Bak op om børns nysgerrighed

Bak op om børns nysgerrighed

af | mar 23, 2021 | Natursyn

”Se mor, en snegl”! Den lille pige sætter sig på hug på fortovet og rækker ud efter den lille havesnegl, der langsomt, men sikkert er på vej hen over fliserne. ”Ja, min skat, men NEJ, lad være med at røre den. Du får snavsede fingre”, var moderens prompte svar. Og straks trækker den lille pige fingrene til sig og rejser sig tøvende op, dog stadig med blikket stift rettet mod den lille snegl. Den åbenbare interesse for det levende væsen på fortovet er udskiftet med en gryende skepsis og en negativ fornemmelse af, hvad en snegl egentlig er.

Scenen udspillede sig i et villakvarter nord for København, men kunne lige så godt have været alle mulige andre steder i landet. Og episoden er desværre ikke enestående. Alt for ofte bliver børns medfødte nysgerrighed slået ned med bemærkninger som denne, og naturen bliver gjort ”farlig” eller ulækker. Og hvor er det dog synd. Det, der for barnet kunne blive starten på en spændende rejse ind i naturens verden og dermed også kunne være med til at starte et sundt forhold til naturen, bliver i stedet langsomt, men sikkert lagt i graven.

Det samme gælder i vores skolesystem, hvor det ikke ligefrem er nysgerrigheden, der belønnes. Der læses og skrives og regnes. Børnene får læselektier for og lærer at huske og bruge stoffet. Men alt for sjældent udfordrer man i mine øjne deres nysgerrighed og giver dem mulighed for selv at udforske verden på deres egne præmisser, lade dem frit opsøge den viden, som de nu engang interesserer sig for, eller lader dem pille, rode og rage i skovbunden for at se, hvad der mon gemmer sig nede i den sorte muld. Størstedelen af undervisningen er henlagt til skriften i bøgerne, hvor de ganske vist kan lære om, hvad der bør gemme sig i mulden, men ikke selv får mulighed for at undersøge det og få glæden af at ”finde”.

Som undskyldning for ikke at tage børnene ud af bøgernes greb og give dem mulighed for at gå på opdagelse i den virkelige verden er det ofte økonomien, der bringes i spil. Det er ”for dyrt”, både mandskabsmæssigt og transportmæssigt at køre børnene ud i skoven eller på stranden, hvor de kan få frit løb for deres nysgerrighed og få lov at ”finde” fremfor blot at ”læse” sig frem til viden. Men den holder ikke. For det første behøver man ikke at gå langt væk fra skolen, før man kan finde egnede steder til den slags – uanset hvor i landet man bor. En park, en rendesten, en skov, en strand eller blot et fortov. Der er muligheder overalt. Vi skal bare tænke ud af boksen, som man f.eks. gør i Videnskabsklubben, hvor børn får mulighed for at stifte bekendtskab med kemi, biodiversitet og andre naturvidenskabelige emner gennem oplevelser fremfor blot teoretisk læring. Og overordnet set er det i min optik meget dyrere ikke at gøre det. For ved ikke løbende at pirre børns nysgerrighed og vise dem, hvad de kan opnå ved at bruge den, eller endog straffer dem for at bruge den, så tager vi deres bedste våben til at klare sig i verden fra dem.

Nysgerrighed er en unik størrelse, vi skal værne om. Det er nysgerrigheden, der i naturen driver dyrenes overlevelse. De bruger deres medfødte nysgerrighed til at lære at klare sig i de omgivelser, de er kommet til verden i. De undersøger området for skjulesteder, flugtveje og ynglemuligheder, og de prøver nye foderemner af for at forbedre deres overlevelsesmuligheder. Dertil kommer så for mange af dyrene en vejledning fra forældrene eller gruppen, så de ikke gør samme fejl, som de gjorde og måske led under. Men selv dér sker læringen ved at pirre ungernes nysgerrighed. Forældredyrene viser ikke aktivt, hvad ungerne skal gøre, men udfører blot selv den pågældende adfærd. Og ungerne forsøger så at efterligne forældrene, drevet af deres nysgerrighed efter at prøve tingene af, og lærer på den måde at overleve i en kompleks verden.

Samme forhold til nysgerrighed, trangen til hele tiden at undersøge omgivelserne og accepten af at fejle i den proces, burde være langt mere udbredt, både i samfundet som helhed og i undervisningssystemet i særdeleshed. Vi er blevet for konforme i vores tilgang til viden, overvældet af den store mængde af viden, der allerede er tilgængelig. Men vi vil få langt mere viden, hvis vi holder op med at lægge låg på nysgerrigheden og i stedet understøtter den både med udfordrende aktiviteter og i den måde, vi evaluerer resultaterne på. Og her ligger endnu en bremseklods. Vores nuværende karaktersystem slår hårdt ned på fejl og giver ingen ekstra bonus for unik nysgerrighed. Det bør laves om, så eleverne, uanset uddannelsesniveau, ikke er bange for at spørge og prøve nye ting af med fare for at fejle. Tag vores nye nobelpristager, professor Morten Meldal, som eksempel. Han har selv fortalt, at han klarede sig relativt dårligt i skolen, blandt andet fordi han havde travlt med alt muligt andet end lektierne. Det må siges at være gået ham ret godt alligevel.

Og så skal vi voksne tage os selv i nakken og lade være med at være så bange for at give los, når børnene går i gang med at undersøge deres omgivelser. Ja, de kan meget vel blive beskidte. Og ja, de kan endda komme lettere til skade, men sjældent så slemt, at det giver varige men. Og ja, de kan fejle, hvad det så end vil sige. Men hvad så? Så må man jo bare prøve om igen, måske under vejledning og måske alene. Begge processer vil føre til nye erkendelser hos børnene og dermed gøre dem klogere. Men får de deres viden gennem egne oplevelser, så husker de dem langt bedre end hvis de blot læser om dem. Og endnu bedre – de kan få nogle kæmpe succesoplevelser, som giver dem styrke og mod til at fortsætte med at tilegne sig viden.

Selvfølgelig skal vi gribe ind, før ulykken sker. Fuldstændig som man ser i dyreverden, hvor især mødrene passer på, at ungerne ikke går i helt forkerte retninger. Men grænsen for indgriben ligger meget længere ude på usikkerhedens overdrev end i vores moderne verden, hvor vi griber ind alt for tidligt og dermed er med til at dræbe den medfødte nysgerrighed. Det er den grænse, vi skal have flyttet, ikke ved helt at fjerne sikkerhedsnettet, men ved i langt højere grad at acceptere nysgerrigheden som en drivende og udviklende kraft.

Debat i Politiken

Debat i Politiken

af | feb 5, 2021 | Natursyn

Videnskabelig direktør i Zoologisk Have København, Bengt Holst, svarer her på debatindlægget fra XX bragt i Politikens netavis 17. april 2018 Hvis du virkelig elsker dyr, holder du dig langt fra zoologiske haver.

Bengt Holst kommentar er delt i to: først et par præciserende betragtninger om zoologiske haver og deres formål og dernæst svar på XXs kritikpunkter. For at give så præcise svar som muligt, er XXs synspunkter og spørgsmål trukket ud af artiklen og forsøgt besvaret enkeltvis.

Det overordnede formål med zoologiske haver er naturbevarelse. Målet nås gennem fire hovedaktiviteter:

  • Skabe fascination for naturen
  • Formidling om naturen (natursyn)
  • Forskning
  • In situ naturbevarelsesaktiviteter

Det, der gør zoologiske haver unikke på dette felt er, at vi bygger disse fire hovedaktiviteter på levende dyr, der fungerer som ambassadører for deres artsfæller i naturen. Det er der ingen andre, der gør, og derfor kan vi bidrage ganske særligt til naturbevarelse. Men for også at kunne udføre dette arbejde langt ud i fremtiden, 50 og 100 år fra nu, er det vigtigt, at vi forvalter vores dyrebestand ordentligt. Og det gælder på to planer:

  • Individuelt – vi skal sørge for god velfærd for vores dyr.
  • Bestandsmæssigt – vi skal sørge for at forvalte vores bestande, så de også er sunde og genetisk mangfoldige om 50 og 100 år. Derfor de internationale avlssamarbejder.

Det er i det lys, man skal se de seriøse zoologiske havers virke, og de rammer, vi arbejder under. Og så giver det jo sig selv, at for at kunne fascinere og lave god formidling, så skal vi sørge for, at dyrene har så gode udfoldelsesmuligheder som muligt. Ellers formidler vi en forkert historie og når derfor ikke vores mål. Så god velfærd og hensyn til dyrenes naturlige behov er absolut nødvendige faktorer i enhver zoodrift.

Der findes gode zoologiske haver og dårlige zoologiske haver. Og der er ingen tvivl om, at der på verdensplan er mange zoos, der ikke opfylder de krav, man bør stille til dem.

De videnskabeligt baserede zoos har et overordnet formål, og gør et stort arbejde for at tilgodese dyrenes behov mest muligt. For kun på den måde kan de jo leve op til deres formål, nemlig at medvirke aktivt til bevarelse af naturens mangfoldighed. Dels ved at skabe den fascination, der er forudsætning for, at man overhovedet ønsker at bevare naturen, og dels ved at deltage i internationale avlsprogrammer, der sørger for hele tiden at have sunde dyrebestande langt ud i fremtiden. Sunde dyrebestande som dels kan bruges til at studere dyrene for at få viden til at beskytte dem i naturen, og dels at kunne støtte de vilde populationer med genudsætninger hvis nødvendigt.

Endelig er det også værd at understrege, at seriøse zoologiske haver i dag samarbejder på ikke-kommercielle vilkår. Vi køber og sælger ikke dyr af hinanden, men udveksler dem frit på baggrund af, hvad der er bedst for bestandene. Alt sammen i lyset af det overordnede formål.

Kommentarer til de enkelte afsnit i XXs debatindlæg:

XX:

 … hvad med zoologiske haver? Fra et dyreetisk perspektiv er de umulige at forsvare. Det er dyremishandling, når dyr ikke behandles som levende væsner, og når de ikke beskyttes bedst muligt mod lidelse og angst. Og det gør de ikke i zoologiske haver. Her går man på kompromis med dyrevelfærden for at tjene penge.

Bengt Holst (BEH):

Dyrene i zoologiske haver behandles netop som levende væsner og med respekt for deres specifikke behov. Når vi indretter til dyr ser vi på, hvordan de lever i naturen og får derigennem identificeret de krav, de stiller til deres omgivelser (fysisk og socialt). Og på den baggrund indretter vi anlæg og indretter vores måde at holde dem på. Vi går netop IKKE på kompromis med dyrevelfærden, men tilstræber at tilgodese deres naturlige behov mest muligt. Vi ved godt, at vi aldrig vil kunne give dyrene forhold fuldstændig som i naturen, men vi kan komme ret langt, hvis vi som alle seriøse zoologiske haver bygger vores management på videnskab og ikke på mavefornemmelser eller romantiserede forestillinger om, hvordan dyrene tænker.

XX:

Et liv bag glas, tremmer og indhegning er ikke et liv for vilde dyr. For selvom dyrene aldrig har prøvet andet, strider et liv i fangenskab stadig mod deres natur. Den trange plads spænder ben for, at dyrene kan udleve deres instinkter. Jagt, vandringer over store afstande og et liv i flokke er uden for rækkevidde. Samtidig bliver de med jævne mellemrum solgt og byttet rundt mellem zoologiske haver. Også dette er en del af mishandlingen.

BEH:

Dyr går i anlæg, der er designet til at tage højde for deres adfærdsbehov, inkl. at de kan få den nødvendige motion. Men dyr har ikke noget specielt behov for at ”vandre”. De bevæger sig kun, hvis der er et formål med det. Alt andet ville udsætte dem for yderligere farer. Så, hvis vi bare sørger for, at dyrene har, hvad de skal bruge, og ikke er udsat for farer, så er der ingen grund for dem til at ”vandre”. Men de skal selvfølgelig kunne bevæge sig omkring for at få den nødvendige motion.

Og selvfølgelig er der en nedre grænse for, hvad der er acceptabelt i forhold til spørgsmålet om dyreanlæggenes størrelse. Men i en moderne zoologisk have er vi ikke nær denne grænse. Kvaliteten af anlægget (dvs. indretningen) er af langt større værdi end størrelsen. Det er indretningen, der giver dyrene de daglige udfordringer, som gør deres liv mere komplekst og udløser en stor del af deres naturlige adfærd. Personligt vil jeg hellere have et lille anlæg, der er godt indrettet, frem for et stort anlæg, der er dårligt indrettet (en indhegnet fodboldbane til en flok dødningehovedaber giver dem meget plads, men ikke store udfordringer. Tværtimod, de ville være skræmt til døde af det åbne område og krybe sammen i det ene hjørne. Men et lille anlæg med træer og buske, hvor de kan gemme sig og komme væk fra hinanden vil til fulde tilgodese deres adfærd og behov for tryghed).

XX:

Dyrene transporteres over store afstande, hvor larm, uro og uvante omgivelser stresser dem. Ombytningen sker uden at tage hensyn til de stærke bånd, dyr kan knytte til hinanden. Det er blandt andet tilfældet med elefanter, som er flokdyr, og som udviser medfølelse, sorg og altruisme.

BEH:

Det er rigtigt at dyr af og til transporteres over lange afstande. Men det er der i sig selv ikke noget problem i, så længe transporten foregår på ordentlige vilkår. Derfor har man internationale regler omkring den del. For hvert enkelt dyr sker det normalt kun en enkelt gang eller to i hele deres levetid, nemlig for at opfylde behovet for også at have en sund bestand langt ud i fremtiden. Og i den proces, hvor man bringer dyrene sammen for at få de bedst mulige ynglepar, tager man også højde for de sociale bånd. Det er noget af det, avlsprogrammerne sørger for.

XX:

Godt nok arbejder mange zoologiske hele tiden på at forbedre forholdene. De aktiverer dyrene og træner dem. Men stresset fra livet i rampelyset og de unaturlige forhold gør dyrene neurotiske. De gentager konstant deres bevægemønstre. Kedsomheden lyser ud af øjnene på dem. Det er ganske enkelt ikke muligt at sikre forhold, så isbjørne, giraffer, løver og andre vilde dyr kan opføre sig naturligt.

BEH:

Det er ikke rigtigt, at dyrene bliver neurotiske. Det er rigtigt, at nogle dyr har stereotypier, og dem skal man selvfølgelig arbejde specielt med for at få fjernet årsagerne til stereotypierne. Det drejer sig dog om få dyr, i hvert fald i de seriøse zoologiske haver, og man kan på ingen måde generalisere. Og når fdet forekommer, gør man desuden en stor indsats for at afhjælpe problemerne. Og der vil jo altid kunne opstå problemer, når man har med levende dyr at gøre, uanset om det drejer sig om zoo-dyr, kæledyr eller landbrugsdyr. Derfor har vi også en professionel stab af dyrepassere, dyrlæger og zoologer til at tage sig af dyrene, og vi bruger mange ressourcer på det vi i zoosprog kalder berigelse. Det vil kort sagt sige, at vi gør, hvad vi kan, for at give dyrene så mange udfordringer i dagligdagen som muligt,så defår en hverdag, der minder om den, de har i naturen.

XX:

Zoologiske haver berettiger deres eksistens med at indgå i internationale avlsprogrammer, der beskytter truede dyrearter. Det handler om naturbevarelse. Men Givskud Zoo informerer selv om, at kun en tredjedel af deres arter er truede i naturen. Dyr avles med andre ord til fangenskab og underholdning.

BEH:

Det er rigtigt, at en del af vores avlsprogrammer er med dyr, der ikke er direkte truet i naturen. Men det er jo ikke kun de truede dyr, der er spændene, og som skal bevares, det er også de andre. Derfor har vi avlsprogrammer for begge kategorier, så begge også findes om hundrede år. Samtidig er der også den ukendte faktor, at vi jo ikke ved, hvilke arter, der er truet i morgen. Og hvis vi først starter et avlsprogram for den art på det tidspunkt, så er det ofte for sent. Og for lige at slå det helt fast: dyr avles ikke til ”underholdning”, men til fascination!

XX:

Det er trist, at antallet af blandt andet næsehorn, elefanter og tigere er voldsomt nedadgående i naturen. Men det er mindst lige så trist at lade dyrene leve et liv bag lås og slå. Det er bedre at lade naturen gå sin gang, end at give dyrene et liv i fangenskab.

BEH:

Tja, det kan man jo mene. Men vores filosofi er, at det er os mennesker, der er hovedårsagen til mange arters tilbagegang. Så er det også vores ansvar at gøre, hvad vi kan for at vende denne tilbagegang. Og arbejdet i de seriøse zoos er et af midlerne til dette. Vi kan ikke stå alene. Men ved at arbejde tæt sammen med andre naturbevarelsesinstitutioner og projekter i felten, kan vi nå i hvert fald en del af vores mål. Og det er nu engang bedre end at kaste håndklædet i ringen og ”lade naturen gå sin gang”. Det er jo netop ikke naturen, der går sin gang, men menneskets fremfærd, der afstedkommer problemerne.

XX:

De senere år har rejsebureauer i en jævn strøm meldt ud, at de har fjernet rideture på elefanter, klapning af tigre og udflugter med andre former for dyremishandling fra deres rejseanbefalinger. Det er glædeligt, at danskerne er blevet mere bevidste om at undgå dyremishandling, når de tager ud at rejse. Men det gør det blot endnu mere ufatteligt, at mange lukker øjnene for den åbenlyse mistrivsel, der finder sted lige for næsen af dem i hjemlige zoologiske haver.

BEH:

Der er meget stor forskel på disse cirkuslignende tiltag og seriøse zoologiske haver. Zoos tager selvfølgelig afstand fra udnyttelse af dyrene på den måde! Vi lægger netop vægt på at vise dyrene med respekt for, hvad de er, og ikke for hvad vi kan gøre dem til. Og når vi træner dyrene, er det ikke for at lave cirkusnumre med dem, men for at kunne foretage diverse undersøgelser af dem, f.eks. tandeftersyn, og tage blodprøver uden at stresse dem.

XX:

Men vi skal have større samvittighed på dyreområdet. Det får vi ved at ændre vores måde at tænke på. Vilde dyr skal ikke komme til os – vi skal komme til dem. Den rige biodiversitet skal opleves på en naturlig måde.

BEH:

Men hvor mange har mulighed for at komme ud til de mange eksotiske rejsemål? Alternativet er, at de ikke oplever den fantastiske mangfoldighed, som dyreverden består af, og at de dermed heller ikke får noget forhold til den. Har man ikke noget forhold til naturen, så tager man heller ikke ansvar. Og dermed ødelægger vi fundamentet for naturbevarelse.

Bengt Holst 18 APR 2018

Natursyn

Natursyn

af | feb 5, 2021 | Natursyn

Her kan du læse om mit syn på natur og vores forhold til dyrene.

Dyr skal respekteres for, hvad de er, og ikke hvad vi kan gøre dem til. Arterne er hver især unikke foreløbige slutprodukter af en millionårig udviklingsproces, og vi kan ikke tillade os bare at lade dem forsvinde på grund af vores egen grådighed.

Alle dyr, store som små, har en fantastisk historie at fortælle, blot vi sætter os ind i deres biologi.

Hver eneste art har en værdi i sig selv. De skal ikke værdisættes i forhold til, hvad de kan tilføre os mennesker. Vi skal lade være med at betragte naturen som en luksusting, som vi kun tager hensyn til, hvis der er overskud til det. Vi er selv en del af naturen og er afhængig af den på alle måder.

Jeg tror, vi alle har et behov for at have natur omkring os. Det er ikke noget, vi tænker på til daglig, fordi det er en selvfølge. Men der er selvfølgelig en årsag til, at vi går i skoven eller på stranden, når vi går tur, eller at vi anskaffer os levende dyr eller har potteplanter i vinduet. Det er fordi vi har en basal trang til at have noget levende omkring os.

Jeg tror ikke på nogen ”gud”. Men jeg tror på naturens enorme kraft – ikke som et væsen, som vil os det godt eller skidt, men som en kraft, der er langt større end os, og som er den drivende kraft i alt, hvad der foregår. En kraft, vi bliver nødt til at respektere. En kraft, vi blot er en lillebitte del af.

Og i forlængelse heraf mine tanker, som jeg så tit har tænkt, når jeg har siddet i alperne sammen med mine døtre og set ud over bjergene: Dejligt at tænke på, at uanset hvad der sker med os, uanset, hvad vi gør ved naturen, så vil bjergene bestå. De vil alt andet lige også være der om hundredetusind år, ja millioner af år – lang tid efter, at vi mennesker er forsvundet fra kloden.

Aflivning af dyr i zoologiske haver

Aflivning af dyr i zoologiske haver

af | feb 5, 2021 | Dyreliv, Natursyn

At tage liv er selvfølgelig en alvorlig ting. Men ikke desto mindre er det noget, der sker hver dag i dagens Danmark. Millioner af dyr bliver slagtet for at tilfredsstille vores efterspørgsel efter kød, og løbende bliver hunde, katte og andre kæledyr aflivet, enten fordi de er kommet til skade, er syge, eller bare er blevet i overskud. Det er almindeligt accepteret, og er en naturlig konsekvens af, at vi mennesker spiser kød, og at vi mennesker har taget dyr til os. Rådyr bliver skudt for at skabe balance i den natur, vi har taget til os, og som vi har et ansvar for at forvalte. Og mus og rotter bliver aflivet i massevis som såkaldte ”skadedyr”.

I Zoologisk Have tager vi også livet af dyr. Heste, geder, tilskadekomne dyr og dyr, der er blevet for gamle, bliver slagtet for at skaffe kød til de rovdyr, vi har taget ansvar for. Og enkelte dyr bliver aflivet, fordi de er blevet i overskud i forhold til den bestand, vi kan have i Zoo. I sagens natur er det begrænset, hvor mange af hver dyreart, vi kan have i Zoo. Selv når de indgår i internationale avlsprogrammer er pladsen begrænset, og vi må sammen med de andre zoologiske haver løbende regulere bestandene, så de i størrelse passer til den til rådighed værende plads. Det er det samme, der sker i de danske skove med rådyr, og i de svenske skove med vildsvin. Samtidig har vi et ansvar for, at vores dyrebestande er sunde, og at de løbende fornyes, så der også er sunde bestande om halvtreds og hundrede år. Det betyder, at bestandene løbende må fornyes gennem avl – nye generationer skal erstatte tidligere generationer. En konsekvens af dette er, at der til tider opstår overskud, som man så må forholde sig til.

Eksempel: Hvis man for at opretholde en sund og levedygtig bestand har brug for at have 100 dyr, så er det vigtigt, at disse hundrede dyr har den rette kønsfordeling og er genetisk sunde, dvs. ikke er ødelagt af indavl. Hvert år dør der nogle dyr, enten af alderdom, sygdom eller fordi de kommer til skade. Det er en naturlig dynamik. Men for at opretholde bestanden på hundrede dyr skal der så tilføres dyr, og det kan kun ske ved avl. Lad os f.eks. sige, at der ét år er døde 7 dyr, 3 hanner og 4 hunner. For at opretholde balancen i bestanden skal vi så sørge for, at der året efter tilføres det samme antal dyr med den samme kønsfordeling. Det gøres ved avl. Men man kan ikke bare klare det ved at lade 7 hunner yngle og så ”bestille” 3 hanner og 4 hunner. Det er langtfra sikkert, at alle 7 hunner overhovedet bliver drægtige. Og bliver de drægtige, er det langtfra sikkert, at de gennemfører drægtigheden og føder en unge hver. Og selv, hvis dette skulle ske, så er det ikke sikkert, at alle 7 unger overlever den første svære tid, og langtfra sikkert, at kønsfordelingen lige akkurat bliver, som vi ønsker, altså i dette tilfælde 3 hanner og 4 hunner. Så, for at være sikre på at have 3 hanner og 4 hunner til rådighed for den næste generation, bliver vi nødt til at lade flere hunner yngle og så håbe på, at der iblandt det afkom, der kommer ud af det, er i hvert fald 3 hanner og 4 hunner, som vi kan avle videre med.

Konsekvensen af dette er altså, at der uvægerligt bliver et overskud, som vi skal forholde os til. I mange tilfælde, vil vi kunne sende det til andre zoologiske haver, som står og mangler netop de individer. Men i nogle tilfælde, og især for arter, der yngler rigtig godt i zoologiske haver, så er det ikke muligt at sende dem andre steder hen. Det ville bare være at flytte problemet og påføre dem et overskud. I de tilfælde tager vi vores ansvar på os og afliver de dyr, der bliver i overskud, enten fordi de har en forkert genetisk sammensætning, eller fordi de er af forkert køn – eller blot fordi de er i overtal.

Aflivning af overskudsdyr er således ikke et resultat af at lade stå til, men en naturlig konsekvens af seriøs forvaltning af de dyrebestande, vi har med at gøre.

Derudover kommer så, at det er forkert at tage dyrenes yngleadfærd fra dem (hvis vi alligevel valgte at stoppe yngelen for at undgå overskud). Hvis vi forhindrer dem i at yngle med naturlige intervaller, fratager vi dem også en stor del af deres naturlige adfærd, og det vil betyde nedsat velfærd – blot fordi vi synes, vi ikke kan tage liv, som samfundet ellers gør dagligt i langt større grad end i zoologiske haver.

En anden mulighed ville være at bruge antikonception – stadig hvis vi trods problemet for fremtidige generationer, ønskede at begrænse avlen. Men man må ikke glemme, at brug af antikonception på ingen måde er uproblematisk. Dels påfører det dyrene nogle fysiologiske problemer, som vi ganske vist ikke ser udefra, men som har stor indflydelse på deres daglige liv (nyreproblemer, leverproblemer m.v.), og dels har det vist sig, at brugen af antikonception i mange tilfælde slet ikke er reversibel, som det er tilfældet hos os mennesker. Har man først brugt kemisk antikonception, svarende til p-piller hos os mennesker, så kommer frugtbarheden kun sjældent tilbage, når man holder op med at bruge det. Det er selvfølgelig problematisk for bestanden, da vi så reelt set kastrerer dyr og dermed nedsætter frugtbarheden i bestanden betydeligt og dermed ødelægger mulighederne for at have sunde bestande fremover.

Aflivning af dyr i zoologiske haver må således betragtes som et naturligt og nødvendigt værktøj i den løbende forvaltning af dyrebestanden, hvis man som mål har at have en sund dyrebestand ikke kun i nuet, men også mange år frem. Antalsmæssigt ligger aflivninger i zoologiske haver også langt under, hvad der ellers foregår i samfundet af tagen liv. At der er tale om eksotiske dyr og ikke ”bare” om produktionsdyr som grise og køer, bør ikke have nogen betydning for dette. Der er i alle tilfælde tale om, at man tager livet af sunde dyr. Men det sker med et seriøst formål – i landbruget for at skaffe mad på bordet og i zoologiske haver for at sikre sunde dyrebestande langt ud i fremtiden.

Kan rewilding og dyrevelfærd gå hånd i hånd?

Kan rewilding og dyrevelfærd gå hånd i hånd?

af | jun 29, 2017 | Biodiversitet, Dyreetik og velfærd, Natur og miljø

Rewilding er et begreb, der for alvor er ved at komme på dagsordenen i dansk naturforvaltning. Som følge heraf var det da også et centralt tema flere gange på Naturmødet i Hirtshals i maj. Men hvad er ”rewilding” egentlig? Det er ikke altid lige let at gennemskue. Den gængse definition er, at rewilding handler om at genetablere de biologiske processer i naturen, der gennem tiden har skabt forskellige naturtyper og dermed forudsætninger for artsdiversitet. Eller sagt med andre ord: at få mere vild natur ved hjælp af naturens egne virkemidler.

Store græssere som naturens redskaber

I praksis indebærer rewilding ofte genindførsel af store dyr som elge og hjorte, der er med til at forme naturen. Men det kan også være heste, kvæg eller får. Fælles for disse dyr er, at de er planteædere og på hver deres måde bearbejder vegetationen og jordbunden, så andre arter får bedre livsbetingelser. De skaber forudsætninger for lysåben skov og åbne enge. Et godt eksempel er genudsætningen af bæveren i Jylland og Nordsjælland, hvor denne “naturens ingeniør” ved at bygge dæmninger har genskabt vådområder og tyndet ud i skovbevoksninger – en indsats med stor betydning for forvaltningen af naturområder og bevarelse af biodiversitet.

Udfordringer og etiske dilemmaer

Men rewilding er ikke uden udfordringer. For at genskabe naturlige dynamikker i landskabet er det vigtigt, at mennesker ikke griber ind. Processerne skal finde deres egen balance for at opnå den største effekt. Væltede træer skal blive liggende og nedbrydes naturligt, og døde dyr skal forblive i landskabet, så ådselsædere som krager, biller og mikroorganismer kan drage nytte af dem. Men hvor går grænsen? Det er én ting at lade vilde dyr dø en naturlig død, men hvad nu, hvis det drejer sig om heste, køer eller andre domesticerede dyr, der er vant til menneskets beskyttelse? Er vi parate til at lade dem sulte i hårde vintermåneder og måske dø en smertefuld død for at bevare balancen? Eller er der et punkt, hvor vi må gribe ind – og dermed kompromittere rewildingens grundprincipper?

Rewilding og lovgivning – hvem har ansvaret?

Et andet vigtigt aspekt er lovgivningen. Hvilke regler skal gælde for dyr, der tidligere har været under menneskets varetægt, såsom heste, men som pludselig sættes ud i naturen? Har vi stadig et ansvar for dem, eller ophører det i det øjeblik, de bliver en del af den vilde natur? Disse spørgsmål er afgørende for, hvordan rewilding kan integreres i dansk naturforvaltning. Debatten er nu taget op i Det Dyreetiske Råd, men samtidig må rewilding også være en del af den bredere samfundsdebat. Vi skal sikre klare rammer for rewilding – for dyrenes skyld og for samfundets.

Dette indlæg er oprindeligt publiceret hos Dyreetisk Råd