Bjørn Harvig og jeg har en snak om Dian Fossey, også kaldet gorillakvinden, der betalte den ultimative pris for at beskytte bjerggorillaerne. Snakken er den seneste udsendelse i podcastserien “den Yderste Grænse”, der handler om mænd og kvinder, der går lige til grænsen for at opnå deres mål, og for nogle med livet som indsats.
Udgivet i HABITAT #24
Der skrives for tiden meget om naturen og om nødvendigheden af at bevare biodiversiteten, både lokalt og globalt. Og det er rigtig godt og på tide. Dyre- og plantearter forsvinder med skræmmende hast, og for at gøre ondt værre står vi midt i en klimakrise, der truer med at gøre problemerne endnu større og forandre naturen for altid.
I år skulle vi have vedtaget en ny biodiversitetskonvention, der sætter rammerne for den fremtidige globale indsats for bevarelse og genopretning af biodiversiteten. På grund af den globale covid-pandemi blev topmødet dog udsat til 2022, og de forberedende møder har måttet holdes virtuelt. Heldigvis er det dog lykkedes at få en EU biodiversitetsstrategi vedtaget, og det er jo et skridt i den rigtige retning. Faktisk er den nye EU biodiversitetsstrategi ret stærk og kan, hvis den gennemføres i samme ånd, som den er vedtaget, få stor effekt for den europæiske biodiversitet. Problemet er bare, at alle strategier og konventioner er åbne for tolkninger, når det kommer til implementering, og det er dér, jeg godt kan blive bekymret.
De vedtagne biodiversitetsmål fra den tidligere udgave af FN’s biodiversitetskonvention, de såkaldte Aichi targets, var gode og noget nær eviggyldige. Men ingen af dem blev nået, end ikke tæt på. Der er mange årsager til, at det gik så galt, og man kan håbe, at det dårlige resultat har åbnet alles øjne for, hvor vigtigt det er at følge op på de vedtagne mål, så de ikke blot bliver til fin snak, men også til reelle handlinger. Biodiversitet bevares ikke gennem intentioner og fine konventioner, men af handlinger, der udspringer af de skrevne ord.
Hvad skal der så til for, at den kommende biodiversitetskonvention ikke lander i samme syltekrukke, men bliver omsat til handling? Jeg skal her ikke komme med en gennemgribende politisk analyse af problematikken, men nøjes med at pege på et enkelt punkt, som jeg tror gennemsyrer hele den globale tilgang til biodiversiteten og lægger niveauet for politiske prioriteringer. Vi har en tendens til at tage naturen for givet og betragter den langt hen ad vejen som en luksusting – noget, man først tager sig af, når alle andre behov er opfyldt. Det gælder ikke mindst, når man skal prioritere mellem vækst og hensyn til naturen. Skal vi henlægge skov til produktionsskov eller biodiversitetsskov? Skal anlæggelse af infrastruktur automatisk have fortrinsret fremfor bevarelse eller genetablering af natur? Og skal hensyn til visse produktionsformer retfærdiggøre udryddelse af utallige dyrearter?
Ofte må man konstatere, at svaret på ovenstående spørgsmål bliver ”ja”, fordi man holder naturen op imod økonomi. Og i den sammenhæng bliver naturen altid den store taber. Kun i meget få tilfælde vil hensyn til naturen på kort sigt kunne matche den økonomi, der skabes af forskellige former for produktion og etablering af den infrastruktur, vi omgiver os med. Resultatet bliver, at den økonomisk mest givende løsning på kort sigt vælges, og at man så – måske – efterfølgende tilfører lidt naturhensyn til projektet for at vise, at man da ikke har glemt naturen. Naturen bliver et ”add on” fremfor en ligeværdig faktor i beslutningsprocessen.
Men er det virkelig den prioritering, vi ønsker? Og er den langtidsholdbar? Jeg tror det ikke. Vi glemmer at medtage i beregningerne, at naturen også har en værdi i sig selv – en værdi, som ikke direkte kan gøres op i kroner og ører, men som ikke desto mindre er vigtig for os selv og kommende generationer. Der er efterhånden utallige undersøgelser, der viser, at vi har brug for natur omkring os for at blive hele mennesker. Vi har brug for den for at have det godt. Senest har en svensk undersøgelse vist, at det at færdes i skoven både fysisk og psykisk er godt for vores helbred. En gruppe mennesker, der var udvalgt, fordi de var stærkt udmattet og dermed både fysisk og psykisk sårbare, blev jævnligt sendt skoven og fik lov at gå rundt på egen hånd. Man målte derefter puls og blodtryk hvert tiende minut, og begge faldt betydeligt. Samtidig viste det sig, at de blev bedre til at koncentrere sig, og efter nogle måneder var alle faldet hen i en indre ro med tid til fordybelse. Intet af dette kan umiddelbart måles økonomisk, men har ikke desto mindre stor værdi for os som mennesker og for samfundet som helhed. Og dette projekt er blot et enkelt blandt mange, der kommer frem til samme konklusion: Naturen har en gavnlig effekt på vores helbred og hjælper os med at finde ro i dagligdagen og dermed også at blive endnu mere effektive i alt, hvad vi gør. Hvis man er interesseret i at læse mere om det, kan man med fordel læse Peter Qvortrup Geislings bog ”Naturen på recept”, som blev udgivet af Gyldendal i 2017, og som giver en ganske udmærket oversigt over, hvad naturen betyder for os. Naturen skaber velfærd!
Naturen og alle dens muligheder betragtes dog som bløde værdier, der alt for ofte kommer til kort over for de hårde økonomiske værdier, der hersker i vores samfund. Og det her er ikke et frontalangreb på de økonomiske samfundsmodeller, der bruges i vores del af verden, eller globalt for den sags skyld, men en opfordring til at acceptere, at vi i vores politiske prioriteringer også skal tage højde for de såkaldt ”bløde værdier”, som i sidste ende former vores dagligdag, og betragte dem som ligeværdige med de økonomiske.
Vi kender også problemstillingen mange andre steder fra, når der skal tages beslutninger og eventuelt lovgives om vigtige emner. Hensynet til dyrevelfærd i produktionssystemer har i årenes løb lidt samme skæbne som naturen – dyrevelfærden har ofte været henvist til en add on, som man kunne tilføje, når man havde besluttet de store træk under hensyntagen til produktion og økonomi. Men ved at gøre det, har man indført en lappeløsning, hvor hensynet til dyrevelfærd ikke bliver integreret i den færdige løsning, men kommer som et plaster på såret for at afbøde nogle af de velfærdsmæssige problemer, de nye produktionsformer medfører. Og det er selvfølgelig ikke godt nok. Den rigtige måde at udvikle nye produktionsformer på er selvfølgelig at tage alle tre hovedhensyn, produktionshensyn, økonomihensyn og velfærdshensyn med fra start, så man kan finde den rette balance mellem de tre.
Ovenstående er ikke en bebrejdelse af fortiden, men en opfordring til at ændre kurs i fremtiden. Jeg arbejdede selv i lidt over 37 år i Zoologisk Have, København, og har set, hvordan tilsvarende mekanismer har været i spil. Da jeg startede som videnskabelig assistent i 1983, var adfærdsberigelse for dyrene et stort set ukendt begreb. Indretning til dyrene skete ud fra to andre vigtige hensyn, nemlig dyrenes fysiske sundhed (så sterilt som muligt for at undgå sygdomme) og deres ernæring. Det gav også god mening, da man indtil da havde haft svært ved at holde adskillige arter i live og derfor fokuserede på de mest nærliggende faktorer for overlevelsen, nemlig hygiejne og ernæring. Men med den øgede viden, man efterhånden havde, om dyrs psykiske velbefindende og dettes indvirkning på resten af deres helbred, var man nødt til at tage denne vigtige faktor med i betragtning, når man indrettede til dem og lagde pasningsplaner for dem. Altså begyndte man at indføre ”add ons” i form af at give dyrene et underlag, de kunne grave og rode i, skjule deres foder, så de skulle bruge tid på at finde det, fodre med hele kadavere fremfor udskåret kød osv., tiltag, som med ét går under betegnelsen ”adfærdsberigelse”. Men det var stadig noget, der kun blev gjort, når der var tid og kræfter til det, når alt andet var på plads. Og initiativet mødte dengang stor modstand. I dag er adfærdsberigelsen dog en helt integreret del af pasningen på linje med god hygiejne og sundt foder, og adfærdsberigelsen stikker lige så dybt i dyrepassernes sjæl som hygiejne og foder. Det er altså lykkedes at få den lidt blødere del af pasningen prioriteret lige så højt som den mere hårdtslående del, den del, der giver en umiddelbar effekt, hvis den ikke er i orden. Og på den måde har man opnået en langt sundere dyrebestand end man havde tidligere – en dyrebestand, der både fysisk og psykisk er i balance og kan indgå i naturbevarelsesprojekter, hvor det er nødvendigt.
Eksemplet fra Zoologisk Have kan selvfølgelig ikke måle sig med naturen som helhed. Men det indeholder de samme ingredienser, og det er et eksempel på, hvordan man, hvis viljen og erkendelsen er der, godt kan lave radikale ændringer i de benyttede værdisæt, og at man derigennem kan opnå langt bedre resultater, end hvis man bare lader stå til og gør, som man altid har gjort. I den stående naturdebat kunne jeg godt tænke mig noget lignende, at man gik op i helikopterperspektiv og så på naturens rolle uden bindinger til etablerede mekanismer og vaner. Naturen skal tages langt mere alvorligt end det er tilfældet i dag, selv om vi her i landet løbende ser gode tiltag såsom etablering af et antal naturnationalparker, hvor naturen er i fokus, fredninger til lands og til vands osv. Men vi må ikke lade det blive ved det. Det bør kun være en begyndelse, og først når naturen tillægges lige så stor værdi som værdien af økonomisk vækst i dagligdagens beslutninger, kan vi komme i mål med, hvad de fleste af os nok ønsker – nemlig at naturen får bedre forhold, og at vi kan give en endnu bedre natur videre til vores efterkommere, end vi har i dag.
Publiceret som kronik i Jyllandsposten 17. november 2021
Der er blevet skrevet mangt og meget om de kommende naturnationalparker og ikke mindst om konceptet med at udsætte store planteædere som heste og kvæg for at genoprette og opretholde lysåbne områder. Mellem fagfolk har debatten fortrinsvis drejet sig om effekten af at have planteæderne til at forme landskabet, mens det i den generelle debat mere har været dyrevelfærden, der har stået for skud.
Desværre er den sunde debat med tiden blevet afløst af en bitter strid mellem forskellige fløje, og især inden for dyrevelfærdsdebatten har tonen antaget en uforsonlig tone, som fuldstændig skygger for den konstruktive debat. Personangreb og fake news har afløst faglige argumenter, og mange ellers konstruktive debattører har valgt at melde sig ud af debatten for ikke at blive svinet til eller få skudt holdninger i skoene, som de ikke går ind for.
Overordnet set må man selvfølgelig spørge sig selv, om det er dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt at sætte husdyr som heste og kreaturer ud i naturen med det formål at gøre naturen mere kompleks og give dyrene et mere naturligt liv. Det Dyreetiske Råd har i sin udtalelse fra 2018 om de dyreetiske og dyrevelfærdsmæssige aspekter ved brug af dyr til rewilding netop taget det spørgsmål op og konkluderer, at det godt lade sig gøre, forudsat at man tager højde for en række faktorer, som skal være opfyldt.
Først og fremmest skal man vælge robuste racer af heste og kvæg, som kan tåle at være ude i det danske vejr året rundt. Det indskrænker selvfølgelig mulighederne, men heldigvis er der allerede i eksisterende lovgivning taget højde for denne præmis, idet man har udpeget specifikke racer, som er tilpas robuste til at klare det danske klima. Det drejer sig f.eks. om shetlandsponyer og konikheste samt skotsk højlandskvæg og gallowaykvæg, som man i mange år har benyttet i naturplejeprojekter rundt omkring i landet, og som generelt er kendt for deres robusthed.
Dernæst skal man sikre sig, at området, dyrene skal sættes ud i, kan levere ”tørt leje”, læ for vind og vejr, adgang til frisk vand og ikke mindst tilstrækkelig med føde til, at dyrene ikke sulter. Især det sidste har givet anledning til meget debat, og nogle af modstanderne har sat lighedstegn mellem det at udsætte dyr i naturnationalparkerne og dyremishandling. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der skal være føde nok i området, både mængdemæssigt og kvalitetsmæssigt til, at dyrene kan opretholde livet på ordentlig vis hele året rundt. Det kan man opnå ved at tilpasse antallet af dyr til den tilgængelige føde i området – enten ved at reducere bestanden forud for den fødeknappe tid, eller ved at udtage dyr, der viser sig at have svært ved at klare sig, efterhånden som problemerne opstår. Eller både og. Og så skal man acceptere, at dyr fra naturens side er tilpasset sæsonvariationer og kan skifte til andre fødeemner, når det saftige græs er spist op – forudsat selvfølgelig, at de rette fødeemner er til stede.
Man vil i rewildingprojekter længst muligt undgå at tilskudsfodre dyrene, da man derved reducerer effekten af, at dyrene spiser af buske og grene, når der ikke er nok græs, og dermed er med til at opretholde de lysåbne arealer. Men skulle forholdene udvikle sig, så det ikke er nok at reducere dyrebestanden, bør man være parat til at tilskudsfodre for at undgå at dyrene kommer til at lide eller endog dø af sult. Hvis man når dertil, bør dyrene flyttes til en særligt indrettet fold uden for naturnationalparken, så dyrene ikke vænner sig til, at der fodres inde i parken. På den måde kan man tilgodese både ønsket om god naturpleje og hensynet til dyrenes velfærd.
Forudsætningen for, at man kan gennemføre den beskrevne adaptive forvaltning af dyrebestanden, er selvfølgelig, at man løbende tilser dyrene. Og dér rammer vi et andet ømt punkt i diskussionen. Hvor tit skal man tilse dyrene? I dyrevelfærdsloven står der, at heste skal tilses hver dag, mens kreaturer blot skal tilses ”jævnligt”. Der er ikke noget biologisk argument for at skelne mellem de to arter, og forskellen skyldes nok historikken i lovgivningen fremfor en faglig begrundelse. Det er da heller ikke realistisk at tilse hvert enkelt dyr dagligt på de store arealer. Det gør man heller ikke i dag i andre store indhegninger som f.eks. Dyrehaven nord for København. Men der skal føres ”jævnligt” tilsyn, som løbende tilpasses den aktuelle situation. F.eks. kan der være enkeltdyr, man bliver nødt til at holde ekstra øje med, eller perioder, hvor ekstra tilsyn vil være på sin plads. Det kan f.eks. være i perioder med ekstremt vejr eller i dyrenes yngleperioder, hvor dyrene har brug for ekstra næring. Det vigtige er, at man tilpasser tilsynet, så man kan nå at gribe ind i tide, hvis det begynder at gå den gale vej. Og da eventuel fødeknaphed ikke resulterer i akut afmagring, men virker over en længere periode, er et fast dagligt tilsyn heller ikke nødvendigt. Man kan godt opdage sultproblemer ved de ”jævnlige” tilsyn og dermed sikre, at dyrene ikke sulter.
En tredje anstødssten i den stående debat har været udtalelser om, at dyrene i naturnationalparkerne skal ”klare sig selv”, og at ”naturen må gå sin gang” uden menneskelig indgriben. Det er dog efter min mening umuligt at opnå i de danske naturnationalparker, da dyrene holdes under hegn og derfor ikke har de vilde dyrs fri bevægelighed. Hegnet er nødvendigt for at kunne opretholde en større dyretæthed i naturnationalparken end udenfor for derved at få den ønskede effekt på vegetationen, og for at beskytte de omgivende samfund mod skader forvoldt af dyrene, hvis de skulle søge ud af naturnationalparkerne. Med opsætning af hegn omkring naturnationalparkerne påtager vi mennesker os et ansvar for forvaltning på især tre niveauer:
Derfor kan dyrebestandene i naturnationalparkerne aldrig blive selvopholdende, men er afhængige af løbende forvaltning udefra. Udsætningen af heste og kreaturer kan da heller ikke sammenlignes med genudsætning af truede dyrearter, der har til formål at genetablere levedygtige bestande af de pågældende dyrearter. I den slags bestande bliver dyrene nødt til at kunne leve på naturens præmisser og må undergå den naturlige selektion, der foregår i naturen. Men i naturnationalparkerne er der ikke tale om at genetablere bestande af truede dyrearter, men om at indføre dyr, der kan udføre de vigtige processer i naturen, som forsvandt med tabet af de tidligere vidt udbredte bestande af store planteædere. Der er således mere tale om etablering af en levende naturpleje end om genetablering af dyrebestande.
Desværre har man med brugen af begrebet ”rewilding” i naturnationalparkerne og en til tider stædig fastholdelse af rewildingbegrebets fokus på selvopholdende dyrebestande fået opbygget en indædt modstand mod udsætning af dyr i naturen for at genetablere og opretholde lysåben natur. Det er en skam for processen, og der er behov for en ændring af italesættelsen af den form for udsætninger. ”Naturpleje” er efter min mening et mere velegnet begreb, som glimrende beskriver årsagen til udsætning af dyrene, og som ikke rummer risiko for samme misforståelse omkring forvaltning af dyrebestandene, som ”rewilding-begrebet” giver anledning til.
O
”Se mor, en snegl”! Den lille pige sætter sig på hug på fortovet og rækker ud efter den lille havesnegl, der langsomt, men sikkert er på vej hen over fliserne. ”Ja, min skat, men NEJ, lad være med at røre den. Du får snavsede fingre”, var moderens prompte svar. Og straks trækker den lille pige fingrene til sig og rejser sig tøvende op, dog stadig med blikket stift rettet mod den lille snegl. Den åbenbare interesse for det levende væsen på fortovet er udskiftet med en gryende skepsis og en negativ fornemmelse af, hvad en snegl egentlig er.
Scenen udspillede sig i et villakvarter nord for København, men kunne lige så godt have været alle mulige andre steder i landet. Og episoden er desværre ikke enestående. Alt for ofte bliver børns medfødte nysgerrighed slået ned med bemærkninger som denne, og naturen bliver gjort ”farlig” eller ulækker. Og hvor er det dog synd. Det, der for barnet kunne blive starten på en spændende rejse ind i naturens verden og dermed også kunne være med til at starte et sundt forhold til naturen, bliver i stedet langsomt, men sikkert lagt i graven.
Det samme gælder i vores skolesystem, hvor det ikke ligefrem er nysgerrigheden, der belønnes. Der læses og skrives og regnes. Børnene får læselektier for og lærer at huske og bruge stoffet. Men alt for sjældent udfordrer man i mine øjne deres nysgerrighed og giver dem mulighed for selv at udforske verden på deres egne præmisser, lade dem frit opsøge den viden, som de nu engang interesserer sig for, eller lader dem pille, rode og rage i skovbunden for at se, hvad der mon gemmer sig nede i den sorte muld. Størstedelen af undervisningen er henlagt til skriften i bøgerne, hvor de ganske vist kan lære om, hvad der bør gemme sig i mulden, men ikke selv får mulighed for at undersøge det og få glæden af at ”finde”.
Som undskyldning for ikke at tage børnene ud af bøgernes greb og give dem mulighed for at gå på opdagelse i den virkelige verden er det ofte økonomien, der bringes i spil. Det er ”for dyrt”, både mandskabsmæssigt og transportmæssigt at køre børnene ud i skoven eller på stranden, hvor de kan få frit løb for deres nysgerrighed og få lov at ”finde” fremfor blot at ”læse” sig frem til viden. Men den holder ikke. For det første behøver man ikke at gå langt væk fra skolen, før man kan finde egnede steder til den slags – uanset hvor i landet man bor. En park, en rendesten, en skov, en strand eller blot et fortov. Der er muligheder overalt. Vi skal bare tænke ud af boksen, som man f.eks. gør i Videnskabsklubben, hvor børn får mulighed for at stifte bekendtskab med kemi, biodiversitet og andre naturvidenskabelige emner gennem oplevelser fremfor blot teoretisk læring. Og overordnet set er det i min optik meget dyrere ikke at gøre det. For ved ikke løbende at pirre børns nysgerrighed og vise dem, hvad de kan opnå ved at bruge den, eller endog straffer dem for at bruge den, så tager vi deres bedste våben til at klare sig i verden fra dem.
Nysgerrighed er en unik størrelse, vi skal værne om. Det er nysgerrigheden, der i naturen driver dyrenes overlevelse. De bruger deres medfødte nysgerrighed til at lære at klare sig i de omgivelser, de er kommet til verden i. De undersøger området for skjulesteder, flugtveje og ynglemuligheder, og de prøver nye foderemner af for at forbedre deres overlevelsesmuligheder. Dertil kommer så for mange af dyrene en vejledning fra forældrene eller gruppen, så de ikke gør samme fejl, som de gjorde og måske led under. Men selv dér sker læringen ved at pirre ungernes nysgerrighed. Forældredyrene viser ikke aktivt, hvad ungerne skal gøre, men udfører blot selv den pågældende adfærd. Og ungerne forsøger så at efterligne forældrene, drevet af deres nysgerrighed efter at prøve tingene af, og lærer på den måde at overleve i en kompleks verden.
Samme forhold til nysgerrighed, trangen til hele tiden at undersøge omgivelserne og accepten af at fejle i den proces, burde være langt mere udbredt, både i samfundet som helhed og i undervisningssystemet i særdeleshed. Vi er blevet for konforme i vores tilgang til viden, overvældet af den store mængde af viden, der allerede er tilgængelig. Men vi vil få langt mere viden, hvis vi holder op med at lægge låg på nysgerrigheden og i stedet understøtter den både med udfordrende aktiviteter og i den måde, vi evaluerer resultaterne på. Og her ligger endnu en bremseklods. Vores nuværende karaktersystem slår hårdt ned på fejl og giver ingen ekstra bonus for unik nysgerrighed. Det bør laves om, så eleverne, uanset uddannelsesniveau, ikke er bange for at spørge og prøve nye ting af med fare for at fejle. Tag vores nye nobelpristager, professor Morten Meldal, som eksempel. Han har selv fortalt, at han klarede sig relativt dårligt i skolen, blandt andet fordi han havde travlt med alt muligt andet end lektierne. Det må siges at være gået ham ret godt alligevel.
Og så skal vi voksne tage os selv i nakken og lade være med at være så bange for at give los, når børnene går i gang med at undersøge deres omgivelser. Ja, de kan meget vel blive beskidte. Og ja, de kan endda komme lettere til skade, men sjældent så slemt, at det giver varige men. Og ja, de kan fejle, hvad det så end vil sige. Men hvad så? Så må man jo bare prøve om igen, måske under vejledning og måske alene. Begge processer vil føre til nye erkendelser hos børnene og dermed gøre dem klogere. Men får de deres viden gennem egne oplevelser, så husker de dem langt bedre end hvis de blot læser om dem. Og endnu bedre – de kan få nogle kæmpe succesoplevelser, som giver dem styrke og mod til at fortsætte med at tilegne sig viden.
Selvfølgelig skal vi gribe ind, før ulykken sker. Fuldstændig som man ser i dyreverden, hvor især mødrene passer på, at ungerne ikke går i helt forkerte retninger. Men grænsen for indgriben ligger meget længere ude på usikkerhedens overdrev end i vores moderne verden, hvor vi griber ind alt for tidligt og dermed er med til at dræbe den medfødte nysgerrighed. Det er den grænse, vi skal have flyttet, ikke ved helt at fjerne sikkerhedsnettet, men ved i langt højere grad at acceptere nysgerrigheden som en drivende og udviklende kraft.
Videnskabelig direktør i Zoologisk Have København, Bengt Holst, svarer her på debatindlægget fra XX bragt i Politikens netavis 17. april 2018 Hvis du virkelig elsker dyr, holder du dig langt fra zoologiske haver.
Bengt Holst kommentar er delt i to: først et par præciserende betragtninger om zoologiske haver og deres formål og dernæst svar på XXs kritikpunkter. For at give så præcise svar som muligt, er XXs synspunkter og spørgsmål trukket ud af artiklen og forsøgt besvaret enkeltvis.
Det overordnede formål med zoologiske haver er naturbevarelse. Målet nås gennem fire hovedaktiviteter:
Det, der gør zoologiske haver unikke på dette felt er, at vi bygger disse fire hovedaktiviteter på levende dyr, der fungerer som ambassadører for deres artsfæller i naturen. Det er der ingen andre, der gør, og derfor kan vi bidrage ganske særligt til naturbevarelse. Men for også at kunne udføre dette arbejde langt ud i fremtiden, 50 og 100 år fra nu, er det vigtigt, at vi forvalter vores dyrebestand ordentligt. Og det gælder på to planer:
Det er i det lys, man skal se de seriøse zoologiske havers virke, og de rammer, vi arbejder under. Og så giver det jo sig selv, at for at kunne fascinere og lave god formidling, så skal vi sørge for, at dyrene har så gode udfoldelsesmuligheder som muligt. Ellers formidler vi en forkert historie og når derfor ikke vores mål. Så god velfærd og hensyn til dyrenes naturlige behov er absolut nødvendige faktorer i enhver zoodrift.
Der findes gode zoologiske haver og dårlige zoologiske haver. Og der er ingen tvivl om, at der på verdensplan er mange zoos, der ikke opfylder de krav, man bør stille til dem.
De videnskabeligt baserede zoos har et overordnet formål, og gør et stort arbejde for at tilgodese dyrenes behov mest muligt. For kun på den måde kan de jo leve op til deres formål, nemlig at medvirke aktivt til bevarelse af naturens mangfoldighed. Dels ved at skabe den fascination, der er forudsætning for, at man overhovedet ønsker at bevare naturen, og dels ved at deltage i internationale avlsprogrammer, der sørger for hele tiden at have sunde dyrebestande langt ud i fremtiden. Sunde dyrebestande som dels kan bruges til at studere dyrene for at få viden til at beskytte dem i naturen, og dels at kunne støtte de vilde populationer med genudsætninger hvis nødvendigt.
Endelig er det også værd at understrege, at seriøse zoologiske haver i dag samarbejder på ikke-kommercielle vilkår. Vi køber og sælger ikke dyr af hinanden, men udveksler dem frit på baggrund af, hvad der er bedst for bestandene. Alt sammen i lyset af det overordnede formål.
Kommentarer til de enkelte afsnit i XXs debatindlæg:
XX:
… hvad med zoologiske haver? Fra et dyreetisk perspektiv er de umulige at forsvare. Det er dyremishandling, når dyr ikke behandles som levende væsner, og når de ikke beskyttes bedst muligt mod lidelse og angst. Og det gør de ikke i zoologiske haver. Her går man på kompromis med dyrevelfærden for at tjene penge.
Bengt Holst (BEH):
Dyrene i zoologiske haver behandles netop som levende væsner og med respekt for deres specifikke behov. Når vi indretter til dyr ser vi på, hvordan de lever i naturen og får derigennem identificeret de krav, de stiller til deres omgivelser (fysisk og socialt). Og på den baggrund indretter vi anlæg og indretter vores måde at holde dem på. Vi går netop IKKE på kompromis med dyrevelfærden, men tilstræber at tilgodese deres naturlige behov mest muligt. Vi ved godt, at vi aldrig vil kunne give dyrene forhold fuldstændig som i naturen, men vi kan komme ret langt, hvis vi som alle seriøse zoologiske haver bygger vores management på videnskab og ikke på mavefornemmelser eller romantiserede forestillinger om, hvordan dyrene tænker.
XX:
Et liv bag glas, tremmer og indhegning er ikke et liv for vilde dyr. For selvom dyrene aldrig har prøvet andet, strider et liv i fangenskab stadig mod deres natur. Den trange plads spænder ben for, at dyrene kan udleve deres instinkter. Jagt, vandringer over store afstande og et liv i flokke er uden for rækkevidde. Samtidig bliver de med jævne mellemrum solgt og byttet rundt mellem zoologiske haver. Også dette er en del af mishandlingen.
BEH:
Dyr går i anlæg, der er designet til at tage højde for deres adfærdsbehov, inkl. at de kan få den nødvendige motion. Men dyr har ikke noget specielt behov for at ”vandre”. De bevæger sig kun, hvis der er et formål med det. Alt andet ville udsætte dem for yderligere farer. Så, hvis vi bare sørger for, at dyrene har, hvad de skal bruge, og ikke er udsat for farer, så er der ingen grund for dem til at ”vandre”. Men de skal selvfølgelig kunne bevæge sig omkring for at få den nødvendige motion.
Og selvfølgelig er der en nedre grænse for, hvad der er acceptabelt i forhold til spørgsmålet om dyreanlæggenes størrelse. Men i en moderne zoologisk have er vi ikke nær denne grænse. Kvaliteten af anlægget (dvs. indretningen) er af langt større værdi end størrelsen. Det er indretningen, der giver dyrene de daglige udfordringer, som gør deres liv mere komplekst og udløser en stor del af deres naturlige adfærd. Personligt vil jeg hellere have et lille anlæg, der er godt indrettet, frem for et stort anlæg, der er dårligt indrettet (en indhegnet fodboldbane til en flok dødningehovedaber giver dem meget plads, men ikke store udfordringer. Tværtimod, de ville være skræmt til døde af det åbne område og krybe sammen i det ene hjørne. Men et lille anlæg med træer og buske, hvor de kan gemme sig og komme væk fra hinanden vil til fulde tilgodese deres adfærd og behov for tryghed).
XX:
Dyrene transporteres over store afstande, hvor larm, uro og uvante omgivelser stresser dem. Ombytningen sker uden at tage hensyn til de stærke bånd, dyr kan knytte til hinanden. Det er blandt andet tilfældet med elefanter, som er flokdyr, og som udviser medfølelse, sorg og altruisme.
BEH:
Det er rigtigt at dyr af og til transporteres over lange afstande. Men det er der i sig selv ikke noget problem i, så længe transporten foregår på ordentlige vilkår. Derfor har man internationale regler omkring den del. For hvert enkelt dyr sker det normalt kun en enkelt gang eller to i hele deres levetid, nemlig for at opfylde behovet for også at have en sund bestand langt ud i fremtiden. Og i den proces, hvor man bringer dyrene sammen for at få de bedst mulige ynglepar, tager man også højde for de sociale bånd. Det er noget af det, avlsprogrammerne sørger for.
XX:
Godt nok arbejder mange zoologiske hele tiden på at forbedre forholdene. De aktiverer dyrene og træner dem. Men stresset fra livet i rampelyset og de unaturlige forhold gør dyrene neurotiske. De gentager konstant deres bevægemønstre. Kedsomheden lyser ud af øjnene på dem. Det er ganske enkelt ikke muligt at sikre forhold, så isbjørne, giraffer, løver og andre vilde dyr kan opføre sig naturligt.
BEH:
Det er ikke rigtigt, at dyrene bliver neurotiske. Det er rigtigt, at nogle dyr har stereotypier, og dem skal man selvfølgelig arbejde specielt med for at få fjernet årsagerne til stereotypierne. Det drejer sig dog om få dyr, i hvert fald i de seriøse zoologiske haver, og man kan på ingen måde generalisere. Og når fdet forekommer, gør man desuden en stor indsats for at afhjælpe problemerne. Og der vil jo altid kunne opstå problemer, når man har med levende dyr at gøre, uanset om det drejer sig om zoo-dyr, kæledyr eller landbrugsdyr. Derfor har vi også en professionel stab af dyrepassere, dyrlæger og zoologer til at tage sig af dyrene, og vi bruger mange ressourcer på det vi i zoosprog kalder berigelse. Det vil kort sagt sige, at vi gør, hvad vi kan, for at give dyrene så mange udfordringer i dagligdagen som muligt,så defår en hverdag, der minder om den, de har i naturen.
XX:
Zoologiske haver berettiger deres eksistens med at indgå i internationale avlsprogrammer, der beskytter truede dyrearter. Det handler om naturbevarelse. Men Givskud Zoo informerer selv om, at kun en tredjedel af deres arter er truede i naturen. Dyr avles med andre ord til fangenskab og underholdning.
BEH:
Det er rigtigt, at en del af vores avlsprogrammer er med dyr, der ikke er direkte truet i naturen. Men det er jo ikke kun de truede dyr, der er spændene, og som skal bevares, det er også de andre. Derfor har vi avlsprogrammer for begge kategorier, så begge også findes om hundrede år. Samtidig er der også den ukendte faktor, at vi jo ikke ved, hvilke arter, der er truet i morgen. Og hvis vi først starter et avlsprogram for den art på det tidspunkt, så er det ofte for sent. Og for lige at slå det helt fast: dyr avles ikke til ”underholdning”, men til fascination!
XX:
Det er trist, at antallet af blandt andet næsehorn, elefanter og tigere er voldsomt nedadgående i naturen. Men det er mindst lige så trist at lade dyrene leve et liv bag lås og slå. Det er bedre at lade naturen gå sin gang, end at give dyrene et liv i fangenskab.
BEH:
Tja, det kan man jo mene. Men vores filosofi er, at det er os mennesker, der er hovedårsagen til mange arters tilbagegang. Så er det også vores ansvar at gøre, hvad vi kan for at vende denne tilbagegang. Og arbejdet i de seriøse zoos er et af midlerne til dette. Vi kan ikke stå alene. Men ved at arbejde tæt sammen med andre naturbevarelsesinstitutioner og projekter i felten, kan vi nå i hvert fald en del af vores mål. Og det er nu engang bedre end at kaste håndklædet i ringen og ”lade naturen gå sin gang”. Det er jo netop ikke naturen, der går sin gang, men menneskets fremfærd, der afstedkommer problemerne.
XX:
De senere år har rejsebureauer i en jævn strøm meldt ud, at de har fjernet rideture på elefanter, klapning af tigre og udflugter med andre former for dyremishandling fra deres rejseanbefalinger. Det er glædeligt, at danskerne er blevet mere bevidste om at undgå dyremishandling, når de tager ud at rejse. Men det gør det blot endnu mere ufatteligt, at mange lukker øjnene for den åbenlyse mistrivsel, der finder sted lige for næsen af dem i hjemlige zoologiske haver.
BEH:
Der er meget stor forskel på disse cirkuslignende tiltag og seriøse zoologiske haver. Zoos tager selvfølgelig afstand fra udnyttelse af dyrene på den måde! Vi lægger netop vægt på at vise dyrene med respekt for, hvad de er, og ikke for hvad vi kan gøre dem til. Og når vi træner dyrene, er det ikke for at lave cirkusnumre med dem, men for at kunne foretage diverse undersøgelser af dem, f.eks. tandeftersyn, og tage blodprøver uden at stresse dem.
XX:
Men vi skal have større samvittighed på dyreområdet. Det får vi ved at ændre vores måde at tænke på. Vilde dyr skal ikke komme til os – vi skal komme til dem. Den rige biodiversitet skal opleves på en naturlig måde.
BEH:
Men hvor mange har mulighed for at komme ud til de mange eksotiske rejsemål? Alternativet er, at de ikke oplever den fantastiske mangfoldighed, som dyreverden består af, og at de dermed heller ikke får noget forhold til den. Har man ikke noget forhold til naturen, så tager man heller ikke ansvar. Og dermed ødelægger vi fundamentet for naturbevarelse.
Bengt Holst 18 APR 2018
Her kan du læse om mit syn på natur og vores forhold til dyrene.
Dyr skal respekteres for, hvad de er, og ikke hvad vi kan gøre dem til. Arterne er hver især unikke foreløbige slutprodukter af en millionårig udviklingsproces, og vi kan ikke tillade os bare at lade dem forsvinde på grund af vores egen grådighed.
Alle dyr, store som små, har en fantastisk historie at fortælle, blot vi sætter os ind i deres biologi.
Hver eneste art har en værdi i sig selv. De skal ikke værdisættes i forhold til, hvad de kan tilføre os mennesker. Vi skal lade være med at betragte naturen som en luksusting, som vi kun tager hensyn til, hvis der er overskud til det. Vi er selv en del af naturen og er afhængig af den på alle måder.
Jeg tror, vi alle har et behov for at have natur omkring os. Det er ikke noget, vi tænker på til daglig, fordi det er en selvfølge. Men der er selvfølgelig en årsag til, at vi går i skoven eller på stranden, når vi går tur, eller at vi anskaffer os levende dyr eller har potteplanter i vinduet. Det er fordi vi har en basal trang til at have noget levende omkring os.
Jeg tror ikke på nogen ”gud”. Men jeg tror på naturens enorme kraft – ikke som et væsen, som vil os det godt eller skidt, men som en kraft, der er langt større end os, og som er den drivende kraft i alt, hvad der foregår. En kraft, vi bliver nødt til at respektere. En kraft, vi blot er en lillebitte del af.
Og i forlængelse heraf mine tanker, som jeg så tit har tænkt, når jeg har siddet i alperne sammen med mine døtre og set ud over bjergene: Dejligt at tænke på, at uanset hvad der sker med os, uanset, hvad vi gør ved naturen, så vil bjergene bestå. De vil alt andet lige også være der om hundredetusind år, ja millioner af år – lang tid efter, at vi mennesker er forsvundet fra kloden.
Seneste kommentarer