af Bengt Holst | sep 29, 2024 | Dyreetik og velfærd, Natursyn
I år er det 10 år siden, at København Zoo havnede i en global shitstorm, fordi man aflivede en ung giraf. Efter aflivningen blev giraffen obduceret, og da den var for stor til at ligge på det normale obduktionsbord, og det var en kold februardag, besluttede man at foretage obduktionen på jorden ude foran dyrlægeklinikken, hvor der var masser af plads, og hvor publikum kunne få mulighed for at overvære obduktionen – en fantastisk mulighed for at formidle god biologisk viden om anatomi, organfunktioner, tilpasninger til livet i naturen og meget, meget mere. Og til allersidst, efter at man havde sendt de fleste organer til forskningsinstitutioner i ind- og udland, blev kødet – cirka 250 kilo – fordelt til havens rovdyr, herunder løverne, som for første gang i deres liv kunne smage girafkød. Alt sammen et helt naturligt forløb, som Zoo i fuld åbenhed havde gennemført med mange andre dyr i tidens løb, fra slanger, geder og antiloper til løver, tigre og zebraer, som var aflivet og skulle obduceres.
Reaktionerne og international kritik
Men reaktionen var denne gang en helt anden. Medierne slog det op som det helt store drama, og historien gik i løbet af få timer Jorden rundt. København Zoo og dens medarbejdere blev hængt ud som barbarer, og folk fra alle dele af verden forlangte, at Zoo skulle lukkes, og de ansvarlige medarbejdere, herunder jeg selv, der dengang var videnskabelig direktør og dermed også havde ansvaret for beslutningen, skulle fyres. Nogle fandt endda anledning til at sende mordtrusler både mod mig og min familie og mod Zoos dyrlæge, der udførte selve aflivningen og den efterfølgende obduktion.
Shitstormens stærkeste kritikpunkter
Efter det store postyr og mange afklarende interviews senere analyserede vi de mange mails, der under shitstormen var sendt til Zoo, for at se, hvad de stærkeste kritikpunkter var. Og til min store forbløffelse viste det sig, at det, der stødte folk mest, var, at Zoo havde givet børn lov til at overvære obduktionen og at se løverne efterfølgende blive fodret med en halv bagfjerding, der stadig havde skindet på, så man kunne se, den kom fra en giraf. En tredjedel af de 40.000 mails, som Zoo modtog i den periode, kunne henføres til den kategori. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | sep 1, 2024 | Natur og miljø
Verdenshavene dækker cirka to tredjedele af Jordens overflade og rummer ikke mindre end 1.332.000.000.000.000.000.000 liter vand.
Det er et svimlende tal, som ingen af os rigtigt forstår. Det er derfor heller ikke underligt, at man altid har betragtet havene som en uendelig ressource, når snakken har drejet sig om fiskeri, og som en uendelig affaldsbeholder, når snakken har været om spildevand og andre former for affald. Men plastikaffald i vores have er et stigende problem.
Plastikforureningens globale omfang
Men virkeligheden er jo desværre en ganske anden. Havet er, ligesom landjorden, på ingen måde uendeligt og kan derfor heller ikke rumme uendelige mængder affald. Det ses blandt andet i de store oceaner, hvor især plastic på grund af havstrømmene har samlet sig i fem store flydende plasticdynger, der tilsammen dækker et areal på størrelse med Afrika. Den største af dyngerne flyder rundt i Stillehavet og er på knap 1 million kvadratkilometer – eller godt 20 gange så stor som Danmark. Den består af svært nedbrydeligt affald som gamle fiskenet, reb, plastbeholdere af forskellig slags og mikroplast. Alt sammen rester fra vores forbrugsfest.
Forurening i danske farvande
Men vi behøver ikke rejse til Stillehavet for at se resultatet af vores måde at leve på. Der har i de senere år været skrevet meget om iltsvind i de danske fjorde, manglen på fisk i Østersøen og her på det seneste også om ”spøgelsesnet” i de danske farvande. Spøgelsesnet er efterladte fiskenet, der enten med vilje eller ved en fejl er efterladt i havet og derefter flyder rundt under vandet som flydende fælder, indtil de efter 500-600 år er tilstrækkeligt nedbrudt til ikke længere at udgøre en fare for havets dyr.
Spøgelsesnettens dødelige konsekvenser
I en opgørelse fra 2021 estimerer man et samlet antal af spøgelsesnet i danske farvande på lige knap 50.000. Det er mange, rigtig mange, og selvom fiskenettene ikke alle er i fuld størrelse, fanger de årligt tusindvis af havfugle og havpattedyr, der lider en pinefuld druknedød i de herreløse net.
Mikroplast og giftstoffer i fødekæden
Og ikke nok med det – under nedbrydningsprocessen i havet omformes fiskenettene langsomt til mikroplastpartikler, der derefter suger diverse giftstoffer i vandet til sig og derved forgifter de dyr, der får dem i maven, inklusive os mennesker, der spiser for eksempel fisk. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | aug 4, 2024 | Dyreetik og velfærd, Dyreliv
Solen skinner, og bierne summer i blomsterne på engen foran terrassen. Børnene har travlt med at spise deres morgenmad, så de hurtigst muligt kan komme ud at lege og måske endda få en badetur.
En uventet gæst
Og så sker det – lille Peter opdager pludselig et par øjne, der stirrer på dem fra en nærliggende busk, og frem kommer en halvstor kattekilling, der på ingen måde viser frygt. Tværtimod.
Killingen bliver en del af familien
Så snart børnene sætter sig på hug for at kalde den til sig, kommer den nærmere og smyger sig op ad børnenes bare ben. Det er tydeligt, at den gerne vil nusses. Og børnene er ikke sene til at reagere på killingens tydelige signal.
”Nårrh, hvor er den sød,” og ”mor, den er sulten,” lyder det fra børnene, og mor henter straks en lille skål med mælk, som hun stiller foran killingen.
Menneskevant, som den er, giver killingen sig straks til at drikke, og snart er den helt integreret i den lille familie. Børnene elsker at lege med den, og forældrene bakker op om idyllen ved at give den mad og drikke hver dag. Ikke underligt at killingen bliver omkring huset og nyder godt af al opmærksomheden. Og ikke underligt, at den lille familie er bjergtaget af det lille kræ. For den er sød!
Når ferien slutter
Men på et tidspunkt slutter ferien, og så melder virkeligheden sig. Trods børnenes intense plagen, nægter forældrene at tage killingen med, når de efter en dejlig ferie drager hjem igen.
Børnene må sige farvel til deres legekammerat, og killingen overlades til sig selv. Pludselig er der ingen, der kommer med mad og mælk til den, og ingen, der holder øje med, om den har det godt.
En trist skæbne for sommerhuskatten
Den er helt alene og skal nu selv finde mad og i det hele taget finde sig til rette i en verden fyldt med konkurrenter, der på ingen måde er imødekommende over for den, som børnene var. Og når vinteren kommer, går den sandsynligvis til, enten af kulde eller af mangel på føde.
Sådan slutter mange sommerhuskatte deres korte liv, en afslutning, der kunne være undgået, hvis familien ikke havde taget katten til sig i de få uger, de var på ferie i området. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | jul 7, 2024 | Natur og miljø, Natursyn
Sensation, makværk, ommer og historisk aftale. Det var blot nogle af de mange ord, der blev brugt om den grønne trepartsaftale, da den faldt på plads i slutningen af juni efter måneders intense forhandlinger.
Kritik og kompromis
Nogle synes, den er alt for uambitiøs, og andre, at den tilgodeser enten landbruget eller naturen alt for meget. Men faktum er, at parterne er blevet enige, og det er i sig selv en stor præstation, der retfærdiggør begrebet ”historisk aftale”. Det giver ejerskab til alle parter og borger derfor også for opbakning, når aftalen efter de kommende politiske forhandlinger skal implementeres.
Indholdet: Historisk godt?
Men hvad med indholdet? Er det også historisk godt? Det afhænger jo nok af øjnene, der ser. Der er næppe tvivl om, at vi hver især har kunnet ønske den bedre på forskellige felter, alt efter hvor vi står. Men inderst inde ved vi jo også, at aftalen har været det muliges kunst, og at der for alle parter har måttet indgås kompromiser i løbet af processen.
Fokus på fremtiden
Så, lad os nu glemme de traditionelle stammedanse, der er knyttet til alle politiske aftaler, og skue fremad. Lad os glemme de ting, der ikke er med i aftalen, og koncentrere os om de ting, der rent faktisk er kommet med.
Hovedpunkterne i aftalen
Der skal rejses 250.000 hektar skov, hvoraf 100.000 hektar skal forvaltes som ”urørt skov” – det vil sige uden produktion for øje. Der skal udtages 140.000 hektar lavbundsjorde til vild natur frem mod 2030.
Der skal udarbejdes en natur- og biodiversitetslov, der blandt andet skal sikre, at mindst 20 procent af Danmarks areal skal være beskyttet natur allerede i 2030.
Der skal udarbejdes en plan for, hvordan vi vender udviklingen for den natur, der lige nu har det rigtig skidt, så vi om 25 år kan sikre, at den er i det, man kalder ”god tilstand”. Læs resten af indlægget hos Kristeligt Dagblad.
af Bengt Holst | nov 3, 2023 | Uncategorized @da
Det Dyreetiske Råd har for nylig sendt en opfordring til fødevareministeren om at evaluere hundeloven. Rådet påpeger udfordringer i både reglerne om forbudte hunderacer og håndteringen af sager om hundebid. I sin nuværende form kan loven være svær at håndhæve og føre til uretfærdige afgørelser, hvor hunde risikerer aflivning uden tilstrækkelig dokumentation eller faglig vurdering.
Raceforbud – kan man bevise en hunds ophav?
En række hunderacer er forbudt i Danmark, men en grundlæggende udfordring er, hvordan man beviser, hvilken race en hund tilhører. Ejere af blandingshunde kan havne i en umulig situation, hvor de skal dokumentere, at deres hund ikke har forbudt afstamning – men hvordan?
Forbuddet gælder også krydsninger, men loven fastsætter ikke en grænse for, hvor langt tilbage i generationerne denne regel gælder. Er en hund stadig ”farlig”, hvis den har en forbudt race fem eller ti generationer tilbage? Genetiske tests er ofte upræcise og kan sjældent give et entydigt svar. For hunde uden stambog bliver det næsten umuligt at dokumentere deres afstamning. Ejere kan derfor stå magtesløse og risikere at få deres hund aflivet alene på grund af tvivl.
Hundebid – en retfærdig vurdering?
Hvis en hund bider en anden hund eller et menneske, kan ejeren få et påbud – uanset hundens race. Er der tale om et skambid, skal hunden som udgangspunkt aflives. Men definitionen af et skambid kan være uklar, især når en hund bider en anden hund.
Et alvorligt bid kan naturligvis skabe frygt, men en hund, der bider, er ikke nødvendigvis generelt farlig. Biddet kan være en reaktion på en konflikt, hvor den anden hund måske var aggressiv først. Eksempelvis kan en lille hund fare gøende hen til en større hund, som i panik reagerer med et bid. Den større hunds styrke kan føre til alvorlige skader, men det betyder ikke nødvendigvis, at den er farlig.
Politiet kan konsultere hundesagkyndige, men er ikke forpligtet til at følge deres vurdering. Afgørelsen træffes af politiet alene og kommer kun for retten, hvis ejeren klager. En klage kan dog tage måneder, hvor hunden typisk bliver anbragt på et internat – en situation, der kan afholde ejere fra at klage, selv hvis de mener, afgørelsen er uretfærdig.
Behov for præcisering og bedre registrering
Det Dyreetiske Råd støtter en lovgivning, der beskytter mennesker og dyr mod farlige hunde, men understreger, at loven også skal tage hensyn til de hunde, den rammer. Der bør være klare og fagligt velbegrundede kriterier for både raceforbud og vurdering af hundebid.
Rådet har derfor opfordret fødevareministeren til at revidere hundeloven og sikre, at reglerne bliver præciseret. Derudover anbefaler Rådet, at der etableres en central registrering af sager om forbudte racer og hundebid, så afgørelser kan evalueres og sikre en mere ensartet praksis. Kun med en klarere og mere gennemsigtig lovgivning kan vi skabe et system, der både beskytter samfundet og sikrer en retfærdig behandling af hunde og deres ejere.
Indlæg oprindeligt publiceret hos Dyreetisk Råd.
Recent Comments