Aflivning af dyr i zoologiske haver

Aflivning af dyr i zoologiske haver

At tage liv er selvfølgelig en alvorlig ting. Men ikke desto mindre er det noget, der sker hver dag i dagens Danmark. Millioner af dyr bliver slagtet for at tilfredsstille vores efterspørgsel efter kød, og løbende bliver hunde, katte og andre kæledyr aflivet, enten fordi de er kommet til skade, er syge, eller bare er blevet i overskud. Det er almindeligt accepteret, og er en naturlig konsekvens af, at vi mennesker spiser kød, og at vi mennesker har taget dyr til os. Rådyr bliver skudt for at skabe balance i den natur, vi har taget til os, og som vi har et ansvar for at forvalte. Og mus og rotter bliver aflivet i massevis som såkaldte ”skadedyr”.

I Zoologisk Have tager vi også livet af dyr. Heste, geder, tilskadekomne dyr og dyr, der er blevet for gamle, bliver slagtet for at skaffe kød til de rovdyr, vi har taget ansvar for. Og enkelte dyr bliver aflivet, fordi de er blevet i overskud i forhold til den bestand, vi kan have i Zoo. I sagens natur er det begrænset, hvor mange af hver dyreart, vi kan have i Zoo. Selv når de indgår i internationale avlsprogrammer er pladsen begrænset, og vi må sammen med de andre zoologiske haver løbende regulere bestandene, så de i størrelse passer til den til rådighed værende plads. Det er det samme, der sker i de danske skove med rådyr, og i de svenske skove med vildsvin. Samtidig har vi et ansvar for, at vores dyrebestande er sunde, og at de løbende fornyes, så der også er sunde bestande om halvtreds og hundrede år. Det betyder, at bestandene løbende må fornyes gennem avl – nye generationer skal erstatte tidligere generationer. En konsekvens af dette er, at der til tider opstår overskud, som man så må forholde sig til.

Eksempel: Hvis man for at opretholde en sund og levedygtig bestand har brug for at have 100 dyr, så er det vigtigt, at disse hundrede dyr har den rette kønsfordeling og er genetisk sunde, dvs. ikke er ødelagt af indavl. Hvert år dør der nogle dyr, enten af alderdom, sygdom eller fordi de kommer til skade. Det er en naturlig dynamik. Men for at opretholde bestanden på hundrede dyr skal der så tilføres dyr, og det kan kun ske ved avl. Lad os f.eks. sige, at der ét år er døde 7 dyr, 3 hanner og 4 hunner. For at opretholde balancen i bestanden skal vi så sørge for, at der året efter tilføres det samme antal dyr med den samme kønsfordeling. Det gøres ved avl. Men man kan ikke bare klare det ved at lade 7 hunner yngle og så ”bestille” 3 hanner og 4 hunner. Det er langtfra sikkert, at alle 7 hunner overhovedet bliver drægtige. Og bliver de drægtige, er det langtfra sikkert, at de gennemfører drægtigheden og føder en unge hver. Og selv, hvis dette skulle ske, så er det ikke sikkert, at alle 7 unger overlever den første svære tid, og langtfra sikkert, at kønsfordelingen lige akkurat bliver, som vi ønsker, altså i dette tilfælde 3 hanner og 4 hunner. Så, for at være sikre på at have 3 hanner og 4 hunner til rådighed for den næste generation, bliver vi nødt til at lade flere hunner yngle og så håbe på, at der iblandt det afkom, der kommer ud af det, er i hvert fald 3 hanner og 4 hunner, som vi kan avle videre med.

Konsekvensen af dette er altså, at der uvægerligt bliver et overskud, som vi skal forholde os til. I mange tilfælde, vil vi kunne sende det til andre zoologiske haver, som står og mangler netop de individer. Men i nogle tilfælde, og især for arter, der yngler rigtig godt i zoologiske haver, så er det ikke muligt at sende dem andre steder hen. Det ville bare være at flytte problemet og påføre dem et overskud. I de tilfælde tager vi vores ansvar på os og afliver de dyr, der bliver i overskud, enten fordi de har en forkert genetisk sammensætning, eller fordi de er af forkert køn – eller blot fordi de er i overtal.

Aflivning af overskudsdyr er således ikke et resultat af at lade stå til, men en naturlig konsekvens af seriøs forvaltning af de dyrebestande, vi har med at gøre.

Derudover kommer så, at det er forkert at tage dyrenes yngleadfærd fra dem (hvis vi alligevel valgte at stoppe yngelen for at undgå overskud). Hvis vi forhindrer dem i at yngle med naturlige intervaller, fratager vi dem også en stor del af deres naturlige adfærd, og det vil betyde nedsat velfærd – blot fordi vi synes, vi ikke kan tage liv, som samfundet ellers gør dagligt i langt større grad end i zoologiske haver.

En anden mulighed ville være at bruge antikonception – stadig hvis vi trods problemet for fremtidige generationer, ønskede at begrænse avlen. Men man må ikke glemme, at brug af antikonception på ingen måde er uproblematisk. Dels påfører det dyrene nogle fysiologiske problemer, som vi ganske vist ikke ser udefra, men som har stor indflydelse på deres daglige liv (nyreproblemer, leverproblemer m.v.), og dels har det vist sig, at brugen af antikonception i mange tilfælde slet ikke er reversibel, som det er tilfældet hos os mennesker. Har man først brugt kemisk antikonception, svarende til p-piller hos os mennesker, så kommer frugtbarheden kun sjældent tilbage, når man holder op med at bruge det. Det er selvfølgelig problematisk for bestanden, da vi så reelt set kastrerer dyr og dermed nedsætter frugtbarheden i bestanden betydeligt og dermed ødelægger mulighederne for at have sunde bestande fremover.

Aflivning af dyr i zoologiske haver må således betragtes som et naturligt og nødvendigt værktøj i den løbende forvaltning af dyrebestanden, hvis man som mål har at have en sund dyrebestand ikke kun i nuet, men også mange år frem. Antalsmæssigt ligger aflivninger i zoologiske haver også langt under, hvad der ellers foregår i samfundet af tagen liv. At der er tale om eksotiske dyr og ikke ”bare” om produktionsdyr som grise og køer, bør ikke have nogen betydning for dette. Der er i alle tilfælde tale om, at man tager livet af sunde dyr. Men det sker med et seriøst formål – i landbruget for at skaffe mad på bordet og i zoologiske haver for at sikre sunde dyrebestande langt ud i fremtiden.