”Se mor, en snegl”! Den lille pige sætter sig på hug på fortovet og rækker ud efter den lille havesnegl, der langsomt, men sikkert er på vej hen over fliserne. ”Ja, min skat, men NEJ, lad være med at røre den. Du får snavsede fingre”, var moderens prompte svar. Og straks trækker den lille pige fingrene til sig og rejser sig tøvende op, dog stadig med blikket stift rettet mod den lille snegl. Den åbenbare interesse for det levende væsen på fortovet er udskiftet med en gryende skepsis og en negativ fornemmelse af, hvad en snegl egentlig er.
Scenen udspillede sig i et villakvarter nord for København, men kunne lige så godt have været alle mulige andre steder i landet. Og episoden er desværre ikke enestående. Alt for ofte bliver børns medfødte nysgerrighed slået ned med bemærkninger som denne, og naturen bliver gjort ”farlig” eller ulækker. Og hvor er det dog synd. Det, der for barnet kunne blive starten på en spændende rejse ind i naturens verden og dermed også kunne være med til at starte et sundt forhold til naturen, bliver i stedet langsomt, men sikkert lagt i graven.
Det samme gælder i vores skolesystem, hvor det ikke ligefrem er nysgerrigheden, der belønnes. Der læses og skrives og regnes. Børnene får læselektier for og lærer at huske og bruge stoffet. Men alt for sjældent udfordrer man i mine øjne deres nysgerrighed og giver dem mulighed for selv at udforske verden på deres egne præmisser, lade dem frit opsøge den viden, som de nu engang interesserer sig for, eller lader dem pille, rode og rage i skovbunden for at se, hvad der mon gemmer sig nede i den sorte muld. Størstedelen af undervisningen er henlagt til skriften i bøgerne, hvor de ganske vist kan lære om, hvad der bør gemme sig i mulden, men ikke selv får mulighed for at undersøge det og få glæden af at ”finde”.
Som undskyldning for ikke at tage børnene ud af bøgernes greb og give dem mulighed for at gå på opdagelse i den virkelige verden er det ofte økonomien, der bringes i spil. Det er ”for dyrt”, både mandskabsmæssigt og transportmæssigt at køre børnene ud i skoven eller på stranden, hvor de kan få frit løb for deres nysgerrighed og få lov at ”finde” fremfor blot at ”læse” sig frem til viden. Men den holder ikke. For det første behøver man ikke at gå langt væk fra skolen, før man kan finde egnede steder til den slags – uanset hvor i landet man bor. En park, en rendesten, en skov, en strand eller blot et fortov. Der er muligheder overalt. Vi skal bare tænke ud af boksen, som man f.eks. gør i Videnskabsklubben, hvor børn får mulighed for at stifte bekendtskab med kemi, biodiversitet og andre naturvidenskabelige emner gennem oplevelser fremfor blot teoretisk læring. Og overordnet set er det i min optik meget dyrere ikke at gøre det. For ved ikke løbende at pirre børns nysgerrighed og vise dem, hvad de kan opnå ved at bruge den, eller endog straffer dem for at bruge den, så tager vi deres bedste våben til at klare sig i verden fra dem.
Nysgerrighed er en unik størrelse, vi skal værne om. Det er nysgerrigheden, der i naturen driver dyrenes overlevelse. De bruger deres medfødte nysgerrighed til at lære at klare sig i de omgivelser, de er kommet til verden i. De undersøger området for skjulesteder, flugtveje og ynglemuligheder, og de prøver nye foderemner af for at forbedre deres overlevelsesmuligheder. Dertil kommer så for mange af dyrene en vejledning fra forældrene eller gruppen, så de ikke gør samme fejl, som de gjorde og måske led under. Men selv dér sker læringen ved at pirre ungernes nysgerrighed. Forældredyrene viser ikke aktivt, hvad ungerne skal gøre, men udfører blot selv den pågældende adfærd. Og ungerne forsøger så at efterligne forældrene, drevet af deres nysgerrighed efter at prøve tingene af, og lærer på den måde at overleve i en kompleks verden.
Samme forhold til nysgerrighed, trangen til hele tiden at undersøge omgivelserne og accepten af at fejle i den proces, burde være langt mere udbredt, både i samfundet som helhed og i undervisningssystemet i særdeleshed. Vi er blevet for konforme i vores tilgang til viden, overvældet af den store mængde af viden, der allerede er tilgængelig. Men vi vil få langt mere viden, hvis vi holder op med at lægge låg på nysgerrigheden og i stedet understøtter den både med udfordrende aktiviteter og i den måde, vi evaluerer resultaterne på. Og her ligger endnu en bremseklods. Vores nuværende karaktersystem slår hårdt ned på fejl og giver ingen ekstra bonus for unik nysgerrighed. Det bør laves om, så eleverne, uanset uddannelsesniveau, ikke er bange for at spørge og prøve nye ting af med fare for at fejle. Tag vores nye nobelpristager, professor Morten Meldal, som eksempel. Han har selv fortalt, at han klarede sig relativt dårligt i skolen, blandt andet fordi han havde travlt med alt muligt andet end lektierne. Det må siges at være gået ham ret godt alligevel.
Og så skal vi voksne tage os selv i nakken og lade være med at være så bange for at give los, når børnene går i gang med at undersøge deres omgivelser. Ja, de kan meget vel blive beskidte. Og ja, de kan endda komme lettere til skade, men sjældent så slemt, at det giver varige men. Og ja, de kan fejle, hvad det så end vil sige. Men hvad så? Så må man jo bare prøve om igen, måske under vejledning og måske alene. Begge processer vil føre til nye erkendelser hos børnene og dermed gøre dem klogere. Men får de deres viden gennem egne oplevelser, så husker de dem langt bedre end hvis de blot læser om dem. Og endnu bedre – de kan få nogle kæmpe succesoplevelser, som giver dem styrke og mod til at fortsætte med at tilegne sig viden.
Selvfølgelig skal vi gribe ind, før ulykken sker. Fuldstændig som man ser i dyreverden, hvor især mødrene passer på, at ungerne ikke går i helt forkerte retninger. Men grænsen for indgriben ligger meget længere ude på usikkerhedens overdrev end i vores moderne verden, hvor vi griber ind alt for tidligt og dermed er med til at dræbe den medfødte nysgerrighed. Det er den grænse, vi skal have flyttet, ikke ved helt at fjerne sikkerhedsnettet, men ved i langt højere grad at acceptere nysgerrigheden som en drivende og udviklende kraft.
