Dyreetik og velfærd⎮Dyreliv

Brug for nytænkning i ridesport

af | 4. juli 2023

Danmark er blandt verdens bedste ridenationer, men ridesportens succes bør ikke ske på bekostning af hestenes velfærd. Bag medaljerne gemmer der sig et højt ambitionsniveau, der kan presse hestene både fysisk og psykisk. Det Dyreetiske Råd opfordrer til større fokus på hestevelfærd i sporten – fra bedre kontrol af udstyr til en ændret tilgang til, hvordan hestens præstationer vurderes.

Ved sidste års VM i ridesport vandt Danmark ikke mindre end ti medaljer, hvilket cementerer landets position som en af verdens bedste ridenationer. Det er en imponerende bedrift for et lille land som Danmark, og de mange medaljer har øget interessen for ridesport herhjemme. Men succesen bør også være anledning til at se sporten efter i sømmene. Det er en sport, hvor hestenes velfærd potentielt kan komme under et stort pres på grund af det høje ambitionsniveau og de mange penge, der er involveret.

Er hesten en ”glad atlet”?

Ridesporten har traditionelt fremstillet hesten som en ”glad atlet”, men i virkeligheden handler dens deltagelse alene om menneskers ambitioner. Modsat mennesker vælger heste ikke selv at deltage i elitesport, og de kan ikke selv sige fra. Derfor har både ryttere og organisationer et stort ansvar for at sikre, at sporten ikke går ud over hestenes velfærd. Selvom Dansk Rideforbund har etiske retningslinjer, der prioriterer hestens velfærd over ejerens og trænerens interesser, er reglerne kun så gode som deres implementering – og her halter det desværre ofte i praksis.

Kontrol, adfærdsforståelse og udstyr

Der er et stort behov for mere kontrol med skader og brug af fysisk og psykisk pres i ridesporten. Desuden bør ryttere og dommere have et større kendskab til hestens naturlige adfærd – særligt dens konfliktadfærd, der viser, hvornår hesten oplever ubehag. Kun præstationer, hvor hesten ikke udviser tegn på smerte eller stress, bør præmieres, uanset hvor teknisk dygtigt eller hurtigt den gennemfører en konkurrence.

Samtidig bør der være skærpet fokus på brugen af udstyr. Bid, sporer og pisk bør kun anvendes til vejledning og korrektion – aldrig som straf. Selvom dette princip anerkendes i teorien, er virkeligheden ofte en anden, når presset for at præstere sætter ind. Derfor bør kontrol før, under og efter konkurrencerne styrkes.

Nytænkning er nødvendig for ridesportens fremtid

Det Dyreetiske Råd har i sin Udtalelse om brug af heste til sport fremlagt en række anbefalinger, der kan forbedre hestevelfærden i ridesporten. Hvis sporten fortsat skal være bredt accepteret, og hvis den skal leve op til de etiske idealer, som Dansk Rideforbund selv har formuleret, kræver det nytænkning og konsekvent implementering af reglerne. Det gælder ikke kun ridesport, men også andre former for hestesport, hvor dyrevelfærden bør have førsteprioritet.

Indlæg oprindeligt publiceret hos Dyreetisk Råd

Flere skriverier

Reflektioner om tunfiskeri

Reflektioner om tunfiskeri

Er det OK at sætte kroge i levende fisk for så at bruge dem som madding for større fisk? Det spørgsmål er igen blevet aktuelt, efter at den blåfinnede tun er kommet tilbage i danske farvande og nu kan fanges i meget begrænset omfang af udvalgte lystfiskere og med en del restriktioner på, hvad man må gøre med fisken. Men fortsætter tunens fremgang, håber mange lystfiskere på en større kvote og færre restriktioner.

Læs mere

Kulturændring efterlyses

Kulturændring efterlyses

Der er brug for nytænkning i den danske svineproduktion. Det er et af hovedbudskaberne i den seneste rapport fra Det Dyreetiske Råd, der er et rådgivende organ under Fødevareministeren. Udtalelsen bygger på en grundig gennemgang af forholdene omkring den danske svineproduktion, både de eksisterende regelsæt og implementeringen af reglerne. Og konklusionen er klar. Eksisterende lovgivning er ikke tidssvarende og synes i visse tilfælde direkte at være i strid med dyrevelfærdsloven. Derudover er der tilfælde, hvor implementeringen af en ellers glimrende lov halter bagefter og ikke lever op til intentionerne i lovgivningen.

Læs mere

Naturen som kampplads

Naturen som kampplads

Det begyndte som en god idé til gavn for både dyr og biodiversitet, men er endt i en polariseret kampplads med chikane, trusler og politisk modvilje. Bengt Holst opfordrer til en genopretning af den konstruktive debat om udsætning af husdyr i naturen.

Læs mere