygtigt eller hurtigt den gennemfører en konkurrence.
Samtidig bør der være skærpet fokus på brugen af udstyr. Bid, sporer og pisk bør kun anvendes til vejledning og korrektion – aldrig som straf. Selvom dette princip anerkendes i teorien, er virkeligheden ofte en anden, når presset for at præstere sætter ind. Derfor bør kontrol før, under og efter konkurrencerne styrkes.
Nytænkning er nødvendig for ridesportens fremtid
Det Dyreetiske Råd har i sin Udtalelse om brug af heste til sport fremlagt en række anbefalinger, der kan forbedre hestevelfærden i ridesporten. Hvis sporten fortsat skal være bredt accepteret, og hvis den skal leve op til de etiske idealer, som Dansk Rideforbund selv har formuleret, kræver det nytænkning og konsekvent implementering af reglerne. Det gælder ikke kun ridesport, men også andre former for hestesport, hvor dyrevelfærden bør have førsteprioritet.
Indlæg oprindeligt publiceret hos Dyreetisk Råd
Recent Comments