Vores trang til at passe på sommerhuskatten er faktisk farlig for den

af Bengt Holst | aug 4, 2024 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv

Solen skinner, og bierne summer i blomsterne på engen foran terrassen. Børnene har travlt med at spise deres morgenmad, så de hurtigst muligt kan komme ud at lege og måske endda få en badetur.

En uventet gæst
Og så sker det – lille Peter opdager pludselig et par øjne, der stirrer på dem fra en nærliggende busk, og frem kommer en halvstor kattekilling, der på ingen måde viser frygt. Tværtimod.

Killingen bliver en del af familien
Så snart børnene sætter sig på hug for at kalde den til sig, kommer den nærmere og smyger sig op ad børnenes bare ben. Det er tydeligt, at den gerne vil nusses. Og børnene er ikke sene til at reagere på killingens tydelige signal.

”Nårrh, hvor er den sød,” og ”mor, den er sulten,” lyder det fra børnene, og mor henter straks en lille skål med mælk, som hun stiller foran killingen.

Menneskevant, som den er, giver killingen sig straks til at drikke, og snart er den helt integreret i den lille familie. Børnene elsker at lege med den, og forældrene bakker op om idyllen ved at give den mad og drikke hver dag. Ikke underligt at killingen bliver omkring huset og nyder godt af al opmærksomheden. Og ikke underligt, at den lille familie er bjergtaget af det lille kræ. For den er sød!

Når ferien slutter
Men på et tidspunkt slutter ferien, og så melder virkeligheden sig. Trods børnenes intense plagen, nægter forældrene at tage killingen med, når de efter en dejlig ferie drager hjem igen.

Børnene må sige farvel til deres legekammerat, og killingen overlades til sig selv. Pludselig er der ingen, der kommer med mad og mælk til den, og ingen, der holder øje med, om den har det godt.

En trist skæbne for sommerhuskatten
Den er helt alene og skal nu selv finde mad og i det hele taget finde sig til rette i en verden fyldt med konkurrenter, der på ingen måde er imødekommende over for den, som børnene var. Og når vinteren kommer, går den sandsynligvis til, enten af kulde eller af mangel på føde.

Sådan slutter mange sommerhuskatte deres korte liv, en afslutning, der kunne være undgået, hvis familien ikke havde taget katten til sig i de få uger, de var på ferie i området. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.

Hunden kaldes menneskets bedste ven – men gælder det modsatte også?

af Bengt Holst | okt 6, 2023 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv

Har du nogensinde prøvet at trække vejret gennem et sugerør, mens du holder dig for næsen? Hvis ikke, skulle du prøve det. Du vil hurtigt opdage, at du får åndenød, og hvis du forsøger at løbe, bliver det næsten umuligt at få luft. Det er nogenlunde sådan, flere hunderacer med flade snuder har det. Ønsket om at avle hunde med så korte næser som muligt har ført til racer som fransk bulldog og mops, hvor næseborene, mundhulen og svælget er så snævre, at hundene kæmper med at trække vejret. Alt sammen for at gøre dem “nuttede” i vores øjne. Men er det overhovedet acceptabelt at avle hunde – eller katte – med medfødte handicaps, der forhindrer dem i at leve et normalt liv, blot for at tilfredsstille menneskers ønsker?

Avl skal ikke føre til lidelse

Det Dyreetiske Råd mener klart, at dette ikke er acceptabelt. Avl kan være gavnlig, så længe den sikrer sunde dyr, der kan leve uden skavanker. Men når avl fokuserer på ekstreme fysiske træk, der direkte skader dyrene, nedsætter vi deres livskvalitet. I værste fald bliver vi ansvarlige for, at afkommet lever med smerte, varige mén og væsentlige ulemper – stik imod dyrevelfærdslovens § 2, der forpligter os til at beskytte dyr mod unødig lidelse. Spørgsmålet er, om vi virkelig er hundens bedste ven – eller blot ser os selv som det.

Årelang kritik uden effekt

Allerede i 1999 advarede Det Dyreetiske Råd i sin Udtalelse om avl af hunde og katte mod de negative konsekvenser af målrettet avl på udseende. Dengang anbefalede Rådet, at opdrættere, specialklubber og udstillingsdommere tog ansvar. Da ingen forbedring kunne spores, blev kritikken gentaget i 2008 med en skærpet opfordring til at indføre lovmæssige tiltag, hvis branchen ikke selv løste problemet. Siden har Rådet gentagne gange forsøgt at skabe mere opmærksomhed om problematikken – men uden væsentlig forandring. Hundene lider stadig.

Tid til handling – lovgivning som løsning

Derfor har Det Dyreetiske Råd nu sendt en opfordring til fødevareminister Jacob Jensen om at tage de nødvendige skridt. Allerede i 2014 blev der indført en mulighed for at fastsætte regler for avl af familie- og hobbydyr, men den er ikke blevet taget i brug. Rådet anerkender, at en sådan lovgivning kan være svær at håndhæve, men den vil sende et klart signal om, hvad vi som samfund accepterer. Andre lande med lignende lovgivning ser nu de første retssager på området, hvilket viser, at håndhævelse er mulig. Danmark bør følge trop og sikre regler, der ikke kun dækker hunde og katte, men også andre hobby- og familiedyr. Måske kan dette endda være begyndelsen på en bredere debat om avlsmål for landbrugsdyr, hvor dyrevelfærden ofte også tilsidesættes.

Brug for nytænkning i ridesport

af Bengt Holst | jul 4, 2023 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv

Ved sidste års VM i ridesport vandt Danmark ikke mindre end ti medaljer, hvilket cementerer landets position som en af verdens bedste ridenationer. Det er en imponerende bedrift for et lille land som Danmark, og de mange medaljer har øget interessen for ridesport herhjemme. Men succesen bør også være anledning til at se sporten efter i sømmene. Det er en sport, hvor hestenes velfærd potentielt kan komme under et stort pres på grund af det høje ambitionsniveau og de mange penge, der er involveret.

Er hesten en ”glad atlet”?

Ridesporten har traditionelt fremstillet hesten som en ”glad atlet”, men i virkeligheden handler dens deltagelse alene om menneskers ambitioner. Modsat mennesker vælger heste ikke selv at deltage i elitesport, og de kan ikke selv sige fra. Derfor har både ryttere og organisationer et stort ansvar for at sikre, at sporten ikke går ud over hestenes velfærd. Selvom Dansk Rideforbund har etiske retningslinjer, der prioriterer hestens velfærd over ejerens og trænerens interesser, er reglerne kun så gode som deres implementering – og her halter det desværre ofte i praksis.

Kontrol, adfærdsforståelse og udstyr

Der er et stort behov for mere kontrol med skader og brug af fysisk og psykisk pres i ridesporten. Desuden bør ryttere og dommere have et større kendskab til hestens naturlige adfærd – særligt dens konfliktadfærd, der viser, hvornår hesten oplever ubehag. Kun præstationer, hvor hesten ikke udviser tegn på smerte eller stress, bør præmieres, uanset hvor teknisk dygtigt eller hurtigt den gennemfører en konkurrence.

Samtidig bør der være skærpet fokus på brugen af udstyr. Bid, sporer og pisk bør kun anvendes til vejledning og korrektion – aldrig som straf. Selvom dette princip anerkendes i teorien, er virkeligheden ofte en anden, når presset for at præstere sætter ind. Derfor bør kontrol før, under og efter konkurrencerne styrkes.

Nytænkning er nødvendig for ridesportens fremtid

Det Dyreetiske Råd har i sin Udtalelse om brug af heste til sport fremlagt en række anbefalinger, der kan forbedre hestevelfærden i ridesporten. Hvis sporten fortsat skal være bredt accepteret, og hvis den skal leve op til de etiske idealer, som Dansk Rideforbund selv har formuleret, kræver det nytænkning og konsekvent implementering af reglerne. Det gælder ikke kun ridesport, men også andre former for hestesport, hvor dyrevelfærden bør have førsteprioritet.

Indlæg oprindeligt publiceret hos Dyreetisk Råd

Ridesport: Vi er blandt verdens bedste ridenationer, men det halter med dyreetikken

af Bengt Holst | apr 2, 2023 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv

Ved sidste års VM i ridesport blev det til ikke mindre end 10 danske medaljer, hvilket gør Danmark til en af verdens bedste ridenationer. De flotte resultater har øget interessen for ridesport herhjemme, men giver også anledning til at se sporten efter i sømmene. Dyreetik – dvs. hestenes velfærd kan nemlig komme under pres på grund af sportens høje ambitionsniveau og de mange penge, der er involveret.

Det Dyreetiske Råds rapport om hestevelfærd
Det Dyreetiske Råd har for nylig udgivet en rapport, der fokuserer på dressur og springridning, men som også er relevant for andre grene af ridesporten. Rapporten gør op med ideen om hesten som en ”glad atlet” og pointerer, at hestens deltagelse alene tjener menneskets interesser og ambitioner. Mens elitesport kan have store omkostninger for mennesker, er det selvvalgt, hvilket ikke gælder for hestene. Derfor har ryttere og organisationer et særligt ansvar for at sikre hestenes velfærd.

Etiske retningslinjer og deres implementering
Dansk Ride Forbund har udarbejdet etiske retningslinjer og et fælles reglement for ridesporten, hvor hestens velfærd skal prioriteres over trænerens, rytterens og ejerens interesser. Selvom intentionerne er gode, er der udfordringer med implementeringen. I praksis bliver de etiske principper ikke altid prioriteret tilstrækkeligt.

Fokus på skader og konfliktadfærd
Der er behov for større fokus på kontrol af skader samt forebyggelse af fysisk og psykisk vold før, under og efter konkurrencer. Øget viden om hestenes naturlige adfærd og konfliktadfærd er afgørende for at forstå deres reaktioner og sikre, at præstationer uden tegn på konfliktadfærd præmieres. Dette bør være en prioritet, så konkurrencer foregår med respekt for hestens velfærd. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.

Er naturen for barsk for dyrene?

af Bengt Holst | sep 4, 2022 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv

Alle levende organismer er gennem millioner af år blevet tilpasset en helt særlig levevis i de omgivelser, de nu engang lever i. Nogle arter er tilpasset et liv i træerne, andre i gange under jorden, og atter andre i vandet. Og i den finere ende af spektret har vi for eksempel blomster, der kun lader sig bestøve af specielle insekter, som så til gengæld er udformet, så de lige akkurat passer til blomsternes bestøvningsveje. Det er den udvikling, der har givet anledning til den artsmangfoldighed, vi har i dag. Og arterne trives under de forhold, de er udviklet under.

Husdyr og menneskelig påvirkning
Men så er der husdyrene, hvor vi mennesker har drevet udviklingen i bestemte retninger for at fremelske særlige egenskaber. Trives de også under de forhold, vi har placeret dem i? Vi har ofte en tendens til at se på husdyr som særlige arter, der er så godt tilpasset et liv i diverse staldmiljøer, at man ikke længere behøver at tage højde for deres oprindelige biologi.

Velfærd og biologiske egenskaber
I værste fald begynder vi endog at vurdere deres velfærd ud fra vores menneskelige normer – hvordan vi selv ville have det, hvis vi levede et liv som ko eller gris. Og intet kan være mere forkert. For selvom husdyrene på mange måder adskiller sig fra deres vilde forfædre og nuværende slægtninge, så har dyrene ikke mistet deres basale biologiske egenskaber. Og dem skal vi huske at tage højde for, når vi vurderer deres ”velfærd”.

Naturlig adfærd hos tamgrise
Studier af tamgrise, som sættes ud på friland, viser tydeligt, hvordan den naturlige adfærd ligger klar lige under overfladen, selv for grise, der i årtusinder har været holdt under meget restriktive forhold.

Studierne viste blandt andet, at grisene, når de fik muligheden, begyndte at bygge rede, som de gør i naturen. De valgte skråninger med lige akkurat den rette hældning, gravede en fordybning i jorden og byggede så selve reden af grene, blade og andre bløde materialer. En adfærd, man aldrig har set i husdyrbruget, fordi vi aldrig har givet dem muligheden for at udføre den, men som har ligget latent i grisenes biologi i tusinder af år. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.