Publiceret som kronik i Jyllandsposten 17. november 2021

Der er blevet skrevet mangt og meget om de kommende naturnationalparker og ikke mindst om konceptet med at udsætte store planteædere som heste og kvæg for at genoprette og opretholde lysåbne områder. Mellem fagfolk har debatten fortrinsvis drejet sig om effekten af at have planteæderne til at forme landskabet, mens det i den generelle debat mere har været dyrevelfærden, der har stået for skud.

Desværre er den sunde debat med tiden blevet afløst af en bitter strid mellem forskellige fløje, og især inden for dyrevelfærdsdebatten har tonen antaget en uforsonlig tone, som fuldstændig skygger for den konstruktive debat. Personangreb og fake news har afløst faglige argumenter, og mange ellers konstruktive debattører har valgt at melde sig ud af debatten for ikke at blive svinet til eller få skudt holdninger i skoene, som de ikke går ind for.

Overordnet set må man selvfølgelig spørge sig selv, om det er dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt at sætte husdyr som heste og kreaturer ud i naturen med det formål at gøre naturen mere kompleks og give dyrene et mere naturligt liv. Det Dyreetiske Råd har i sin udtalelse fra 2018 om de dyreetiske og dyrevelfærdsmæssige aspekter ved brug af dyr til rewilding netop taget det spørgsmål op og konkluderer, at det godt lade sig gøre, forudsat at man tager højde for en række faktorer, som skal være opfyldt.

Først og fremmest skal man vælge robuste racer af heste og kvæg, som kan tåle at være ude i det danske vejr året rundt. Det indskrænker selvfølgelig mulighederne, men heldigvis er der allerede i eksisterende lovgivning taget højde for denne præmis, idet man har udpeget specifikke racer, som er tilpas robuste til at klare det danske klima. Det drejer sig f.eks. om shetlandsponyer og konikheste samt skotsk højlandskvæg og gallowaykvæg, som man i mange år har benyttet i naturplejeprojekter rundt omkring i landet, og som generelt er kendt for deres robusthed.

Dernæst skal man sikre sig, at området, dyrene skal sættes ud i, kan levere ”tørt leje”, læ for vind og vejr, adgang til frisk vand og ikke mindst tilstrækkelig med føde til, at dyrene ikke sulter. Især det sidste har givet anledning til meget debat, og nogle af modstanderne har sat lighedstegn mellem det at udsætte dyr i naturnationalparkerne og dyremishandling. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der skal være føde nok i området, både mængdemæssigt og kvalitetsmæssigt til, at dyrene kan opretholde livet på ordentlig vis hele året rundt. Det kan man opnå ved at tilpasse antallet af dyr til den tilgængelige føde i området – enten ved at reducere bestanden forud for den fødeknappe tid, eller ved at udtage dyr, der viser sig at have svært ved at klare sig, efterhånden som problemerne opstår. Eller både og. Og så skal man acceptere, at dyr fra naturens side er tilpasset sæsonvariationer og kan skifte til andre fødeemner, når det saftige græs er spist op – forudsat selvfølgelig, at de rette fødeemner er til stede.

Man vil i rewildingprojekter længst muligt undgå at tilskudsfodre dyrene, da man derved reducerer effekten af, at dyrene spiser af buske og grene, når der ikke er nok græs, og dermed er med til at opretholde de lysåbne arealer. Men skulle forholdene udvikle sig, så det ikke er nok at reducere dyrebestanden, bør man være parat til at tilskudsfodre for at undgå at dyrene kommer til at lide eller endog dø af sult. Hvis man når dertil, bør dyrene flyttes til en særligt indrettet fold uden for naturnationalparken, så dyrene ikke vænner sig til, at der fodres inde i parken. På den måde kan man tilgodese både ønsket om god naturpleje og hensynet til dyrenes velfærd.

Forudsætningen for, at man kan gennemføre den beskrevne adaptive forvaltning af dyrebestanden, er selvfølgelig, at man løbende tilser dyrene. Og dér rammer vi et andet ømt punkt i diskussionen. Hvor tit skal man tilse dyrene? I dyrevelfærdsloven står der, at heste skal tilses hver dag, mens kreaturer blot skal tilses ”jævnligt”. Der er ikke noget biologisk argument for at skelne mellem de to arter, og forskellen skyldes nok historikken i lovgivningen fremfor en faglig begrundelse. Det er da heller ikke realistisk at tilse hvert enkelt dyr dagligt på de store arealer. Det gør man heller ikke i dag i andre store indhegninger som f.eks. Dyrehaven nord for København. Men der skal føres ”jævnligt” tilsyn, som løbende tilpasses den aktuelle situation. F.eks. kan der være enkeltdyr, man bliver nødt til at holde ekstra øje med, eller perioder, hvor ekstra tilsyn vil være på sin plads. Det kan f.eks. være i perioder med ekstremt vejr eller i dyrenes yngleperioder, hvor dyrene har brug for ekstra næring. Det vigtige er, at man tilpasser tilsynet, så man kan nå at gribe ind i tide, hvis det begynder at gå den gale vej. Og da eventuel fødeknaphed ikke resulterer i akut afmagring, men virker over en længere periode, er et fast dagligt tilsyn heller ikke nødvendigt. Man kan godt opdage sultproblemer ved de ”jævnlige” tilsyn og dermed sikre, at dyrene ikke sulter.

En tredje anstødssten i den stående debat har været udtalelser om, at dyrene i naturnationalparkerne skal ”klare sig selv”, og at ”naturen må gå sin gang” uden menneskelig indgriben. Det er dog efter min mening umuligt at opnå i de danske naturnationalparker, da dyrene holdes under hegn og derfor ikke har de vilde dyrs fri bevægelighed. Hegnet er nødvendigt for at kunne opretholde en større dyretæthed i naturnationalparken end udenfor for derved at få den ønskede effekt på vegetationen, og for at beskytte de omgivende samfund mod skader forvoldt af dyrene, hvis de skulle søge ud af naturnationalparkerne. Med opsætning af hegn omkring naturnationalparkerne påtager vi mennesker os et ansvar for forvaltning på især tre niveauer:

• Genetisk for at undgå indavl, da dyr udefra ikke vil kunne tilvandre af sig selv.
• Demografisk for at opretholde en naturlig køns- og aldersfordeling i flokkene og dermed undgå unødige slåskampe.
• Fødemæssigt for at sikre, at dyrene altid har adgang til den nødvendige føde.

Derfor kan dyrebestandene i naturnationalparkerne aldrig blive selvopholdende, men er afhængige af løbende forvaltning udefra. Udsætningen af heste og kreaturer kan da heller ikke sammenlignes med genudsætning af truede dyrearter, der har til formål at genetablere levedygtige bestande af de pågældende dyrearter. I den slags bestande bliver dyrene nødt til at kunne leve på naturens præmisser og må undergå den naturlige selektion, der foregår i naturen. Men i naturnationalparkerne er der ikke tale om at genetablere bestande af truede dyrearter, men om at indføre dyr, der kan udføre de vigtige processer i naturen, som forsvandt med tabet af de tidligere vidt udbredte bestande af store planteædere. Der er således mere tale om etablering af en levende naturpleje end om genetablering af dyrebestande.

Desværre har man med brugen af begrebet ”rewilding” i naturnationalparkerne og en til tider stædig fastholdelse af rewildingbegrebets fokus på selvopholdende dyrebestande fået opbygget en indædt modstand mod udsætning af dyr i naturen for at genetablere og opretholde lysåben natur. Det er en skam for processen, og der er behov for en ændring af italesættelsen af den form for udsætninger. ”Naturpleje” er efter min mening et mere velegnet begreb, som glimrende beskriver årsagen til udsætning af dyrene, og som ikke rummer risiko for samme misforståelse omkring forvaltning af dyrebestandene, som ”rewilding-begrebet” giver anledning til.

O

Videnskabelig direktør i Zoologisk Have København, Bengt Holst, svarer her på debatindlægget fra XX bragt i Politikens netavis 17. april 2018 Hvis du virkelig elsker dyr, holder du dig langt fra zoologiske haver.

Bengt Holst kommentar er delt i to: først et par præciserende betragtninger om zoologiske haver og deres formål og dernæst svar på XXs kritikpunkter. For at give så præcise svar som muligt, er XXs synspunkter og spørgsmål trukket ud af artiklen og forsøgt besvaret enkeltvis.

Det overordnede formål med zoologiske haver er naturbevarelse. Målet nås gennem fire hovedaktiviteter:

• Skabe fascination for naturen

• Formidling om naturen (natursyn)

• Forskning

• In situ naturbevarelsesaktiviteter

Det, der gør zoologiske haver unikke på dette felt er, at vi bygger disse fire hovedaktiviteter på levende dyr, der fungerer som ambassadører for deres artsfæller i naturen. Det er der ingen andre, der gør, og derfor kan vi bidrage ganske særligt til naturbevarelse. Men for også at kunne udføre dette arbejde langt ud i fremtiden, 50 og 100 år fra nu, er det vigtigt, at vi forvalter vores dyrebestand ordentligt. Og det gælder på to planer:

• Individuelt – vi skal sørge for god velfærd for vores dyr.
• Bestandsmæssigt – vi skal sørge for at forvalte vores bestande, så de også er sunde og genetisk mangfoldige om 50 og 100 år. Derfor de internationale avlssamarbejder.

Det er i det lys, man skal se de seriøse zoologiske havers virke, og de rammer, vi arbejder under. Og så giver det jo sig selv, at for at kunne fascinere og lave god formidling, så skal vi sørge for, at dyrene har så gode udfoldelsesmuligheder som muligt. Ellers formidler vi en forkert historie og når derfor ikke vores mål. Så god velfærd og hensyn til dyrenes naturlige behov er absolut nødvendige faktorer i enhver zoodrift.

Der findes gode zoologiske haver og dårlige zoologiske haver. Og der er ingen tvivl om, at der på verdensplan er mange zoos, der ikke opfylder de krav, man bør stille til dem.

De videnskabeligt baserede zoos har et overordnet formål, og gør et stort arbejde for at tilgodese dyrenes behov mest muligt. For kun på den måde kan de jo leve op til deres formål, nemlig at medvirke aktivt til bevarelse af naturens mangfoldighed. Dels ved at skabe den fascination, der er forudsætning for, at man overhovedet ønsker at bevare naturen, og dels ved at deltage i internationale avlsprogrammer, der sørger for hele tiden at have sunde dyrebestande langt ud i fremtiden. Sunde dyrebestande som dels kan bruges til at studere dyrene for at få viden til at beskytte dem i naturen, og dels at kunne støtte de vilde populationer med genudsætninger hvis nødvendigt.

Endelig er det også værd at understrege, at seriøse zoologiske haver i dag samarbejder på ikke-kommercielle vilkår. Vi køber og sælger ikke dyr af hinanden, men udveksler dem frit på baggrund af, hvad der er bedst for bestandene. Alt sammen i lyset af det overordnede formål.

Kommentarer til de enkelte afsnit i XXs debatindlæg:

XX:

 … hvad med zoologiske haver? Fra et dyreetisk perspektiv er de umulige at forsvare. Det er dyremishandling, når dyr ikke behandles som levende væsner, og når de ikke beskyttes bedst muligt mod lidelse og angst. Og det gør de ikke i zoologiske haver. Her går man på kompromis med dyrevelfærden for at tjene penge.

Bengt Holst (BEH):

Dyrene i zoologiske haver behandles netop som levende væsner og med respekt for deres specifikke behov. Når vi indretter til dyr ser vi på, hvordan de lever i naturen og får derigennem identificeret de krav, de stiller til deres omgivelser (fysisk og socialt). Og på den baggrund indretter vi anlæg og indretter vores måde at holde dem på. Vi går netop IKKE på kompromis med dyrevelfærden, men tilstræber at tilgodese deres naturlige behov mest muligt. Vi ved godt, at vi aldrig vil kunne give dyrene forhold fuldstændig som i naturen, men vi kan komme ret langt, hvis vi som alle seriøse zoologiske haver bygger vores management på videnskab og ikke på mavefornemmelser eller romantiserede forestillinger om, hvordan dyrene tænker.

XX:

Et liv bag glas, tremmer og indhegning er ikke et liv for vilde dyr. For selvom dyrene aldrig har prøvet andet, strider et liv i fangenskab stadig mod deres natur. Den trange plads spænder ben for, at dyrene kan udleve deres instinkter. Jagt, vandringer over store afstande og et liv i flokke er uden for rækkevidde. Samtidig bliver de med jævne mellemrum solgt og byttet rundt mellem zoologiske haver. Også dette er en del af mishandlingen.

BEH:

Dyr går i anlæg, der er designet til at tage højde for deres adfærdsbehov, inkl. at de kan få den nødvendige motion. Men dyr har ikke noget specielt behov for at ”vandre”. De bevæger sig kun, hvis der er et formål med det. Alt andet ville udsætte dem for yderligere farer. Så, hvis vi bare sørger for, at dyrene har, hvad de skal bruge, og ikke er udsat for farer, så er der ingen grund for dem til at ”vandre”. Men de skal selvfølgelig kunne bevæge sig omkring for at få den nødvendige motion.

Og selvfølgelig er der en nedre grænse for, hvad der er acceptabelt i forhold til spørgsmålet om dyreanlæggenes størrelse. Men i en moderne zoologisk have er vi ikke nær denne grænse. Kvaliteten af anlægget (dvs. indretningen) er af langt større værdi end størrelsen. Det er indretningen, der giver dyrene de daglige udfordringer, som gør deres liv mere komplekst og udløser en stor del af deres naturlige adfærd. Personligt vil jeg hellere have et lille anlæg, der er godt indrettet, frem for et stort anlæg, der er dårligt indrettet (en indhegnet fodboldbane til en flok dødningehovedaber giver dem meget plads, men ikke store udfordringer. Tværtimod, de ville være skræmt til døde af det åbne område og krybe sammen i det ene hjørne. Men et lille anlæg med træer og buske, hvor de kan gemme sig og komme væk fra hinanden vil til fulde tilgodese deres adfærd og behov for tryghed).

XX:

Dyrene transporteres over store afstande, hvor larm, uro og uvante omgivelser stresser dem. Ombytningen sker uden at tage hensyn til de stærke bånd, dyr kan knytte til hinanden. Det er blandt andet tilfældet med elefanter, som er flokdyr, og som udviser medfølelse, sorg og altruisme.

BEH:

Det er rigtigt at dyr af og til transporteres over lange afstande. Men det er der i sig selv ikke noget problem i, så længe transporten foregår på ordentlige vilkår. Derfor har man internationale regler omkring den del. For hvert enkelt dyr sker det normalt kun en enkelt gang eller to i hele deres levetid, nemlig for at opfylde behovet for også at have en sund bestand langt ud i fremtiden. Og i den proces, hvor man bringer dyrene sammen for at få de bedst mulige ynglepar, tager man også højde for de sociale bånd. Det er noget af det, avlsprogrammerne sørger for.

XX:

Godt nok arbejder mange zoologiske hele tiden på at forbedre forholdene. De aktiverer dyrene og træner dem. Men stresset fra livet i rampelyset og de unaturlige forhold gør dyrene neurotiske. De gentager konstant deres bevægemønstre. Kedsomheden lyser ud af øjnene på dem. Det er ganske enkelt ikke muligt at sikre forhold, så isbjørne, giraffer, løver og andre vilde dyr kan opføre sig naturligt.

BEH:

Det er ikke rigtigt, at dyrene bliver neurotiske. Det er rigtigt, at nogle dyr har stereotypier, og dem skal man selvfølgelig arbejde specielt med for at få fjernet årsagerne til stereotypierne. Det drejer sig dog om få dyr, i hvert fald i de seriøse zoologiske haver, og man kan på ingen måde generalisere. Og når fdet forekommer, gør man desuden en stor indsats for at afhjælpe problemerne. Og der vil jo altid kunne opstå problemer, når man har med levende dyr at gøre, uanset om det drejer sig om zoo-dyr, kæledyr eller landbrugsdyr. Derfor har vi også en professionel stab af dyrepassere, dyrlæger og zoologer til at tage sig af dyrene, og vi bruger mange ressourcer på det vi i zoosprog kalder berigelse. Det vil kort sagt sige, at vi gør, hvad vi kan, for at give dyrene så mange udfordringer i dagligdagen som muligt,så defår en hverdag, der minder om den, de har i naturen.

XX:

Zoologiske haver berettiger deres eksistens med at indgå i internationale avlsprogrammer, der beskytter truede dyrearter. Det handler om naturbevarelse. Men Givskud Zoo informerer selv om, at kun en tredjedel af deres arter er truede i naturen. Dyr avles med andre ord til fangenskab og underholdning.

BEH:

Det er rigtigt, at en del af vores avlsprogrammer er med dyr, der ikke er direkte truet i naturen. Men det er jo ikke kun de truede dyr, der er spændene, og som skal bevares, det er også de andre. Derfor har vi avlsprogrammer for begge kategorier, så begge også findes om hundrede år. Samtidig er der også den ukendte faktor, at vi jo ikke ved, hvilke arter, der er truet i morgen. Og hvis vi først starter et avlsprogram for den art på det tidspunkt, så er det ofte for sent. Og for lige at slå det helt fast: dyr avles ikke til ”underholdning”, men til fascination!

XX:

Det er trist, at antallet af blandt andet næsehorn, elefanter og tigere er voldsomt nedadgående i naturen. Men det er mindst lige så trist at lade dyrene leve et liv bag lås og slå. Det er bedre at lade naturen gå sin gang, end at give dyrene et liv i fangenskab.

BEH:

Tja, det kan man jo mene. Men vores filosofi er, at det er os mennesker, der er hovedårsagen til mange arters tilbagegang. Så er det også vores ansvar at gøre, hvad vi kan for at vende denne tilbagegang. Og arbejdet i de seriøse zoos er et af midlerne til dette. Vi kan ikke stå alene. Men ved at arbejde tæt sammen med andre naturbevarelsesinstitutioner og projekter i felten, kan vi nå i hvert fald en del af vores mål. Og det er nu engang bedre end at kaste håndklædet i ringen og ”lade naturen gå sin gang”. Det er jo netop ikke naturen, der går sin gang, men menneskets fremfærd, der afstedkommer problemerne.

XX:

De senere år har rejsebureauer i en jævn strøm meldt ud, at de har fjernet rideture på elefanter, klapning af tigre og udflugter med andre former for dyremishandling fra deres rejseanbefalinger. Det er glædeligt, at danskerne er blevet mere bevidste om at undgå dyremishandling, når de tager ud at rejse. Men det gør det blot endnu mere ufatteligt, at mange lukker øjnene for den åbenlyse mistrivsel, der finder sted lige for næsen af dem i hjemlige zoologiske haver.

BEH:

Der er meget stor forskel på disse cirkuslignende tiltag og seriøse zoologiske haver. Zoos tager selvfølgelig afstand fra udnyttelse af dyrene på den måde! Vi lægger netop vægt på at vise dyrene med respekt for, hvad de er, og ikke for hvad vi kan gøre dem til. Og når vi træner dyrene, er det ikke for at lave cirkusnumre med dem, men for at kunne foretage diverse undersøgelser af dem, f.eks. tandeftersyn, og tage blodprøver uden at stresse dem.

XX:

Men vi skal have større samvittighed på dyreområdet. Det får vi ved at ændre vores måde at tænke på. Vilde dyr skal ikke komme til os – vi skal komme til dem. Den rige biodiversitet skal opleves på en naturlig måde.

BEH:

Men hvor mange har mulighed for at komme ud til de mange eksotiske rejsemål? Alternativet er, at de ikke oplever den fantastiske mangfoldighed, som dyreverden består af, og at de dermed heller ikke får noget forhold til den. Har man ikke noget forhold til naturen, så tager man heller ikke ansvar. Og dermed ødelægger vi fundamentet for naturbevarelse.

Bengt Holst 18 APR 2018

Her kan du læse om mit syn på natur og vores forhold til dyrene.

Dyr skal respekteres for, hvad de er, og ikke hvad vi kan gøre dem til. Arterne er hver især unikke foreløbige slutprodukter af en millionårig udviklingsproces, og vi kan ikke tillade os bare at lade dem forsvinde på grund af vores egen grådighed.

Alle dyr, store som små, har en fantastisk historie at fortælle, blot vi sætter os ind i deres biologi.

Hver eneste art har en værdi i sig selv. De skal ikke værdisættes i forhold til, hvad de kan tilføre os mennesker. Vi skal lade være med at betragte naturen som en luksusting, som vi kun tager hensyn til, hvis der er overskud til det. Vi er selv en del af naturen og er afhængig af den på alle måder.

Jeg tror, vi alle har et behov for at have natur omkring os. Det er ikke noget, vi tænker på til daglig, fordi det er en selvfølge. Men der er selvfølgelig en årsag til, at vi går i skoven eller på stranden, når vi går tur, eller at vi anskaffer os levende dyr eller har potteplanter i vinduet. Det er fordi vi har en basal trang til at have noget levende omkring os.

Jeg tror ikke på nogen ”gud”. Men jeg tror på naturens enorme kraft – ikke som et væsen, som vil os det godt eller skidt, men som en kraft, der er langt større end os, og som er den drivende kraft i alt, hvad der foregår. En kraft, vi bliver nødt til at respektere. En kraft, vi blot er en lillebitte del af.

Og i forlængelse heraf mine tanker, som jeg så tit har tænkt, når jeg har siddet i alperne sammen med mine døtre og set ud over bjergene: Dejligt at tænke på, at uanset hvad der sker med os, uanset, hvad vi gør ved naturen, så vil bjergene bestå. De vil alt andet lige også være der om hundredetusind år, ja millioner af år – lang tid efter, at vi mennesker er forsvundet fra kloden.