af Bengt Holst | sep 4, 2022 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Alle levende organismer er gennem millioner af år blevet tilpasset en helt særlig levevis i de omgivelser, de nu engang lever i. Nogle arter er tilpasset et liv i træerne, andre i gange under jorden, og atter andre i vandet. Og i den finere ende af spektret har vi for eksempel blomster, der kun lader sig bestøve af specielle insekter, som så til gengæld er udformet, så de lige akkurat passer til blomsternes bestøvningsveje. Det er den udvikling, der har givet anledning til den artsmangfoldighed, vi har i dag. Og arterne trives under de forhold, de er udviklet under.
Husdyr og menneskelig påvirkning
Men så er der husdyrene, hvor vi mennesker har drevet udviklingen i bestemte retninger for at fremelske særlige egenskaber. Trives de også under de forhold, vi har placeret dem i? Vi har ofte en tendens til at se på husdyr som særlige arter, der er så godt tilpasset et liv i diverse staldmiljøer, at man ikke længere behøver at tage højde for deres oprindelige biologi.
Velfærd og biologiske egenskaber
I værste fald begynder vi endog at vurdere deres velfærd ud fra vores menneskelige normer – hvordan vi selv ville have det, hvis vi levede et liv som ko eller gris. Og intet kan være mere forkert. For selvom husdyrene på mange måder adskiller sig fra deres vilde forfædre og nuværende slægtninge, så har dyrene ikke mistet deres basale biologiske egenskaber. Og dem skal vi huske at tage højde for, når vi vurderer deres ”velfærd”.
Naturlig adfærd hos tamgrise
Studier af tamgrise, som sættes ud på friland, viser tydeligt, hvordan den naturlige adfærd ligger klar lige under overfladen, selv for grise, der i årtusinder har været holdt under meget restriktive forhold.
Studierne viste blandt andet, at grisene, når de fik muligheden, begyndte at bygge rede, som de gør i naturen. De valgte skråninger med lige akkurat den rette hældning, gravede en fordybning i jorden og byggede så selve reden af grene, blade og andre bløde materialer. En adfærd, man aldrig har set i husdyrbruget, fordi vi aldrig har givet dem muligheden for at udføre den, men som har ligget latent i grisenes biologi i tusinder af år. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | jun 29, 2017 | Biodiversitet, Dyreetik og velfærd, Natur og miljø
Rewilding er et begreb, der for alvor er ved at komme på dagsordenen i dansk naturforvaltning. Som følge heraf var det da også et centralt tema flere gange på Naturmødet i Hirtshals i maj. Men hvad er ”rewilding” egentlig? Det er ikke altid lige let at gennemskue. Den gængse definition er, at rewilding handler om at genetablere de biologiske processer i naturen, der gennem tiden har skabt forskellige naturtyper og dermed forudsætninger for artsdiversitet. Eller sagt med andre ord: at få mere vild natur ved hjælp af naturens egne virkemidler.
Store græssere som naturens redskaber
I praksis indebærer rewilding ofte genindførsel af store dyr som elge og hjorte, der er med til at forme naturen. Men det kan også være heste, kvæg eller får. Fælles for disse dyr er, at de er planteædere og på hver deres måde bearbejder vegetationen og jordbunden, så andre arter får bedre livsbetingelser. De skaber forudsætninger for lysåben skov og åbne enge. Et godt eksempel er genudsætningen af bæveren i Jylland og Nordsjælland, hvor denne “naturens ingeniør” ved at bygge dæmninger har genskabt vådområder og tyndet ud i skovbevoksninger – en indsats med stor betydning for forvaltningen af naturområder og bevarelse af biodiversitet.
Udfordringer og etiske dilemmaer
Men rewilding er ikke uden udfordringer. For at genskabe naturlige dynamikker i landskabet er det vigtigt, at mennesker ikke griber ind. Processerne skal finde deres egen balance for at opnå den største effekt. Væltede træer skal blive liggende og nedbrydes naturligt, og døde dyr skal forblive i landskabet, så ådselsædere som krager, biller og mikroorganismer kan drage nytte af dem. Men hvor går grænsen? Det er én ting at lade vilde dyr dø en naturlig død, men hvad nu, hvis det drejer sig om heste, køer eller andre domesticerede dyr, der er vant til menneskets beskyttelse? Er vi parate til at lade dem sulte i hårde vintermåneder og måske dø en smertefuld død for at bevare balancen? Eller er der et punkt, hvor vi må gribe ind – og dermed kompromittere rewildingens grundprincipper?
Rewilding og lovgivning – hvem har ansvaret?
Et andet vigtigt aspekt er lovgivningen. Hvilke regler skal gælde for dyr, der tidligere har været under menneskets varetægt, såsom heste, men som pludselig sættes ud i naturen? Har vi stadig et ansvar for dem, eller ophører det i det øjeblik, de bliver en del af den vilde natur? Disse spørgsmål er afgørende for, hvordan rewilding kan integreres i dansk naturforvaltning. Debatten er nu taget op i Det Dyreetiske Råd, men samtidig må rewilding også være en del af den bredere samfundsdebat. Vi skal sikre klare rammer for rewilding – for dyrenes skyld og for samfundets.
Dette indlæg er oprindeligt publiceret hos Dyreetisk Råd
Recent Comments