Bjørn Harvig og jeg har en snak om Dian Fossey, også kaldet gorillakvinden, der betalte den ultimative pris for at beskytte bjerggorillaerne. Snakken er den seneste udsendelse i podcastserien “den Yderste Grænse”, der handler om mænd og kvinder, der går lige til grænsen for at opnå deres mål, og for nogle med livet som indsats.
Udgivet i HABITAT #24
Der skrives for tiden meget om naturen og om nødvendigheden af at bevare biodiversiteten, både lokalt og globalt. Og det er rigtig godt og på tide. Dyre- og plantearter forsvinder med skræmmende hast, og for at gøre ondt værre står vi midt i en klimakrise, der truer med at gøre problemerne endnu større og forandre naturen for altid.
I år skulle vi have vedtaget en ny biodiversitetskonvention, der sætter rammerne for den fremtidige globale indsats for bevarelse og genopretning af biodiversiteten. På grund af den globale covid-pandemi blev topmødet dog udsat til 2022, og de forberedende møder har måttet holdes virtuelt. Heldigvis er det dog lykkedes at få en EU biodiversitetsstrategi vedtaget, og det er jo et skridt i den rigtige retning. Faktisk er den nye EU biodiversitetsstrategi ret stærk og kan, hvis den gennemføres i samme ånd, som den er vedtaget, få stor effekt for den europæiske biodiversitet. Problemet er bare, at alle strategier og konventioner er åbne for tolkninger, når det kommer til implementering, og det er dér, jeg godt kan blive bekymret.
De vedtagne biodiversitetsmål fra den tidligere udgave af FN’s biodiversitetskonvention, de såkaldte Aichi targets, var gode og noget nær eviggyldige. Men ingen af dem blev nået, end ikke tæt på. Der er mange årsager til, at det gik så galt, og man kan håbe, at det dårlige resultat har åbnet alles øjne for, hvor vigtigt det er at følge op på de vedtagne mål, så de ikke blot bliver til fin snak, men også til reelle handlinger. Biodiversitet bevares ikke gennem intentioner og fine konventioner, men af handlinger, der udspringer af de skrevne ord.
Hvad skal der så til for, at den kommende biodiversitetskonvention ikke lander i samme syltekrukke, men bliver omsat til handling? Jeg skal her ikke komme med en gennemgribende politisk analyse af problematikken, men nøjes med at pege på et enkelt punkt, som jeg tror gennemsyrer hele den globale tilgang til biodiversiteten og lægger niveauet for politiske prioriteringer. Vi har en tendens til at tage naturen for givet og betragter den langt hen ad vejen som en luksusting – noget, man først tager sig af, når alle andre behov er opfyldt. Det gælder ikke mindst, når man skal prioritere mellem vækst og hensyn til naturen. Skal vi henlægge skov til produktionsskov eller biodiversitetsskov? Skal anlæggelse af infrastruktur automatisk have fortrinsret fremfor bevarelse eller genetablering af natur? Og skal hensyn til visse produktionsformer retfærdiggøre udryddelse af utallige dyrearter?
Ofte må man konstatere, at svaret på ovenstående spørgsmål bliver ”ja”, fordi man holder naturen op imod økonomi. Og i den sammenhæng bliver naturen altid den store taber. Kun i meget få tilfælde vil hensyn til naturen på kort sigt kunne matche den økonomi, der skabes af forskellige former for produktion og etablering af den infrastruktur, vi omgiver os med. Resultatet bliver, at den økonomisk mest givende løsning på kort sigt vælges, og at man så – måske – efterfølgende tilfører lidt naturhensyn til projektet for at vise, at man da ikke har glemt naturen. Naturen bliver et ”add on” fremfor en ligeværdig faktor i beslutningsprocessen.
Men er det virkelig den prioritering, vi ønsker? Og er den langtidsholdbar? Jeg tror det ikke. Vi glemmer at medtage i beregningerne, at naturen også har en værdi i sig selv – en værdi, som ikke direkte kan gøres op i kroner og ører, men som ikke desto mindre er vigtig for os selv og kommende generationer. Der er efterhånden utallige undersøgelser, der viser, at vi har brug for natur omkring os for at blive hele mennesker. Vi har brug for den for at have det godt. Senest har en svensk undersøgelse vist, at det at færdes i skoven både fysisk og psykisk er godt for vores helbred. En gruppe mennesker, der var udvalgt, fordi de var stærkt udmattet og dermed både fysisk og psykisk sårbare, blev jævnligt sendt skoven og fik lov at gå rundt på egen hånd. Man målte derefter puls og blodtryk hvert tiende minut, og begge faldt betydeligt. Samtidig viste det sig, at de blev bedre til at koncentrere sig, og efter nogle måneder var alle faldet hen i en indre ro med tid til fordybelse. Intet af dette kan umiddelbart måles økonomisk, men har ikke desto mindre stor værdi for os som mennesker og for samfundet som helhed. Og dette projekt er blot et enkelt blandt mange, der kommer frem til samme konklusion: Naturen har en gavnlig effekt på vores helbred og hjælper os med at finde ro i dagligdagen og dermed også at blive endnu mere effektive i alt, hvad vi gør. Hvis man er interesseret i at læse mere om det, kan man med fordel læse Peter Qvortrup Geislings bog ”Naturen på recept”, som blev udgivet af Gyldendal i 2017, og som giver en ganske udmærket oversigt over, hvad naturen betyder for os. Naturen skaber velfærd!
Naturen og alle dens muligheder betragtes dog som bløde værdier, der alt for ofte kommer til kort over for de hårde økonomiske værdier, der hersker i vores samfund. Og det her er ikke et frontalangreb på de økonomiske samfundsmodeller, der bruges i vores del af verden, eller globalt for den sags skyld, men en opfordring til at acceptere, at vi i vores politiske prioriteringer også skal tage højde for de såkaldt ”bløde værdier”, som i sidste ende former vores dagligdag, og betragte dem som ligeværdige med de økonomiske.
Vi kender også problemstillingen mange andre steder fra, når der skal tages beslutninger og eventuelt lovgives om vigtige emner. Hensynet til dyrevelfærd i produktionssystemer har i årenes løb lidt samme skæbne som naturen – dyrevelfærden har ofte været henvist til en add on, som man kunne tilføje, når man havde besluttet de store træk under hensyntagen til produktion og økonomi. Men ved at gøre det, har man indført en lappeløsning, hvor hensynet til dyrevelfærd ikke bliver integreret i den færdige løsning, men kommer som et plaster på såret for at afbøde nogle af de velfærdsmæssige problemer, de nye produktionsformer medfører. Og det er selvfølgelig ikke godt nok. Den rigtige måde at udvikle nye produktionsformer på er selvfølgelig at tage alle tre hovedhensyn, produktionshensyn, økonomihensyn og velfærdshensyn med fra start, så man kan finde den rette balance mellem de tre.
Ovenstående er ikke en bebrejdelse af fortiden, men en opfordring til at ændre kurs i fremtiden. Jeg arbejdede selv i lidt over 37 år i Zoologisk Have, København, og har set, hvordan tilsvarende mekanismer har været i spil. Da jeg startede som videnskabelig assistent i 1983, var adfærdsberigelse for dyrene et stort set ukendt begreb. Indretning til dyrene skete ud fra to andre vigtige hensyn, nemlig dyrenes fysiske sundhed (så sterilt som muligt for at undgå sygdomme) og deres ernæring. Det gav også god mening, da man indtil da havde haft svært ved at holde adskillige arter i live og derfor fokuserede på de mest nærliggende faktorer for overlevelsen, nemlig hygiejne og ernæring. Men med den øgede viden, man efterhånden havde, om dyrs psykiske velbefindende og dettes indvirkning på resten af deres helbred, var man nødt til at tage denne vigtige faktor med i betragtning, når man indrettede til dem og lagde pasningsplaner for dem. Altså begyndte man at indføre ”add ons” i form af at give dyrene et underlag, de kunne grave og rode i, skjule deres foder, så de skulle bruge tid på at finde det, fodre med hele kadavere fremfor udskåret kød osv., tiltag, som med ét går under betegnelsen ”adfærdsberigelse”. Men det var stadig noget, der kun blev gjort, når der var tid og kræfter til det, når alt andet var på plads. Og initiativet mødte dengang stor modstand. I dag er adfærdsberigelsen dog en helt integreret del af pasningen på linje med god hygiejne og sundt foder, og adfærdsberigelsen stikker lige så dybt i dyrepassernes sjæl som hygiejne og foder. Det er altså lykkedes at få den lidt blødere del af pasningen prioriteret lige så højt som den mere hårdtslående del, den del, der giver en umiddelbar effekt, hvis den ikke er i orden. Og på den måde har man opnået en langt sundere dyrebestand end man havde tidligere – en dyrebestand, der både fysisk og psykisk er i balance og kan indgå i naturbevarelsesprojekter, hvor det er nødvendigt.
Eksemplet fra Zoologisk Have kan selvfølgelig ikke måle sig med naturen som helhed. Men det indeholder de samme ingredienser, og det er et eksempel på, hvordan man, hvis viljen og erkendelsen er der, godt kan lave radikale ændringer i de benyttede værdisæt, og at man derigennem kan opnå langt bedre resultater, end hvis man bare lader stå til og gør, som man altid har gjort. I den stående naturdebat kunne jeg godt tænke mig noget lignende, at man gik op i helikopterperspektiv og så på naturens rolle uden bindinger til etablerede mekanismer og vaner. Naturen skal tages langt mere alvorligt end det er tilfældet i dag, selv om vi her i landet løbende ser gode tiltag såsom etablering af et antal naturnationalparker, hvor naturen er i fokus, fredninger til lands og til vands osv. Men vi må ikke lade det blive ved det. Det bør kun være en begyndelse, og først når naturen tillægges lige så stor værdi som værdien af økonomisk vækst i dagligdagens beslutninger, kan vi komme i mål med, hvad de fleste af os nok ønsker – nemlig at naturen får bedre forhold, og at vi kan give en endnu bedre natur videre til vores efterkommere, end vi har i dag.
”Se mor, en snegl”! Den lille pige sætter sig på hug på fortovet og rækker ud efter den lille havesnegl, der langsomt, men sikkert er på vej hen over fliserne. ”Ja, min skat, men NEJ, lad være med at røre den. Du får snavsede fingre”, var moderens prompte svar. Og straks trækker den lille pige fingrene til sig og rejser sig tøvende op, dog stadig med blikket stift rettet mod den lille snegl. Den åbenbare interesse for det levende væsen på fortovet er udskiftet med en gryende skepsis og en negativ fornemmelse af, hvad en snegl egentlig er.
Scenen udspillede sig i et villakvarter nord for København, men kunne lige så godt have været alle mulige andre steder i landet. Og episoden er desværre ikke enestående. Alt for ofte bliver børns medfødte nysgerrighed slået ned med bemærkninger som denne, og naturen bliver gjort ”farlig” eller ulækker. Og hvor er det dog synd. Det, der for barnet kunne blive starten på en spændende rejse ind i naturens verden og dermed også kunne være med til at starte et sundt forhold til naturen, bliver i stedet langsomt, men sikkert lagt i graven.
Det samme gælder i vores skolesystem, hvor det ikke ligefrem er nysgerrigheden, der belønnes. Der læses og skrives og regnes. Børnene får læselektier for og lærer at huske og bruge stoffet. Men alt for sjældent udfordrer man i mine øjne deres nysgerrighed og giver dem mulighed for selv at udforske verden på deres egne præmisser, lade dem frit opsøge den viden, som de nu engang interesserer sig for, eller lader dem pille, rode og rage i skovbunden for at se, hvad der mon gemmer sig nede i den sorte muld. Størstedelen af undervisningen er henlagt til skriften i bøgerne, hvor de ganske vist kan lære om, hvad der bør gemme sig i mulden, men ikke selv får mulighed for at undersøge det og få glæden af at ”finde”.
Som undskyldning for ikke at tage børnene ud af bøgernes greb og give dem mulighed for at gå på opdagelse i den virkelige verden er det ofte økonomien, der bringes i spil. Det er ”for dyrt”, både mandskabsmæssigt og transportmæssigt at køre børnene ud i skoven eller på stranden, hvor de kan få frit løb for deres nysgerrighed og få lov at ”finde” fremfor blot at ”læse” sig frem til viden. Men den holder ikke. For det første behøver man ikke at gå langt væk fra skolen, før man kan finde egnede steder til den slags – uanset hvor i landet man bor. En park, en rendesten, en skov, en strand eller blot et fortov. Der er muligheder overalt. Vi skal bare tænke ud af boksen, som man f.eks. gør i Videnskabsklubben, hvor børn får mulighed for at stifte bekendtskab med kemi, biodiversitet og andre naturvidenskabelige emner gennem oplevelser fremfor blot teoretisk læring. Og overordnet set er det i min optik meget dyrere ikke at gøre det. For ved ikke løbende at pirre børns nysgerrighed og vise dem, hvad de kan opnå ved at bruge den, eller endog straffer dem for at bruge den, så tager vi deres bedste våben til at klare sig i verden fra dem.
Nysgerrighed er en unik størrelse, vi skal værne om. Det er nysgerrigheden, der i naturen driver dyrenes overlevelse. De bruger deres medfødte nysgerrighed til at lære at klare sig i de omgivelser, de er kommet til verden i. De undersøger området for skjulesteder, flugtveje og ynglemuligheder, og de prøver nye foderemner af for at forbedre deres overlevelsesmuligheder. Dertil kommer så for mange af dyrene en vejledning fra forældrene eller gruppen, så de ikke gør samme fejl, som de gjorde og måske led under. Men selv dér sker læringen ved at pirre ungernes nysgerrighed. Forældredyrene viser ikke aktivt, hvad ungerne skal gøre, men udfører blot selv den pågældende adfærd. Og ungerne forsøger så at efterligne forældrene, drevet af deres nysgerrighed efter at prøve tingene af, og lærer på den måde at overleve i en kompleks verden.
Samme forhold til nysgerrighed, trangen til hele tiden at undersøge omgivelserne og accepten af at fejle i den proces, burde være langt mere udbredt, både i samfundet som helhed og i undervisningssystemet i særdeleshed. Vi er blevet for konforme i vores tilgang til viden, overvældet af den store mængde af viden, der allerede er tilgængelig. Men vi vil få langt mere viden, hvis vi holder op med at lægge låg på nysgerrigheden og i stedet understøtter den både med udfordrende aktiviteter og i den måde, vi evaluerer resultaterne på. Og her ligger endnu en bremseklods. Vores nuværende karaktersystem slår hårdt ned på fejl og giver ingen ekstra bonus for unik nysgerrighed. Det bør laves om, så eleverne, uanset uddannelsesniveau, ikke er bange for at spørge og prøve nye ting af med fare for at fejle. Tag vores nye nobelpristager, professor Morten Meldal, som eksempel. Han har selv fortalt, at han klarede sig relativt dårligt i skolen, blandt andet fordi han havde travlt med alt muligt andet end lektierne. Det må siges at være gået ham ret godt alligevel.
Og så skal vi voksne tage os selv i nakken og lade være med at være så bange for at give los, når børnene går i gang med at undersøge deres omgivelser. Ja, de kan meget vel blive beskidte. Og ja, de kan endda komme lettere til skade, men sjældent så slemt, at det giver varige men. Og ja, de kan fejle, hvad det så end vil sige. Men hvad så? Så må man jo bare prøve om igen, måske under vejledning og måske alene. Begge processer vil føre til nye erkendelser hos børnene og dermed gøre dem klogere. Men får de deres viden gennem egne oplevelser, så husker de dem langt bedre end hvis de blot læser om dem. Og endnu bedre – de kan få nogle kæmpe succesoplevelser, som giver dem styrke og mod til at fortsætte med at tilegne sig viden.
Selvfølgelig skal vi gribe ind, før ulykken sker. Fuldstændig som man ser i dyreverden, hvor især mødrene passer på, at ungerne ikke går i helt forkerte retninger. Men grænsen for indgriben ligger meget længere ude på usikkerhedens overdrev end i vores moderne verden, hvor vi griber ind alt for tidligt og dermed er med til at dræbe den medfødte nysgerrighed. Det er den grænse, vi skal have flyttet, ikke ved helt at fjerne sikkerhedsnettet, men ved i langt højere grad at acceptere nysgerrigheden som en drivende og udviklende kraft.
Seneste kommentarer